På skuldrene af giganter
Når man snakker om black metal, er det primært Norge, der – af gode samt åbenlyse årsager – nævnes. Fortsætter snakken lidt, er det ikke utænkeligt, at andre lande som Sverige og Tyskland ligeså bliver en del af samtalen, og på et tidspunkt vil man nok også få nævnt Polen; landet, der måske nok mest er kendt for at være punchlinen i en række elendige jokes om håndværkere, har trods alt de sidste 30+ år produceret en række ekstremt succesfulde black metal-bands, hvoraf Behemoth, Hate, Batushka og Mgła nok er de mest succesfulde. Selvom Mānbryne kun har et par år på bagen, så er de nu allerede klar med album nummer to, Interregnum: O próbie wiary i jarzmie zwątpienia. Så lad os da se, om vi er vidne til et mesterværk eller blot endnu en udgivelse, der vil være glemt om kort tid.
Intet nyt under solen, men det er heller ikke påkrævet
Hvis man er bekendt med, hvordan polakkerne fortolker black metal, ja, så er der ikke mange overraskelser at komme efter på Interregnum: O próbie wiary i jarzmie zwątpienia (der i øvrigt løst kan oversættes til Interregnum: På troens prøve og tvivlens åg). Det er riffdrevet black metal med elementer af både dødsmetal og rock’n’roll samt de obligatoriske passager med akustisk guitar. Trommerne er dog noget mere norske i det og kolliderer derfor nu og da med resten af musikkens komposition.
Der er derfor ikke tale om nogen store, innovative tanker her, og ej heller bliver den dybe tallerken opfundet, men til gengæld leverer Mānbryne (hvilket i øvrigt ifølge bandet selv er et gammelt engelsk ord for en brand, der har menneskeliv på samvittigheden) små 40 minutters ganske udmærket black metal, der ikke rigtigt vil så meget andet end at brage derudad.
Bandets inspirationskilder er dog konstant til at føle og mærke, og hvis man arkiverede Mānbryne på samme hylde som førnævnte Hate og Behemoth, ja, så er de placeret ganske korrekt. Dog er der også nogle militante rytmer og riffs hist og pist, som hørmer af sennepsgas og Marduk, hvilket klæder de kulsorte dødemandsaspekter. Ligeså har bandet en spøjs tendens til at slå to sange sammen til én – forstået på den måde, at mange af dem har en outro på et par minutter, der mestendels lyder, som om den er sit eget nummer, og ofte glider disse da også over i et andet nummer. Det er en lidt løjerlig lytteoplevelse, men er med til, at albummet føles ret så helstøbt.
’Helstøbt’ er generelt en fremragende glose, når Interregnum: O próbie wiary i jarzmie zwątpienia skal beskrives samt opsummeres. De fire polske dommedagsryttere gør intet, som ikke er gjort før, men det, de så til gengæld gør, virker fremragende, og deres kombination af melankolsk black metal og fandenivoldsk dødsmetal er måske nok arketypisk for polsk ekstremmusik, men hey, ”if it ain't broke, don't fix it”.
1-0 til de nye
Mānbryne er måske nok et nyt projekt, men med denne udgivelse beviser de, at de uden de store problemer kan stå ansigt til ansigt med andre af deres ophavslands kæmper. At en del af de kæmper så efterhånden virker både små og svagelige, hjælper selvfølgelig også på det. Men hvorom alting er, så forbliver Interregnum: O próbie wiary i jarzmie zwątpienia nok den bedste metaludgivelse fra Polen i år.