Poleret svensker doom

Isole (tidligere Forlorn) er ude med deres 5. album siden 2005, og opretholder derfor en hastig udgivelseskadence, selvom man ikke skulle tro, at hurtighed var en spidskompetence for svenskerne. Stilen er nemlig doom i retning af landsmændene fra Candlemass. Hidtil har Isole ikke helt kunnet ramme Leif Edlings progressive og kompositoriske flair. Men denne gang skal det være anderledes. "Den rolige jæger” skal du ud og jagte og nedlægge. Det er et godt bytte, hvis du er til poleret og pompøst svenskerdoom.

Kampen mellem det onde og det gode

"Throne of Void" (2006) og “Bliss of Solitude” fra 2008 skabte røre i undergrunden, men svenskerne har ikke høstet den anerkendelse, som de reelt fortjener,selvom ambitionerne har været skyhøje og højtflyvende. Blandt andet har bandet tidligere rodet med at beskrive kampen mellem det gode (lyset) (Moonstone) og det onde (døden) (Shadowstone) i trilogien “The Moonstone trilogy”. En trilogi som strakte sig over flere albums.

Dynamiske drive og kun gode numre

Produktionen er endnu engang krystalklar, og overgås kun af Daniel Bryntse vokal, som er endnu bedre - ja, måske ligefrem også for poleret efter min smag. Anmelderkollegaer falder dog generelt i svime over vokalen, så det er nok bare mig som savner at blive rusket lidt. Guitarsoloerne er placeret en smule i baggrunden og kommer ikke rigtig til sin ret, ligesom de også optræder for sjældent.

Numrene er lange som i 6-8 minuttersklassen, men når først adrenalinen pumper, er der ingen som bider mærke i det. `The Eye Of Light´ er en god repræsentant for albummet som helhed, og `Perdition´, der starter tungt og får overraskende liv hen imod slutningen, kunne også fremhæves.

Albummet drives frem af et uimodståelige dynamiske drive med udelukkende gode gennemarbejdede og veludførte tracks. Fede soloer - når de er der - og tunge riffs, afbrudt af akustiske sekvenser og udfordrende prog-kompositioner. What’s not to like? fristes man næsten til at spørge.

Smooth og smækker

Albummet er smooth i udtrykket. Velproduceret og velovervejet. Det er på mange måder godt, men vi er også en smule ude i overproduktion. Træerne vokser derfor ikke ind i himlen, og selvom det er smukt, charmerende og attraktivt. Ja, så smutter bandets identitet mellem fingeren som våd sæbe.

Men hvis du er til velproduceret og velovervejet doom som Candlemass eller måske ligefrem de lidt mere dystre Ereb Altor, så skal du på jagt efter “The Calm Hunter". Happy hunting