Status quo-anker

I disse usikre tider, hvor politiske kriser, miljøkatastrofer og andre faktorer konstant får bekymringen på verdensplan til at stige, er det godt, at der stadig er visse ting, som forbliver komplet og aldeles statiske. Det er disse status quo-ankre, der forsikrer os om, at uanset hvad så står solen op i morgen, mandag er stadig den værste dag på ugen, og havregryn smager stadig af mindre end ingenting. Belgiske Coldborn er netop sådan et anker. Ganske vist kan det belgiske band ikke engang fejre sin 20. tur rundt om solen, men det ændrer ikke på, at Coldborn spiller den form for black metal, som vi har hørt utallige gange før de sidste 30+ år og nok også stadig vil høre de kommende 30+ år. Der er absolut intet – jeg gentager: intet – nyt under solen, eller månen for den sags skyld, at komme efter på The Unwritten Pages of Death, men er det partout en dårlig ting? Let’s find out!

Rvskomsnvsk

Nok er bandet fra Belgien, men det lydbillede, som Norgaath, manden bag – fordi selvfølgelig er det et soloprojekt – præsenterer os for, er lige så norsk som myseost, laks til overpris og kamelåså. Emperor, Immortal, Burzum, Satyricon … Ja, de er alle at finde i Coldborns musikalske univers – og selvom alle de bands da har en hel del tilfælles, så bliver det l noget værre juks, når man forsøger at blande deres unikke særpræg til én stor pærevælling. Der er forsøg på Emperors storladne synth-melodier, Satyricons rock’n’roll-riffs bliver kopieret, og ligeså gør Immortals guitarsoli samt Burzums papkassetrommer. Ergo er The Unwritten Pages of Death både en slatten omgang kopiværk og et produkt, der er umådeligt rodet og usammenhængende. Der er absolut ingen rød tråd, ikke engang med hensyn til albummets produktion: ”Silenced is the Choir of Euphoria” forsøger sig med at kombinere den klassiske kvltlyd med jazzede passager, som i øvrigt er noget, der aldrig gentager sig på albummet. Senere får vi nummeret ”Cornucopia Hungers for More”, hvor produktionen pludselig er langt skarpere, og trommerne ikke længere lyder flade, men derimod runger helt vildt – og tempoet er nu skruet ned i en sådan grad, at der nærmest sniger sig lidt doom ind i mixet, alt imens selve guitarmelodien er en blanding af ”Freezing Moon” og ”Dunkelheit”.

Albummets otte numre virker til at være skrevet af otte forskellige komponister eller som en bunke singler, der aldrig var tiltænkt, at de skulle være en del af et samlet værk – som så netop er blevet klasket sammen til en uskøn omgang ruskomsnusk. Det betyder dog også, at Norgaath nogle gange rammer plet, og andre gange rammer han helt og aldeles ved siden af, og det er tydeligt, at han vil virkelig meget på det her album; det er bare ikke helt tydeligt, hvad han vil. Tag nu det næstsidste nummer ”Life’s Aureole No Longer Gleaming”, hvor der – midt i det hele – opstår en pianosolo. Den gentager sig aldrig, og den passer ingenlunde ind i resten af sangen. Ergo må man konkludere, at den kun er med, fordi manden mente, at det lød fedt lige der – uanset om det så gør det eller ej. Hvilket må siges at være opsummeringen af The Unwritten Pages of Death.

Jævnt

Er det her et dårligt album? Næ, men det er et helt og aldeles jævnt album – og lad os være ærlige: Ingen artister eller fans for den sags skyld ønsker et værk, der er jævnt, selvom mange da tager sig til takke med netop de jævne præstationer. Er der potentiale i Coldborn? Ja, det er der da, men hvis det skal udleves, så skal Norgaath her altså virkelig se sig selv i spejlet og tænke over, om han selv kan bidrage med noget, eller om han er tilfreds med at kopiere alle dem, som kom før ham – altså det, som engang var.