DETEKTOREN
Pain Of Salvation - In The Passing Light of Day

In The Passing Light of Day

· Udkom

Type:Album
Genre:Prog metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

De progressive svenskere tager det gode med det onde på deres tiende album

Bedste album til dato, der i længden bliver en smule for perfekt

Bandet startede i midten af 80’erne under navnet Reality, men ændrede senere navn til Pain Of Salvation. Der har været en del udskiftninger af bandmedlemmer gennem bandets lange historie, men på trods af det lever det i bedste velgående og har næppe været bedre end nu. Bandet har været yderst aktivt og er bestemt ikke et ubeskrevet blad. Nu er bandet ude med deres tiende album – et rigtig flot et af slagsen.

Pain Of Salvation er et yderst anerkendt band i de progressive kredse, men chancen for, at du ikke har hørt om dem før, er stor, da deres musik ikke er super udbredt herhjemme. Beslutter du dig alligevel for at give dig i kast med bandet, så er dette album et rigtig godt sted at starte. Hvis du har tiden, vel at mærke, for det er et godt, men langt album. Et fantastisk emotionelt og stemningsopbyggende album, der desværre går hen og bliver en smule for perfekt i det lange løb.

Tungeste album i flere år!

In The Passing Light of Day er et virkeligt gennemarbejdet album, hvor der er tænkt på det meste. Ikke mindst på at give det hele lidt ekstra kant, hvilket allerede gør sig bemærket i første strofe af ”On a Tuesday”. Det er et ti minutter langt nummer, som stort set fører en gennem hele bandets repertoire. Her opstår første irritationsmoment dog også for mig. Trommerne spiller (bevidst) ude af takt, og det virker på ingen måde for mig. Jeg synes ikke, at den virkning, som er tiltænkt, kommer til sin ret, og jeg bliver ved med at forestille mig, hvor fedt og magisk det kunne have været, hvis rytmerne for fanden bare havde fulgtes ad. Der er flere steder på dette album, hvor ambitionerne og den kunstneriske frihed spænder lidt ben for sig selv. Hovedsageligt rammer de dog hovedet på sømmet virkeligt mange steder.

Det er utrolig svært at bevare lytterens interesse hele vejen igennem på et album, der varer 70 minutter. Der skal virkelig mange magiske passager og en masse krydrende variation til, og her kommer de altså ikke helt i mål. Når det er sagt, er der oceaner af dybde og majestætiske kompositioner på dette album. Det har sine fantastiske øjeblikke, ikke mindst på numrene ”Meaningless”, ”Angels of Broken Things” og ”If This Is the End”. Vokalen er utrolig flot og formidler den fantastiske lyrik på en måde, der gør, at man næsten sidder og spidser ører for at suge til sig af de tragedier og følelsesladede historier, hvert nummer fortæller. Stemningen, der skabes og bygges op omkring den indlevende vokal, er virkeligt enestående. Det kan godt være, at dette album er tungere, end hvad bandet har præsteret i lang tid, men det er på ingen måde dét, som er det altafgørende på In The Passing Light of Day. Det er de stille sange, som i sandhed skaber det hele, og dem er der heldigvis mange af i det progressive værk.

Close, but no cigar

Når alt kommer til alt, bider albummet sig ikke rigtig fast. Der er ingen tvivl om, at det på mange måder er tæt på at være et mesterværk. Det bliver bare en smule for perfekt og en smule for monotont på samme tid. Det er på ingen måde et dårligt album, og det vil sikkert ende som et af de mere vellykkede progressive albums i 2017. Det er ikke fordi, jeg kan sætte en finger på det tekniske. Helhedsindtrykket bliver bare for meget. Det skal dog ikke diskuteres, at jeg bestemt synes, at det er et godt album. Close, but no cigar i dette tilfælde.

Tracklist

  1. On a Tuesday
  2. Tongue of God
  3. Meaningless
  4. Silent Gold
  5. Full Throttle Tribe
  6. Reasons
  7. Angels of Broken Things
  8. The Taming of a Beast
  9. If This Is the End
  10. The Passing Light of Day

Kommentarer (1)

Anonymousity Jules!

Tam score

Tam scorer. Den mister lidt bid hen imod enden sangskrivningsmæssigt, men det her skiller sig ud fra mængden, Gildenlow har ikke både en af de stærkeste vokaler og lyrik på scenen, men også en af de bedste instrumentalister/komponister. Måske lige bag Åkerfelt, Steven Wilson og Devin Townsend. Smagssag, 9-10 herfra!

Tilføj kommentar