Nostalgi og relevans
Det er snart fire år siden, at Jethro Tull var i København for at markere deres 50-års jubilæum. Men det engelske orkester, der var blandt de første til at putte folkemusik i den hårde rock, har stadig ikke kastet håndklædet i ringen. Tværtimod har de netop smidt et nyt studiealbum på gaden, The Zealot Gene, der er nummer 22 i rækken. Da jeg anmeldte jubilæumskoncerten i 2018, konkluderede jeg, at Jethro Tull stadig var relevante, men ét er en koncert med fuld blus på nostalgien, og noget andet er en ny udgivelse som The Zealot Gene. Giver nyt materiale fra Tull for første gang i snart 20 år overhovedet nogen mening her 54 år efter debuten?
(Bedste)far rock
Ingen har som Tull formået at fremmane engelsk middelalder og ’men in tights’ i et rock-musisk-udtryk. De første singler fra The Zealot Gene gav et fingerpeg om, at englænderne ikke har mistet den evne her i 20’erne. ”Shoshana Sleeping” har en finurlig melodi, hvor bandboss Ian Andersons obligatoriske tværfløjte og den elektriske guitar supplerer hinanden perfekt. Fyldt med både dynamik og et sikkert glimt i øjet, er det en sang, som når Tull er bedst. På ”Sad City Sisters” suppleres fløjten med mandolin og harmonika. Resultatet er også klassisk Tull med vægt på britisk folklore, og som taget ud af fortidens mesterværker. Man savner dog den varme (læs: analoge) lyd fra 70’erne, og det er der en grund til. Albummet blev skudt i gang for flere år siden, men derefter som så meget andet forsinket af coronapandemiens hærgen. Derfor er store dele af Zealot lavet i Andersons hjemmestudie, og det kan høres, for resultatet er en flad og til tider næsten død produktion. Lyt for eksempel til den generiske 80’er-synthesizer på ”Mrs. Tibbets”. Det er ikke en lyd, der har brug for en renæssance.
Et andet problem på The Zealot Gene er Andersons vokal. Han har jo aldrig været nogen stor sanger, men hans excentriske fremføring har altid været en central del af Jethro Tull-stilen. På sange som ”Mine Is The Mountain” og titelnummeret er den afdæmpede vokal næsten mere snakkende end syngende, og man danner et billede af en rar bedstefar, der med børnebørnene på skødet fortæller historier fra gamle dage. Manden er 74, og der er selvfølgelig grænser for, hvad man kan forvente af de gamle stemmebånd, men det her er bare for tamt, og det er, som om stemmen, eller rettere manglen på den, lægger en dæmper på hele albummet.
Ærgerligt, for det er et velspillende band (mest gengangere fra turneen i 2018), Anderson har samlet, og hans evne til at skrue velfungerende sange sammen træder stadigvæk frem flere steder. ”Three Loves, Three” og ”In Brief Visitation” ville for eksempel hver især fungere rigtigt fint på et album med større variation, for begge er fine akustiske sange, men her drukner de lidt i mængden af ligegyldigheder. Man savner i alvorlig grad en rigtig rocker eller to, hvor musikerne kunne få lov til at sparke lidt mere røv, og vi andre kunne mindes gruppens tunge bidrag til rocken som ”Aqualung”, ”Locomotive Breath” og ”Minstrel In The Gallery”. Men der ønsker Ian Anderson tydeligvis ikke at tage os hen længere. Desværre.
Det er kun gyngestolen, der rocker
At høre en Jethro Tull-plade i dag skulle efter denne anmelders mening gerne være som at træde ned i et par gamle, slidte men yderst komfortable sutsko lige efter, at man har iført sig yndlingsslåbrok, og en skotsk singlemalt samtidig står klar på bordet ved siden af Chesterfieldstolen. Det lykkes kun delvist på The Zealot Gene, for denne gang føles sutskoene lettere mølædte. ”Too Old to Rock ’n’ Roll: Too Young To Die” sang Ian Anderson ironisk i 1976 som en reaktion på punkens fremmarch, men det var han jo absolut ikke. Tiden har desværre nok omsider indhentet den gamle rebel.