Tyske hardrockere laver stadig ensformig metervare-rock
Bekræftede fordomme
Indrømmet - sidst vi anmeldte et album fra The New Black her på siden, var det yours truly der lagde ører til det, og de var nok var en anelse fordomsfulde fra start. Tysk hard rock i 'Nickelback møder Slash-afdelingen' med et så tamt og tåbeligt navn som The New Black, det kan da aldrig blive helt godt - Således var mine tanker allerede inden jeg trykkede play, og lyttede til III: Cut Loose. Og ak ja... "Ensformig og klichéfyldt tysk metervare-rock" blev overskriften på en anmeldelse der kastede fem kranier af sig, primært reddet hjem af en fed sanger og en solid produktion.
Skiven blev hurtigt glemt dengang for tre år siden, men nu er de sør'me aktuelle igen med deres fjerde langspiller A Monster's Life.
Slidte gamle floskler
Det er en udfordring af den større slags, at skrive noget nyt om The New Black; A Monster’s Life er på stort set alle punkter fuldstændig som sin forløber. På første skæring “Long Time Coming” lægges der i vanlig stil ud med fire takters intro-riff, hvorefter resten af bandet sætter ind og så er vi ellers igang. På dette og de efterfølgende ni numre svømmer tyskerne rundt i føromtalte ‘Nicelback vs. Slash’-suppedas, hvor hjerte rimer på smerte og tekst såvel som musik er sprængfyldt med alle hardrockens slidte gamle floskler; Hårdt riff og badboy-udtryk i verset følges op af bløde følelser og klichéer i et forsøg på at opnå et catchy og radiovenligt hook i omkvædet. Det virker aldrig helt og desværre for de fem tyske drenge og alle deres ihærdige forsøg, har man glemt sangene allerede før de slutter.
Variationen i sangenes opbygning og udtryk er nærmest ikke-eksisterende, men, som det også var tilfældet sidst, så reddes rigtig meget af skiven af den rigtig fede lyd og generelt flotte produktion. Forsanger Fludid synger stadig rigtig rigtig fedt, og det er i dén grad hans heftige hardrock-vokal der holder bandet og musikken oven vande.
Fordommene afkræftes ikke
Man fornemmer at The New Black konstant befinder sig på deres bundniveau, og det er synd - potentialet synes at være til mere. Den gode catchy melodi mangler stadig, og ligeledes variationen. Bandets fans vil helt klart være tilfredse, men alt i alt befinder vi os stadig kun på det jævne.
Det er nok allerede for sent at skrive “Med fare for at gentage mig selv”, men ikke desto mindre kan der ikke rigtig siges andet end at A Monster’s Life er ensformigt, klichéfyldt og kedelig metervare opvejet en anelse af en god sanger og en solid produktion. De opper sig en anelse i forhold til sidste album med en samling sange der er en smule mere interessante end sidst. Sættes de to skiver over for hinanden vil jeg trods alt foretrække denne - derfor seks kranier denne gang. Men i morgen har jeg glemt skiven igen...
