En tysk-tjekkisk svingdør

Induction har trods mere end ti år på bagen ikke for alvor markeret sig på metalscenen. Svaret skal måske findes i en evigt skiftende besætning, der kan gøre det svært at holde momentum. Sidst vi berettede om det tysk-tjekkiske band, var til deres optræden i Pumpehuset for små to år siden. Her skinnede det især igennem, at samspillet ikke var optimalt, uden tvivl på grund af den beskedne anciennitet medlemmerne imellem. Siden da er 60 % af medlemmerne skiftet ud, og Induction ligner efterhånden et vaskeægte Theseus-paradoks.  

Klovnet kitsch og killer-guitarriff

Foruden den indledningsvist nævnte koncert på dansk grund har vi her på redaktionen ikke tidligere beskæftiget os med Induction. Så meget desto mere gav det mig anledning til, lettere pligtskyldigt, at give bagkataloget et lyt. Det kunne jo være, at nye bandmedlemmer bragte nye toner til bordet? Det står dog hurtigt klart, at opskriften i det store og hele er den samme som tidligere, og at guitarist Tim Hansen – ham vender vi tilbage til – er den primære kraft i bandets udtryk. Den musikalske svingdør skifter altså ikke lyd af at tage en omgang. Gabriele Gozzi, den nye mand på vokal, minder til forveksling om forgængeren, Craig Cairns, og selvom præstationen ikke bør anklages for at være direkte ringe, så er den som taget ud af kassen med generiske power-stemmer. Hvad der for alvor er ringe, er teksterne. Mage til kitschede og grinagtige lyriske udfoldelser skal man lede længe efter, og det er i sig selv en bedrift i en genre, hvor det fjollede, og til tider direkte absurde, lever i bedste, uindskrænkede velgående.

Det skorter ikke på robotificerede voice-overs og sci-fi-effekter. Allerede på åbningsnummeret, “Virtual Insanity”, bliver der indledningsvis delt så rundhåndet ud af disse, at jeg næsten har fortrudt mit foretagende med denne anmeldelse. Hvis Induction, og dette album i forlængelse, er en Dungeons & Dragons-karakter, så har de hældt så godt som alle point i karisma, men fejler så desværre samtlige terningekast, for alle de greb de gør i forhold til image og lyriske temaer, falder til jorden med hule, patetiske drøn. Heldigvis er der nogle point tilbage til guitaren, og her ruller de nærmest ikke andet end naturlige 20’ere. Tim Hansen er ganske enkelt fantastisk på strengene og krænger det ene veludførte og forbandet charmerende riff efter det andet ud. Det er tydeligt, at han er opfostret af selveste Kai Hansen (Helloween, Gamma Ray), og selvom lighederne i guitarspillet ikke lader sig fornægte, så kan sønnike sagtens føre depechen videre fra farmand uden fare for at tabe den ved overrækkelsen. Værd at nævne er trommerne, der ganske vist ikke er revolutionerende, men som har en virkelig stærk synergi med guitaren. En faktor, der er afgørende for, at jeg har lyttet albummet igennem lidt mere, end hvad godt er, når lyrikken nu engang er svær at fordøje. Hør bare numre som “Love Kills” og “Steel and Thunder”. Begge skæringer brager derudad med langt mere iørefaldende omkvæd, end der er rejst lyrisk kapital til, takket være trommer og guitar. Det er lige før, jeg må se mig slået, for “Steel and Thunder” har sat sig på hjernen, dumt, som refrænet ellers er.

Jeg var egentlig på vej ud …

… men jeg blev alligevel hængende, for jeg skulle da være et skarn, hvis ikke jeg kunne vippe med både nakke og fod til Hansens guitareskapader. Man skal unægteligt være mere end almindeligt glad for den slags power metal, der insisterer på at være tåkrummende i sit indhold, for at sætte pris på teksterne. Er man dog kun lidet til fals for den slags, ja, så er der immervæk rigeligt at komme efter på den instrumentale side. Og det fortjener alligevel seks kranier.