Cinematiske tanker

Jeg skal helt ærligt indrømme, at efter at have anmeldt den katastrofalt ringe Glare of Deliverance glemte jeg alt om Genus Ordinis Dei. Men ikke desto mindre så er den italienske gruppe tilbage med endnu en langspiller. Endnu en gang har bandet kastet sig ud i at lave et værk, som de selv beskriver som et ”cinematisk værk”, forstået således at de har forsøgt at lave et album, som er en film – puha. Denne gang er det dog ikke en generisk fortælling om en ung kvinde, der bliver brændt på bålet for heksekunst; i stedet følger vi to stenalderfolk, der stikker af fra deres kannibalistiske stamme. Men er groovy og symfonisk dødsmetal den rette genre til at fortælle dette epos, og er historien fængende nok til, at man som lytter sidder spændt og fokuseret fra start til slut? Hvis det minder bare en smule om det forrige album, må svaret være et tordnede nej, men lad os nu se og høre.

Sludder og vrøvl

Genus Ordinis Dei lyder atter en gang som, hvis Lamb of God og SepticFlesh jammede løs – hvilket desværre fortsat er en decideret uskøn blanding. Ej heller hjælper det, at de nu har tilføjet diverse deathcore-elementer som breakdowns – denne tilføjelse svarer til at brygge kaffe på den eddikelage, man tidligere havde cornichoner i.

Men ser man bort fra dette, så er der – personlige præferencer tilsidesat – ikke en finger at sætte på musikernes evner, og Niccolò Cadregari især har en ganske habil vokal efterhånden, altså lige indtil han forsøger sig på skønsang som på nummeret ”Changing Star”. Lad os i øvrigt lige dvæle lidt ved det nummer, da det er den perfekte repræsentation af alt, hvad der ikke fungerer ved bandets filmiske visioner. Der er enormt fokus på lyrikken og derved fortællingen, hvilket jo giver mening. Problemet er dog, at lyrikken er noget gevaldigt vås på gebrokkent engelsk, og det virker til, at ideen har været, at desto flere store ord, man kunne flette ind i teksten, desto bedre et resultat. Jeg har personligt intet problem med, at metallyrik er noget sludder eller en barrage af intetsigende klichéer, da det dels er forventeligt, dels ofte bliver fremført, således at man alligevel ikke fatter en brik. Men når nu bandet specifikt vælger at tvære lyrikken udover en, i en sådan grad at man som lytter bliver tvunget til at forholde sig til den, så er det ekstremt problematisk, når det så er noget gedigent sludder.

Resten af albummet er desværre ikke meget bedre. Det er banale hoppehopperytmer blandet med ligegyldige keyboardpassager og bøllebreakdowns nu og her; alle sammen af den slags, man har hørt utallige gange siden midt-90’erne, tilsat en volumen så voldsom, at det virker til at være et glemt offer af 'the loudness war' .

Først på albummets sjette nummer, ”Blackstone”, bliver vi som lyttere præsenteret for noget, der rent faktisk har tilpas meget personlighed til, at man kan huske det. Så selvom der ikke just er tale om et fantastisk nummer, så gør det her ene nummer da, at The Beginning står stærkere end sin forgænger.

Håbløs affære

Genus Ordinis Dei tror, at de kan lave den musikalske pendant til The Godfather, men i virkeligheden kæmper de med at lave Brand-Børge rykker ud. At det er samme band, der lavede debuten The Middle eller en tilsvarende udmærket EP som EP, er komplet og aldeles uforståeligt. Det er fint, at bandet selv mener, de har fat i den lange ende, men virkeligheden er, at det er et håbløst projekt, de har kastet sig ud i.