Killing Gandhi

Beta, København S

Metalbal med dans til tunge danske toner

I forbindelse med udgivelsen af Killing Gandhis andet album Aspirations of Failure d. 23.02 blev der samme dato inviteret til dans i form af et godt, gammeldags metalbal med releaseparty og koncert af bandet. Derfor bevægede jeg i højt humør mit korpus ind til Beta i København for at lade mig underholde af det alt for undereksponerede, danske melodødsorkester. Men jeg måtte også komme lidt ud af min komfortzone med Justinhate, som varmede op for de mange fremmødte – spillestedet taget i betragtning.

Justinhate

Første band på scenen var Københavns egen Justinhate, som spiller darkened metallic hardcore. Det er en svær opgave at skulle anmelde en koncert af et band, hvis soniske udskejelser ikke er noget, jeg fuldt ud forstår. Min uvidenhed og mit musikalske snæversyn skal dog ikke ligge Justinhate til last.

Med stor entusiasme åbnede de ballet og tog opvarmningstjansen meget seriøst, hvilket sanger Kim Rock da også gav udtryk for, da han mellem numrene fortalte, at det var en ære at varme op for Killing Gandhi og meget ofte bad folk om at komme nærmere scenen. Jeg hører til den gruppe af mennesker, der mener, at den konstante opfordring kan være lidt irriterende, men det var trods alt til bandets fordel, at de ikke var generte. De kom showet igennem langt ud over scenekanten, og i sangerens tilfælde endda i bogstavelig forstand da Kim Rock bevægede sig ned blandt publikum – til stor begejstring for undertegnede. Bandet bevægede sig rundt på scenen og spillede godt med brede og smittende smil, som måske ikke hører den brutale genre til, men alligevel var værdsat af publikum. Understøttet af en god lyd overraskede Justinhate mig ganske positivt med solide grooves, som jeg oftere end forventet stod og nikkede med til, og jeg var anstændigt underholdt af deres korte sæt.

8/10

Killing Gandhi

Killing Gandhi

Væsentligt mere bekendt var jeg med aftenens hovednavn og primære attraktion: Killing Gandhi. Jeg har gennem de sidste uger lyttet meget til Aspirations of Failure – hvis udgivelse som nævnt også var årsagen til, at vi var samlet – og var derfor spændt på at opleve de nye numre live. Killing Gandhi har ikke spillet mange koncerter, hvilket kan give grund til bekymring, hvis ikke det var, fordi størstedelen af bandet er yderst rutinerede herrer på en scene.

Efter en kort intro startede bandet ud med tre numre fra debutalbummet Cinematic Parallels. Det var kløgtigt af bandet at starte med noget velkendt for det tydeligt opstemte publikum, der belønnede bandet med dans og store smil, inden vi gik over til de nye numre, og undertegnede fandt da også hurtigt smilet frem. Med absolut fantastisk og skarp lyd og et åbenlyst, veloplagt og velspillende band var der lagt i ovnen til en succesfuld aften med Killing Gandhi i spotlyset.

Sanger Thorbjørn Jensen var hele aftenen igennem dynamisk – både som sanger og som frontmand. Den ellers så spinkle og gæve jyde var en kæmpe på scenen med en energisk og omfavnende tilstedeværelse i midten, der udfyldte de små pauser med hyggelig småsnak og sjove referencer til Onkel Reje. Derudover grinte jeg højlydt af en kommentar i forbindelse med introduktion af noget nyt: "Så kommer der en ny kattemis." På siden var Kasper Gram som altid en regulær smileskøge, og hans ben dansede lige så meget, som hans fingre gjorde på bassen, hvilket var en fornøjelse at observere. Humøret var smittende, og forreste halvdel af den lille sal var ét stort dansegulv med crowdsurfing og særlig god stemning.

Lysshowet var dog en anke for mig selv og andre omkring mig. Ikke fordi det var dårligt, men fordi den lille scene ikke kunne håndtere den ambitiøse opsætning, som betød, at vi som publikum flere gange blev blændet. På en større scene kunne dette formentlig være undgået, men det var delvist ødelæggende for oplevelsen, at der ikke var taget højde for det. Dog var lyset også fyldt med lækre og veltimede detaljer, der bidrog til en positiv oplevelse, mens bandet førte os igennem samtlige numre fra Aspirations of Failure, inden de på fornuftig vis lukkede af med to gamle, inklusive mit favoritnummer fra den første plade med den binære kode for M, "010011010111000".

Killing Gandhi var en fantastisk koncertoplevelse. De var velspillende og oplagte, og oplevelsen var understøttet af en for størstedelen fungerede teknik. Jeg kunne dog godt have savnet mere engagement fra guitarist Martin Arendal, men fordi Thorbjørn Jensen egenhændigt pådrog sig så megen opmærksomhed, betød det ikke det store for oplevelsen. Jeg gik fra koncerten med et smil fra øre til øre, der dog også var hjulpet godt på vej af et engageret publikum, godt selskab og en bar, der var velbesøgt af samtlige i publikum.

Det spillede Killing Gandhi:

  1. Intro
  2. The Lights Will Shine Forever
  3. The Cannibal Course
  4. What Lies Beneath
  5. Opus #6
  6. Let Me Tell You
  7. My True Being
  8. Hollow Paintings
  9. The Painter & The Sleeper
  10. Dark Hours
  11. Art of Silence
  12. The Great Escape
  13. Building My Own
  14. Farewell
  15. Opus #1
  16. The Next Level
  17. 010011010111000
  18. Outro

9/10

Fotograf:
Mariam Zakarian || www.mariamzakarian.com 
Facebook: https://www.facebook.com/MariamZakarianART/

Tilføj kommentar