Op på hesten igen
Det svenske episke doommetalband Isole er en størrelse, der bør være kendt for Heavymetal.dk's læsere, idet Isole og fem af deres i alt syv albummer til dato er blevet præsenteret og anmeldt her på siden. Derfor vil jeg gøre den del kort og glæde læserne med udsigten til Isole-udspil nummer otte, Anesidora, der udkommer den 10. marts 2023. Der er gået knap fire år siden Dystopia, der ikke helt kunne overbevise Heavymetal.dk's anmelder, men på trods af at lineuppet stadig tæller de to oprindelige medlemmer Daniel Bryntse og Crister Olsson – begge på guitar og sang – samt Jimmy Mattsson på bas og growl og sluttelig Victor Parri på trommer, så lyder kvartettens nye single med dertilhørende musikvideo, “The Song Of The Whales”, meget lovende.
Så rider vi derudad – i tølt
Den episke doom, som Isole er repræsentant for, er kendetegnet ved langsomme tempi og tunge rytmer krydret med bombastiske og storladne lydbilleder, der i kombination med de melankolske tekster trækker en ned i afgrunden og klemmer ens brystkasse sammen, så man nærmest ikke kan få vejret – men på den gode måde, for samtidig har musikken også en afslappende virkning. Anesidora er altså et klassisk Isole-album, hvor vi på de syv tracks, der strækker sig over cirka tre kvarter, præsenteres for superlangsomme guitarriffs, lækker sang, der leveres af begge guitarister, growls og et genialt arbejde på trommerne, der varierer over sarte slag på bækkenet til en regelret gennemtæskning af det forsvarsløse instrument. Et nummer, der perfekt illustrerer rytmesektionens virtuositet, er “Twisted Games”, der indledes af percussion og improvisation fra bassistens side. Det går videre med vokalindslag fra alle tre sangere med både råb, sang og growl, og guitaren bliver så langsom og tung, at man har på fornemmelsen, at nummeret bliver trukket fra hinanden som et stykke tyggegummi. Det er klart en af albummets bedste sange – sammen med “Open Your Mind”, der starter langsomt og melankolsk med akustisk guitar og silkeblød vokal, “in an empty room you can scream / in the darkness you can bleed”, men så spiller instrumenterne op mod sangen, trommerne løber afsted, og teksten bliver helt optimistisk “raise your voice / freedom of speech / you are not alone / we can make a difference”. Efter en guitarsolo vendes der tilbage til den akustiske guitar med sparsom indsats af percussion, og dermed sluttes cirklen, og lytteren fatter faktisk lidt mod midt i al elendigheden. På “Forgive Me” får guitaristerne til gengæld lov til at vise, hvad de kan, da dette nummer hverken skorter på guitarimprovisationer eller guitarsoli. Der skiftes mellem rolige og hurtige parter, og vokalpræstationen er igen alletiders; det eneste, man kan klandre sangen for, er den lidt banale og trælse tekst. Samlet set har Isole dog fået sat et rigtig fint album sammen, som kun har én sang, der trækker det samlede indtryk en lille smule ned, og det er albummets lukker, den syv minutter lange “Vanity”, der ganske enkelt er for lang og dermed – qua de mange gentagelser – for kedelig.
Sving dig i sadlen, og galopper hen til den nærmeste pladebutik!
Jeg har læst de gamle anmeldelser igennem, og en gennemgående kommentar drejer sig om Daniel Bryntses vokal, der “stadig” er formidabel. Det er den sgu også her i 2023! Og de andre bandmedlemmer gør det også rigtig flot. Følgende udsagn fra de gamle anmeldelser passer også stadig: “Melodier og akkordudviklinger er enkle, men effektfulde […] musikken er langsom og tung, men aldrig slæbende på den løse måde”, “Vokalpræstationen er fænomenal på en trist, ensom og smertefuld måde. Man kan næsten mærke de kvaler og den smerte, der synges om” og “De tunge, langsomme og nærmest hypnotiserende dele kommer til at virke endnu mere triste og stemningsfyldte, og samtidig skaber det variation på albummet”. Som I kan høre, er der tale om et album, man absolut må eje, hvis man er fan af genren episk doom metal!
