En tidlig PROGnose
Første gang, jeg hørte om Wheel, var tilbage i 2019. Dengang var jeg ikke et sekund i tvivl om, at de var tydeligt inspireret af og opsatte på at lyde som Tool. Deres debut Moving Backwards var en ren kærlighedserklæring til både genren og inspirationerne bag, og man kunne allerede her ane stort talent. Finnerne og deres engelske forsanger James Lascelles udviklede dog hurtigt deres egen lyd på rejsen mod stjernerne, og efterfølgeren Resident Human var som at se Soen for knap to årtier siden. Ja, faktisk var det rent deja vú. Denne gang er kvarteten tilbage med sin til dato mest hårdtslående omgang metal, men spørgsmålet er, om de bibeholder deres egen indentitet?. Én ting er dog sikkert. De er vrede. Vrede på verdens ledere.
Diktator eller ej – du kan rende mig!!!
”Det handler mindre og mindre om politik; det drejer sig mere om personlighederne bag såsom Boris Johnson og Donald Trump. Karismatiske ledere kan også beskrive lederne af en kult,” forklarer forsanger Lascelles, der mener, at verden har taget en skidt drejning. Korruption og forvrængede billeder præger vores hverdag, og Wheels lyrik er samfundskritisk, så det basker. Kvintetten mildest talt syder. Åbningsnummeret ”Empire” raser mod Rupert Murdochs oligarkier, alt imens det tunge guitarriff udfolder sig som påskeliljen udenfor ens vindue. Dualismen er iøjefaldende, men raseriet eliminerer heldigvis ikke musikkens skønhed. Selvom der er plads til disse smukke momenter, er Charismatic Leader dog uden tvivl Wheels tungeste album til dato – og lever op til forventningerne. Det er en herlig kombination af prog og heavy metal; men vigtigst af alt så har Wheel perfektioneret deres lyd. De seks numre, som indeholder sang, formerer og udvikler sig hurtigt uden at lægge stilen fast. Formularen føles flydende og fri.
De tre numre ”Empire”, ”Submission” og ”Saboteur” står for pladens tungeste metal, og kombinerer tempo og metoder i vilden sky. Wheel er uhyre gode til at eksplodere i vildskab på de mest uforudsigelige tidspunkter, hvilket ærligt talt blot gør deres musik endnu mere spændende. ”Submission” især har en meget distinkt lyd med store mængder forvrænget guitar og hurtige stortrommeskift, og varierer sin lyd igennem mere end ti minutters spilletid. Det største højdepunkt er dog sidste skæring ”The Freeze”, som faktisk starter som pladens ”ballade” så at sige. Halvvejs inde i nummeret skifter stemningen dog fuldstændig, og atmosfæren bliver isnende kold. Frustrationen over problemerne på den anden side af kloden, som man intet kan gøre ved, er enorm, og det kommer tydeligt til udtryk. Vokalen bliver mere og mere højtråbende, og det kulminerer i et aldeles uforglemmeligt nummer med masser af lirede guitarsoloer.
Vi slipper dog ikke for lidt god gammeldags navlepilleri. ”Porcelain” kunne sagtens være forkortet med et par minutter, og det samme gælder nummeret ”Saboteur”. Intermezzoen ”Caught in the Afterglow” virker også overflødig. Hvorfor ikke blot tilføje det sølle minut til nummeret efter, som også indeholder adskillige instrumental-sektioner? Havde man blot skåret 5-6 minutter væk fra den samlede udgivelse, havde den stået endnu skarpere.
Man skal sørge for at bruge det rigtige værktøj
Selvom jeg er en stor Tool-fan, er det rart at se, at Wheel er kommet videre på deres egen rejse. På trods af at deres debut Moving Backwards var mere end godkendt, er Charismatic Leaders højdepunktet i deres karriere. Pladen har flere højdepunkter såsom ”Empire” og ”Submission”, men har du travlt så lyt til ”The Freeze”. Det nummer er prikken over i’et og lige til at få kuldegysninger over. Mon ikke også at finnernes kommende turné i Australien og USA vil få deres navn på flere folks læber? Det håber jeg. Otte kranier herfra og forsat god rejse.
