Sælsom russisk hyldest til fædrelandet
Patriotisme, national og kulturel arv, en afstandstagen til homogenisering af mennesket, disse er alle aktuelle emner blandt de mere radikale stemmer i musikkens verden. I en heavy metal kontekst kommer disse hyldester til de gamle dyder hyppigst til udtryk inden for black metal, eller de mere alternative genrer såsom neofolk/ambient/martial. Disse, for nogle folk, kontroversielle emner er mere end nogensinde før aktuelle blandt visse grupper, i mere eller mindre grad. Det er blevet trendy at spille "hedensk metal" eller "Patriotisk metal", om man vil, både i undergrunden og mainstreamen. Bands fra alle egne af verden forsøger at finde deres niche i form af en til tider skamløs glorificering af deres respektive religiøse og kulturelle fortid. Disse tiltag i form af en ’ lad os gøre oprør mod den moderne verden og tage afstand fra den forkastelige kristne kirke der plager vores samfund’ pædagogik, kan i nogle tilfælde tages med et gran salt, men andre gange går budskaberne, og den ellers til tider påtagede nostalgi, rent ind. Det vil være rimeligt at betragte visse metalmusikere som eksponenter for en vis seriøsitet og radikalitet i form af deres budskaber. Specielt Østeuropa forbinder man med nationalsocialistiske black metal bands, der på en eller anden måde udstråler en mere primitiv men samtidig primitiv ideologi, der lægger til grund for musikken, noget der også forekommer i andre egne af verden, men langt mere som en parodi end hos østeuropæerne.
Det er således ikke helt usjældent, når man støder på et band der dedikerer 35 minutters ambient/martial musik som en hyldest til deres fædreland at medlemmerne før har været involveret i metalmiljøet. En bestandig garanti for seriøsitet og gennemarbejdede koncepter hos patriotiske martial/ambient grupper er nærmest uanfægtelig , i og med at disse alternative musikalske udfoldelser er en forlængelse, og i mange tilfælde en fuldbyrdelse, at et allerede for musikerne etableret koncept. Disse koncepter har typisk tidligere manifesteret sig via obskure udgivelser i begrænsede opslag, og ikke usjældent fremført i en black metal kontekst. Der er dog noget helt specielt ved et musikalsk koncept der er blottet fra alt ekstrem indflydelse (i forhold til de egentlige lyde) der samtidig er i stand til at vække ligeså stærke følelser som hvis det havde været en isnende ubarmhjertig kakofoni. Man kunne foranlediges til at tro at en heavy metal kontekst for kunstnerne til tider må føles som værende utilstrækkelig.
Dette er selvfølgelig sat på spidsen, men helt ved siden af er det ikke. Hvad vi har at gøre med her er gruppen Order Of Victory, navngivet efter den højeste orden indenfor det daværende sovjetiske militær, som følge af uovertruffen udmærkelse i kamp for den røde hær. De sælsomme lyde som gruppen fremfører her har end ikke en snert af metal i sig, men formår alligevel at skabe en stemning, der overgår de fleste andre metal bands med lignende koncepter. Musikken på Nemo oblivioni tradita est, nihil oblivioni tradita est som oversættes til "Ingen er glemt, Intet er glemt" er for den gængse heavy metal fan absolut ikke hverdagskost. Keyboards, simplistiske militærtrommehvirvler kombineret med en prædikerene vokal der bedst kan beskrives som Paul Masvidal og hans effekt prægede vokal i Cynic, blot med et mere operalignende præg, udgør musikken.
Det er dermed langt fra alle metalfans der vil finde glæde i denne udgivelse, sågar fans af ambient/martial industrial vil muligvis ikke finde dette fornøjeligt, da det kræver en særlig ro og velvilje til at sætte sig ned og finde nydelse i denne slags musik. De velassorterede lyde af særegne instrumenter såsom harpe og harmonika spiller især en stor rolle i at sætte en sælsom og på mærkeligvis dragende stemningen på albummet. For det er nemlig svært at sige hvad albummet udstråler helt nøjagtigt. Lydbilledet fremkalder ikke billeder af de vældige skove i Ruslands indre, ej heller af gamle hedenske ritualer, eller kolde vinternætter. På den anden side er det heller ikke lyden af en krigszone, som man ellers kunne foranlediges til at tro via bandets navn, i hvert fald ikke hvis man forbinder det med ’War metal’ bands, eller Panzer division Marduk.
De alligevel stemningsfulde kompositioner har noget sælsomt og anderledes mystisk og dragende over sig, og dette kan unægtelig sagtens være som følge af de anderledes lyde der er med til at højne oplevelsen af skiven.
Hvis man er bekendt med bands af lignende natur såsom svenske Puissance og Arditi, samt et nyere band som Rome, vil man bestemt kunne finde noget fornøjeligt i denne udgivelse. Det er bestemt ikke for enhver, men hvis tid og sted er ret vil man finde at dette album er noget ganske specielt.