Anmelderlivets ulidelige lethed
Gennem årene har der været stunder, hvor en anmeldelse har voldt mig så store kvaler, at jeg undertiden har overvejet helt at opgive min ellers glorværdige karriere som amatørjournalist, lægge metallen på hylden og dedikere min opmærksomhed, interesse og engagement til noget mere passende for en midaldrende husmor. Det kan være, fordi musikken er det argeste pis, jeg nogensinde har hørt, eller fordi min benovelse over den ikke så let lod sig beskrive.
Laurentian Blue hører til i den sidsnævnte kategori, men af helt andre årsager. Den amerikanske énmandshær Panopticon har nemlig været så venlig at begave os med hele to vidt forskellige album på én gang, begge forskellige som nat og dag. Hvor Songs of Hiraeth er proppet til randen med velspillet black metal, er denne udgivelse så langt fra, hvad vi her på redaktionen ellers beskæftiger os med: Det er en rendyrket folk-plade.
I mit indledende forsøg på at redegøre for, hvad man som lytter kan forvente, følte jeg mig som Bubba fra Forrest Gump, der remser retter med rejer op, for det er ikke bare folk, der er på tapetet. Der er ‘Deliverance møder Dukes of Hazzard'-folk, blues-folk, country-folk, appalachian folk, bluegrass-folk og for det ikke skal være lyv, er det hele marineret i americana og garneret med en underspillet singer-songwritertilgang.
At holde traditionerne i hævd
Allerede fra “Liberation Song” slås den melankolske tone an, der lægger sig som et tæppe over en stor del af Laurentian Blue. Lunn er bestemt ikke i besiddelse af det store sangtalent, men det ville have spoleret hele oplevelsen, hvis han havde talt med større bogstaver eller skulle blære sig med sit register. I stedet besidder han en jordnær ro, der cementerer den næsten minimalistiske musik, der akkompagnerer hans lyrik.
Især på “Ever North”, hvor violinpassager, som aldrig overdriver de emotionelle toner, suppleres af en akustisk guitar. Parløbet er for længst gennemprøvet og godkendt af musikanter før Lunn, og nummeret fik mig til at høre ekstra godt efter, netop fordi det ikke råber op om, hvad det har at sige. Generelt er det her et introspektivt album, der sætter en ære i ikke at skynde sig, og “I Want To Be Alone” smager af resigneret sørgmod. Ganske som den, Johnny Cash mestrede på sine gamle dage, og jeg aner hans ånd i den snert af fortrydelse, der er det bærende element på nummeret.
Helt anderledes står det til på “An Argument With God”. Den oser af raslende sporer, nådesløs middagssol og sammenknebne øjne, mens en drævende Lunn kanaliserer Jim Morrisons spoken word-epos “The End”, minus ødipuskomplekser. Den lovede ‘Deliverance’/’Dukes of Hazzard’-stemning indtræder på “Irony and Actuality” og høvler en manisk banjo/violin-kombination af, mens en næsten opstemt Lunn matcher energien og sørger for, at vi ikke synker for meget ind i en depressiv tilstand af afmagt over tingenes tilstand.
Men vi kommer overhovedet ikke udenom at nævne indholdet af Austin Lunns lyriske univers. Undervejs i mit forsøg på at kunne drage paralleller til Laurentian Blue har jeg været igennem en perlerække af andre musikere som f.eks. Willie Nelson og hans Highwaymen-slæng - såmænd også i deres egen ret - og Bill Paxton. Disse er blot få af de mange musikere, hvis brede skuldre Lunn står på her, og både musikalsk og tematisk slutter han sig til dem med sit resume af en særegen regionsbestemt, men universel niche.
En værdig arvtager
Der er ingen tvivl om Lunns politiske ståsted eller om farven på hans skjortekrave, og det er et interessant indblik i en musikalsk tradition, der ikke rigtig lader sig oversætte til danske termer. Bevares da, emner som klima, miljø, økonomi, fattigdom, korruption, folkemord, adgang til sygehus og uddannelse, racisme, undertrykkelse etc. er noget, der vedrører os alle, men måden, hvorpå Lunn formidler disse problemer, er så ærkeamerikansk, at jeg næsten ikke kan bære det.
Det gør sig især gældende på “Down Along the Border”. Takket være indflydelsen fra mainstream amerikansk kultur er det ikke svært at se, hvordan livet for foden af en bjergkæde i en fracking stat ser ud, når vi kigger forbi den sejlivede illusion om et frit land med lige ret for alle. Arven fra den store depression føles håndgribelig, og hele pladen er så amerikansk som æbletærte, vrede druer og klassekamp.
Eftersom dette er et metalmagasin, er det nærliggende at tro, at størstedelen vil foretrække Songs of Hiraeth, hvilket jeg ingenlunde fortænker nogen i. Det er en solid udgivelse, der gør sig godt til en forhåbentlig hvid vinter, men man bør helt bestemt unde sig selv at lytte til Laurentian Blue. Det er en perfekt efterårsplade med masser af underspillet melankoli, det er en god undskyldning for at høre noget mere Willie Nelson og er helt bestemt en passende syssel for en midaldrende husmor med sans for retfærdighed og en forkærlighed for banjo.
