Retrorock blottet for kunstnerisk perspektiv

Bør man stoppe mens legen er god?

Rockbandet NightHawk startede som et hyggeprojekt for en håndfuld år siden, da Robert Majd, bassist i Captain Black Beard, skiftede fire strenge ud med seks og hyrede en pæn slat forskellige musikere til at være med. En af disse var Soilwork-frontmanden Björn Strid, der sidenhen er blevet gruppens faste sanger, mens resten af bandet nu primært består af folk fra The Night Flight Orchestra. Debuten, Midnight Hunter, og efterfølgeren, Prowler, var en glimrende omgang klassisk rock med åbenlyst tydelige spor af Captain Black Beard og TNFO, men også Foreigner, Boston og en smule Ghost. Eller sagt på en anden måde: De var så glimrende, som den slags nu kan blive, når man ikke er den mindste smule original i sin sangskrivning. NightHawk er nu klar med deres tredje langspiller, men spørgsmålet om hvorvidt man bør stoppe, mens legen er god, trænger sig mere og mere på undervejs.

Tomme tønder buldrer mest

Majd, Strid og resten af NightHawk har under tilblivelsesprocessen af Six Three O tænkt store tanker. Albummet skulle være endnu mere pompøst og storslået sammenlignet med de foregående, og en måde at opnå dette på var blandt andet at indspille pladen i det legendariske Rockfield Studios i Wales, hvor store plader af bands som Queen og Oasis er blevet til. Hele lydkulissen omkring Six Three O lyder også rigtig flot. Fremragende, faktisk. Men når sangskrivningen ikke følger med, kan det hele være temmelig ligegyldigt. Numre som “Hard Rock Warrior” og “Home Tonight” leverer stærke riffs og interessante melodier, men de er som ekkoer fra en svunden tid, der ikke har noget som helst nyt at byde på. Bevares, den slags er i orden, hvis man kan gøre det ordentligt, men her bliver det lynhurtigt formularisk og kedeligt. “Can’t Say Goodbye” er pladens forsøg på et ekstra storslået nummer, men den ualmindeligt velkendte skabelon, som samtlige af albummets numre i øvrigt er skåret over, ender med at være ret så irriterende. Især da man konstant sidder og gætter på, hvilket klassisk nummer det minder om. Er det Europe? Survivor? Def Leppard? Måske er det nok dem allesammen på én gang, men stensikkert er det, at det er hørt før. Bare bedre. Den slags skal der selvfølgelig være plads til på en plade af denne kaliber. Men højst på et par numre. Ikke dem alle.

Som sagt er indpakningen rigtig pæn, og der er heller ikke en finger at sætte på bandets tekniske evner. Trommer, bas, guitar og vokal sidder lige i skabet. Ligeledes er de Judas Priest-inspirerede dobbeltharmonier og vokalfraseringer imponerende fremført, mens keyboardets skarpe tilstedeværelse vel nok er det, der bærer musikken flottest. Men det samlede resultat bliver aldrig bedre end en jævn pligtpræstation, hvilket eksemplificeres glimrende ved covernummeret “Man On the Silver Mountain” af Rainbow. Hvor er det kreative tvist, der kan retfærdiggøre nummerets tilstedeværelse? Her er intet frisk pust, intet moderne præg eller personlig tolkning af detaljer, blot ren og skær gengivelse af noget, der var engang.

Idébanken er ved at være tømt

I de tilfælde hvor man med succes hylder fortiden, skyldes det oftest, at subjektet beskues med nutidige briller. Med ny viden, nye kundskaber og nye erfaringer kan man kaste sig over fordums stadionrock og hylde den i et moderne perspektiv. Her er Ghost og til dels Greta van Fleet glimrende eksempler på bands, der forstår genfortolkningens kunst. Her går NightHawk helt galt i byen, da deres kunstneriske perspektiv er ikkeeksisterende. Six Three O fremstår udelukkende som ensformige og fantasiløse gentagelser fra gamle dage, og albummets eksistensberettigelse er dermed svær at få øje på. Fans af de to forrige plader vil måske være tilfredse, selvom den mere kritiske lytter med rette kunne forlange en del mere af så dygtige folk som Majd & co. Men hvem ved: Måske er krukken med ideer ved at være tom? Bandet bør i alle fald sætte sig sammen og gøre sig grundige overvejelser om deres næste træk og måske bare trække stikket på projektet – Six Three O er en af årets hidtil største skuffelser.