DETEKTOREN
Herman Frank - The Devil Rides Out

The Devil Rides Out

· Udkom

Type:Album
Genrer:Speed metal, Power metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Gammel Accept-guitarist slår til igen

Herman Frank er forhenværende guitarist i det gamle tyske speed metal-band Accept, med hvem han indspillede den ubestridte klassiker Balls To The Wall i 1983. Han var også med i Accepts moderne reunion-lineup fra 2009-2014. Derudover har han spillet i utallige andre projekter, og denne gang er turen kommet til, at det tredje soloalbum udgives under navnet The Devil Rides Out. Kan en af speedmetallens riffkonger stadig komponere efter hele 26 udgivelser optaget med 11 forskellige bands? Dette spørgsmål skal The Devil Rides Out svare på.

Klassisk, glorværdig stil mangler lidt fornyelse

Man sætter pladen til at spinne, og i takt med at de første riffs i nummeret ”Running Back” sparkes af sted, rykker hovedet rytmefast med. Snart har man også lært alle omkvædenes hooks, hvoraf mindst tre indeholder udsagnsordet ’run’ i forskellige afskygninger. Der er ingen tvivl om, at det er en omgang røvsparkende heavy metal med solide gamle tematikker. Det er præcis den samme gode gamle pakke af action og badass-attitude, som man finder på de fleste andre albums, Herman Frank har spillet på gennem tiden. En 50 minutter lang sammensmeltet masse af sange med hvert sit højtpacede slogan, men nogenlunde samme lyd.

Det lader nemlig til, at opskriften på en god heavy-sang har sat sig lidt for godt fast i løbet af årene, og på denne plade får man kun få tracks, der afviger bare en smule fra formlen. Klichéerne vælter i hinanden, og guitar-riffene lyder nogenlunde, som de har lydt de sidste 30 år. For hardcore fans af old school speed metal kan et album som The Devil Rides Out måske være en velsignelse. Vi andre må acceptere, at Djævelen endnu en gang får lov til at køre den velkendte tur ud ad speedmetallens motorvej. En tur, der trods hastigheden er kommet til at ligne den daglige arbejdsrute lige lovligt meget. Ingen nye afstikkere, men 27. gang djævlen kører af sted på samme tur.

Der er intet galt med pladens lyd, tempo eller attitude. Kick-ass-faktoren er i top, og produktionen er et klasseeksempel på et power-album. Der mangler dog alligevel noget nytænkning, for at pladen ikke blot kommer til at forsvinde i bunkerne af Herman Franks præstationer. Nogle få sange afviger lidt fra normalen og kommer derfor til at træde ud. ”Ballhog Zone” og ”License To Kill” med deres lidt langsommere tempo kan anbefales som alternativ til resten af sangene. Det er dog svært at sige, hvad albummet generelt har at byde på, der ikke allerede er blevet serveret lytteren på utallige andre heavy-udgivelser.

Djævelens årlige ridt

Man skal således ikke forvente de store nyskabelser fra Herman Frank denne gang. En kvalitetsmæssigt ganske udmærket udgivelse, der bygger videre på Franks stakke af studiealbums, men intet kreativt vidunder. Mangler man et soundtrack til et motorvejsræs, kan pladen måske komme til nytte, men hvis man vil høre, hvad Herman Frank kan med en guitar, kan man lige så godt høre hans tidligere album. Det nye album med den formelsatte stil får derfor en middelkarakter på 5/10 kranier.

Tracklist

  1. Running Back
  2. Shout
  3. Can't Take It
  4. No Tears In Heaven
  5. Ballhog Zone
  6. Run Boy Run
  7. Thunder Of Madness
  8. License To Kill
  9. Stone Cold
  10. Dead Or Alive
  11. Run For Cover
  12. I Want It All

Tilføj kommentar