Job For A Cowboy - Moon Healer

Moon Healer

· Udkom

Type:Album
Genre:Progressive Death Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 8,3/10 baseret på 3 stemmer.

Der er stadig masser af skarpe skud i seksløberen

Tilbage med et brag

Pludselig var de der: MySpace-fænomenet Job For A Cowboy, der i 2005 udgav den potente deathcore-demo Doom. Siden udgav de fem plader, hvorpå de gradvist lagde stilen om i retning af den mere tekniske og progressive death metal, inden de i 2014 toppede med det lille mesterværk Sun Eater. Men inden kvintetten fra Glendale, Arizona, nåede at turnere efter udgivelsen af dette mageløse album, var de væk igen. Opløst? Pause? Ingen anede noget – ikke engang bandet selv – og sådan forholdt det sig længe, indtil der endelig kom nyt om, at det var personlige årsager hos flere af bandmedlemmerne, der var årsagen.

Sidste år var der så langt om længe nyt fra cowboy-lejren. Bandet var i studiet igen, og nu er resultatet kommet i form af Moon Healer, som i høj grad har været al ventetiden værd.

‘Jeg er en glad lille …’

Job For A Cowboy har alle dage stræbt efter at overgå sig selv. Fra ét album til det næste har man altid kunne høre arbejdsmantraet ‘højere, vildere, tungere’, og det er heller ikke denne gang en undtagelse. Nok er springet fra Sun Eater til Moon Healer ikke det største, de nogensinde har taget, men der er stadig tale om progression, hvilket kommer smukt frem i al sin tydelighed på pladens åbner, “Beyond the Chemical Doorway”. Bassen er – om muligt – kommet endnu længere frem i lydbilledet. Den er derudover med sine evige fingerkrøllende skalaer og hyperaktive tumlen rundt på gribebrættet konstant på grænsen til det funky og jazzede, hvilket ikke vil falde i enhver kritisk lytters smag. Den mere intense tilstedeværelse af en insisterende bas er dog kun en lille ændring i forhold til trommerne, der leveres på et næsten overjordisk niveau af den til lejligheden hyrede Navene Koperweis. Trommerne fejlede bestemt ikke noget, men den dedikerede nørd vil i særdeleshed bide mærke i den øgede mængde af genialt placerede og nøje afmålte portioner af gedigen dobbeltpedal samt ditto arbejde med bækkenerne. Det er et uhyggeligt talent, Koperweis besidder, og for hver gennemlytning af pladen dukker nye spidsfindige detaljer frem. Ren nydelse for de prog-nørder, der synes, 7/8-takt og 11/4-takt er den eneste vej frem.

Lige netop gennemlytning er et nøgleord. Det kræver nemlig en del af slagsen, før en fyldestgørende helhedsfornemmelse af pladen begynder at falde på plads som tusindvis af små kryptiske puslespilsbrikker, der tilsammen udgør et smukt sonisk tapet. Umiddelbart synes de fleste af albummets otte skæringer svært tilgængelige og ikke så ligetil, men der venter den tålmodige lytter en stor gevinst. Lyt bare til enten “Etched in Oblivion” eller “Into the Crystalline Crypts”. Disse to er ved første lyt temmelig komplekst komponeret, men vinder en del efter to-tre lyt. Og så er det imponerende, hvor ekstremt tight et band har lov at være trods mængden af vanvittigt tekniske elementer over det hele.

Perfekt balance

I den tekniske og progressive musiks verden er det en kunst at skubbe til grænserne og samtidig fange sin lytters interesse. Risikoen for at ende i kategorien ‘kedelig navlepillende dødsjazz for de få indviede’ er overhængende med plader som denne, men Job For A Cowboy rammer plet. Pladen er bestemt ikke for alle. Den kræver tid og dedikation, og folk med hang til simple riffs og hooks bør helt klart holde sig på behørig afstand. Men sværger man til denne genre, tør jeg godt vove den påstand, at der næppe kommer noget bedre i år.

Selvom vi kun befinder os i den allerspædeste begyndelse af foråret, har vi her på redaktionen allerede nu travlt med at udråbe diverse plader til gode bud på årets bedste. Året er langt fra slut endnu, men to ting er sikre: 2024 lader til at blive et fantastisk metalår med masser af fabelagtige skiver, og dette mesterlige comeback kommer uden tvivl med i kapløbet om at blive det allerbedste.

Tracklist

  1. Beyond the Chemical Doorway
  2. Etched in Oblivion
  3. Grinding Wheels of Ophanim
  4. The Sun Gave Me Ashes So I Sought Out the Moon
  5. Into the Crystalline Crypts
  6. A Sorrow-Filled Moon
  7. The Agony Seeping Storm
  8. The Forever Rot