Puritanernes yndlingsaversion
Få ting i tungmetallens mudrede andedam formår at skabe splid som spørgsmålet om genrehygiejne. Og ingen steder ulmer uenighederne så markant som i den sorte ende af dammen. Selv her på redaktionen findes lige så mange holdninger, som der findes medlemmer. Nogle vil eksempelvis hævde, at Night Crowned fremstår som en inferiør karbonkopi af Dark Funeral. Andre, at Lamentari læner sig en anelse for meget op ad legendariske Emperor. Og så er der Necrophobic! Svenskerne startede helt tilbage i 1989 og bliver af mange (sammen med Dissection) betragtet som pionerer inden for blackened death. Efter ti års fravær vendte vokalist Anders Strokirk tilbage i 2014, og kvintetten har siden forrige album Mark of The Necrogram (2018) stået for en markant mere melodisk linje. Et paradigmeskift, der om noget signalerede øget tilgængelighed gennem kompromis med det oprindelige udtryk, og som afgjort har hældt yderligere benzin på diskussionsbålet. Lad det være sagt med samme: Hvis ilden spredte sig under efterfølgende Dawn of the Damned, så har der været propangas i skumslukkeren på In the Twilight Grey.
Sort magi ved skumringstime
Nyheden om Necrophobics tilvalg af Næstved Metal Fest – og dermed fravalg af Copenhell og familien Stryhns – var langt fra overraskende, om end en bitter pille at sluge for os med residens nærmere hovedstaden end den sydsjællandske købstad. Om ikke andet kan de mindre kyniske i anmelderkorpset såvel som vores kære læsere imødese sort magi i absolut særklasse på In the Twilight Grey. Spækket med blastbeats og tremoloriffs giver ”Grace of the Past” fluks stafetten videre til en yderst veloplagt Joakim Sterner, der virkelig får lov til at boltre sig på ”Clavis Inferni”. Produktionen formår tillige at iscenesætte Strokirk og dennes dynamisk skalerede kontraster mellem high og low pitched growls. Ja, der bliver så at sige spillet sublimt på samtlige tangenter.
De messende guitarharmonier såvel som den gejstlige atmosfære under ”As Stars Collide” leveres således som modpol til det velbegavede breakdown, hvor karakteristiske crossover-riffs giver praj om inspirationen fra den første bølge af amerikansk thrash. Mark of the Necrogram havde ”Tsar Bomba”. Dawn of the Damned havde “Mirror Black”. Og på In the Twilight Grey har man plukket ”Stormcrow” ud som albummets melodiske flagskib og førstesingle. Her er virkelig lagt knofedt i riffarbejdet, mens de repetitive rytmestrukturer i det lyriske omkvæd sikrer en vis genkendelighed. En delikat balancegang, der dog ender med et yderst tilfredsstillende resultat. Man bør ligeledes notere sig mere anonyme værker på albummet som “Cast in Stone” og ”In the Twilight Grey”, der grundet det tekniske kompetenceniveau ender med at fremstå overraskende vellykkede.
Med albummet Tales som referencepunkt hæftede jeg mig dengang ved, hvor ubesværet produktionen havde formået at integrere albummets svenske skæringer med de engelsksprogede numre. En lignende præstation udspiller sig under nærværende ”Nordanvind”. Her er ganske vist ikke tale om et kvad på det svenske modersmål, men derimod en ode til båndet mellem Nordens prægtige naturlandskab og køligt distancerende folkesjæl gennem lyrikken: ’North / Skies of trembling might / North / Darkness bright / North / Pale light restless night / North Endless white’. Med en rædselsvækkende rislen ned langs rygraden binder det ildevarslende postludium ”Ascension (Episode Four)” slutteligt sløjfe på et helt igennem formidabelt opus.
Triumferende tusmørke
De fleste artister evner at vride et par hæderlige hits ud per skive. Hvorvidt man formår at integrere disse med albummets mindre profilerede kompositioner, står dog i langt højere grad som det springende punkt i min optik. Og i denne disciplin må man blot konstatere, at Necrophobic præsterer til UG med kryds og slange. Selv når vi ramler ind i numre som “Cast in Stone” og selvbetitlede ”In the Twilight Grey”, der begge ejendommeligt nok ender med at fremstå som ‘fillers’, bliver der stadig leveret med tårnhøjt bundniveau. Og det er i virkeligheden blandt de primære årsager til, at veteranerne flirter med de absolutte topkarakterer. Den helt store åbenbaring glimrer muligvis ved sit fravær, men ikke desto mindre kvitterer vi med ni knusende flotte kranier. Hvorom alting er, lægger jeg i hvert fald hjertens gerne hovedet på blokken med følgende forudsigelse: Det er overvejende sandsynligt, at dødsangsten vil indfinde sig, når boet efter ‘bedste internationale skiver anno 2024’ skal gøres op.
