Mod alle odds
For dem, der undlod at pjække sig gennem folkeskolens religionsundervisning, står kampen mellem David og Goliat stadig som alletiders lettest genkendelige fortælling om kampen mod tilsyneladende umulige odds. Kæmpen, der mødte sin stenslyngende banemand i form af hyrdedrengen David, som senere blev konge over Israel, har således tjent til inspiration for store dele af den moderne populærkultur – tænk blot på Rocky IV og Rocky Balboas kamp mod Ivan Drago som et af de måske mest åbenlyse eksempler. På samme vis fandt fortællingen også vej til Kataklysm, der selv kæmpede en ulige kamp mod en halvtom ’tank’, da Maurizio Iacono og det øvrige triumvirat slog følge med Horizon Ignited og svenske Soilwork på Gimle tilbage i marts måned.
Nu er fokus i stedet rettet mod de canadiske dødsveteraners 15. udgivelse i fuld længde, der minsandten bærer titlen Goliath (sikke et sammentræf!). Her kan endog drages yderligere paralleller i form af kampen for at rejse sig oven på undervældende Unconquered, der i 2020 markerede tilgangen af trommeslager James Payne. Tager vi spadestikket dybere, finder vi om muligt mørkere og mere dystre metaforer, der afspejler det kollektivt dysfunktionelle samtidslune, der efterhånden har spredt sig som pesten. De foruroligende tilstande filtreres på dragende makaber vis, når vi kaster et blik på albummets coverart. ’Penslen’ er denne gang ført af den israelske illustrator Eliran Kantor, der tidligere har udviklet coverart og artwork for blandt andre Kreator, Testament, Fleshgod Apocalyse og sågar også danske Iotunn.
Øretæver af bibelske proportioner
Med scenen sat hopper vi direkte i ringen, hvor vi forud for første runde hører ringlederens storladne introduktion til ”Dark Wings of Deception”: ’Kings may be chosen by gods, but they still make the mistakes of men’. Ja, man sælger ikke just sig selv til spotvarepris. Med masser af vanlig mid-range tempo, medrivende melodier og tonstunge, brutale blastbeasts er åbneren ellers så tæt på klassisk Kataklysm, som de kommer. Hvis paraderne på nuværende tidspunkt er nede, er det bare med at få dem op! En-to-tre syngende kæberaslere hviner dernæst gennem luften i form af ”Goliath”; knap tre minutters ren afstraffelse med tempoet skruet markant i vejret. Det er praktisk talt umuligt at side stille til den pulserende dobbeltpedal og de svært vanedannende groovy riffs fra Dagenais.
Groggy efter anden runde regner slagserierne nu ned som napalm over Vietnams udbrændte jungle. Ja, man kan næsten fornemme Robert Duvalls ubehageligt selvtilfredse mine mellem linjerne. ”Die as a King” og ”Bringer of Vengeance” er samtidig valgt som albummets bannerførere, hvilket viser sig at være et klogt træk. Iaconos vidunderligt indebrændte harme og indignation føles legemliggjort gennem rytmesektionerne på førstnævnte, mens sidstnævnte (der oprindeligt er tænkt som forhistorie til den første for at gøre forvirringen total!) udmærker sig gennem den ’rappende’ eksekvering af kontraststykkerne, der om muligt tilfører endnu mere energi og dynamik.
Styrtblødende fra alle tænkelige åbninger får vi et åndehul omkring midtvejs på Goliath. Ikke så meget i form af nedtonet brutalitet og tempo, men snarere i erkendelse af at selv om det kvalitative output er hævet fra forrige skive, så drukner de dybe skæringer fortsat noget i mængden. Eneste reelt uforberedte overfald finder sted, bedst som jeg sidder og mentalnynner omkvædet af Manowars ”Sleipnir” fra Gods of War (2007). Her står det ret hurtigt klart, at selv om sætningen ”From The Land of The Living to The Land of The Dead” figurer i Auburn-kvartettens introtekst, så ophører enhver anden tænkelig sammenligning i det øjeblik, Iacono slår gabet op og brøler al sin spy og galde ud. Når sandheden skal for en dag, og det kommer den under lukkeren ”The Sacrifice for Truth”, så er Kataklysm bedst, når alle mand bidrager med mere varierende vekselvirkninger. Cadeau i den forbindelse til folkene bag lydkonsollen for at give plads til Barbes bas, der endelig titter frem til sidst. Og så skal vi have flere asynkrone kompositioner, som for eksempel Paynes dobbeltpedal, der blæser afsted med samme hastighed som et TGV-tog, mens genintroduktionen af Dagenais’ melodiske middle range-tempo passager sikrer sejren på point.
Uskyldsren brutalitet
‘You either die a hero, or you live long enough to see yourself become the villain…!’ Det ikoniske citat fra distriktsanklager Harvey Dent i den neoklassiske beretning om få mænds tabende kamp mod korruption og med den samfundets forfald, hvor vi svigter og forråder vores nærmeste, sætter hele problematikken på spidsen. For at undgå kollektivets kollaps må vi nødvendigvis individuelt hæve vores standarder – i toppen såvel som bunden. Payne, der denne gang har været involveret i indspilningsprocessen, udstråler ikke overraskende et anderledes tilhørsforhold til Goliath, og det klæder naturligvis slutproduktet. Omvendt kan Kataklysm med fordel flytte Stéphane Barbe oftere frem i mixet for variere lydbilledet endnu mere, mens der kun kan applauderes for de asynkrone kompositioner, der tegner albummets afsluttende skæring. Her tages titlen hjem i nogenlunde sikker stil. Ja, man fristes faktisk til at erklære sig enig i Balboas vedholdende mantra: ‘It ain’t over until it’s over!’
