Debuterende, dansk melodød lyder formidabelt, men er desværre ikke så varieret.
Grundige debutanter
Københavnske Killing Gandhi blev dannet i 2013 af vennerne Martin Arendal og Kasper Gram. Senere kom sanger Thorbjørn Jensen og trommeslager Rasmus Schmidt med, og nu er de aktuelle med debuten Cinematic Parallels. De talentfulde drenge har gjort et grundigt stykke arbejde, og det slipper de ganske godt fra.
Unik stil og rød tråd
De svenske giganter inden for melodisk dødsmetal, In Flames, Arch Enemy, Soilwork m.fl., har inspireret mange bands, og danske Killing Gandhi er et af dem. Selvom det, i grove træk, er hørt før rent stilmæssigt, skal det med det samme nævnes, at de har skabt deres egen unikke lyd, hvilket er rigtig godt gået af et debuterende band. Frontmand Thorbjørn "ThunderBear" Jensen har udviklet sig et yderst fornuftigt growl og fundet sin egen stil, der passer som hånd i handske til musikken. Guitaren har også en helt signifikant lyd, der er gennemgående på hele pladen, og den rytmiske struktur af diverse riffs er nænsomt bygget op om samme fine skabelon. Altsammen ligger på en bund af hamrende solide trommer og en lækker bas, så alt i alt kan man på ingen måde klage over lyden. Dertil skal vi måske også lige påpege, at det er Jacob Hansen, der har drejet på knapperne, så det med den gode lyd giver jo egentlig sig selv...!
Dog viser det sig desværre, at den røde tråd i pladens lyd - som er en af de bedre i nyere dansk metal samt bandets helt store force - bliver en hæmsko, som pladen skrider frem. Bandet spiller kun de sikre kort. Trods det helt unikke ved mange af musikkens delelementer, kommer den til at fremstå ensformig og en anelse uopfindsom jo længere, man bevæger sig ind i albummet. Skiven er opdelt undervejs af små skæve trailers, der på fin vis binder den godt sammen og varierer billedet en smule, og det er en god ide. Uden disse ville det nemlig, ærligt talt, være lidt besværligt at adskille de enkelte numre fra hinanden hen imod pladens slutning.
Determineret Talent
Trods ensformigheden har Killing Gandhi absolut fat i den lange ende. Den klassiske svenske melodød får på Cinematic Parallels nyt liv gennem disse fire københavnske ungersvende, og det er en fornøjelse at høre et så
dygtigt, debuterende dansk band. De satser en anelse for meget på det sikre stort set uden at vove pelsen og eksperimentere, og det er synd. Men Killing Gandhi bliver et yderst interessant bekendtskab fremover. Syv store kranier for den knivskarpe lyd og den unikke stil.
