Alle veje fører til Birmingham

Birmingham var for nylig på alles læber i forbindelse med Ozzy Osbournes død. Landesorgen satte ind, og gaderne i den britiske by, der er arnested for heavy metal, blev fyldt med sørgende fans og hyldestmarch til mørkets prins. Som så mange bands før dem har Fury deres rødder i denne – for genren – hellige by. Kvintetten placerer sig stilmæssigt der, hvor hård rock bliver til metal, og hvor koryfæer som Judas Priest og Motörhead i sin tid førte fanen højt. Til forskel fra mange andre grupperinger er vokalistrollen delt mellem to medlemmer, nemlig Julian Jenkins og Nyah Ifill, hvilket lægger op til variation og harmonisering. Bandet er bedst kendt i hjemlandet, men laver i stigende grad afstikkere til det europæiske fastland. Efter at have været et gør-det-selv-band i mange år har Fury på Interceptor allieret sig med det danske selskab Mighty Music, og efter alt at dømme tager de energi- og ambitionsniveauet til nye højder. Med en booking på Epic Fest i 2026 er briterne klar til også at invadere de danske metalhjerter.

Fra nul til 100

Titelnummeret “Interceptor” presser fra første tone speederen i bund, og vi befinder os i et retrofuturistisk ræs gennem 80’ernes neonoplyste gader. Julian Jenkins har en fantastisk vokal. Som en metallisk udgave af Kenny Loggins mestrer han til fulde en kraftfuld, nærmest ubesværet, ren stemmeføring, som han let tilføjer en snerrende kant, der kan sætte ild til asfalten i bedste Tilbage til fremtiden-stil. Bandets anden vokalist, Nyah Ifill, følger trop og gør kunsten efter på “What’s It Gonna Be?”, hvor hun demonstrerer en overordentlig mængde soul, der står særdeles godt til nummerets guitardrevne hooks.

Fury har tilsyneladende også noget på hjerte. De to vokalister harmonerer stærkt på “Don’t Lie To Me”. Nummeret er iscenesat som en kampsang for arbejderklassen, og det er så godt som givet, at den med sine nærmest hymneagtige passager vil blive fast inventar på sætlisterne til en omgang fællessang. Det er dog også her på halvvejen i gaderæset, at Fury letter foden lidt fra speederen og skubber værket i en mere poppet retning med strejf af soul. Numre som “Can’t Resist” og “Walk Away” slutter sig til denne formel, og tilsammen bliver de en smule træge at komme igennem. Det er ingenlunde dårlige skæringer, og det er da bestemt anerkendelsesværdigt, at Fury ikke kun holder sig til én formel, men også søger andre græsgange. Alligevel fungerer de mere som stopklods end fremdrift, og jeg vil bare gerne tilbage i den fede øse, som jeg blev hevet ind i ved albummets start.

Det her album lyder stort. Det er første gang, Fury allierer sig med Todd Campbell (Phil Campbell & The Bastard Sons) på produktionen. Han føjer en lyd til bandet, der fanger en rå intensitet, som uden tvivl er inspireret af faderens mangeårige virke i Motörhead. Detaljegraden lider dog på ingen måde under den svulstige lyd, og i en verden, hvor den soniske ‘loudness war’ har mange trætte ører på samvittigheden, er dette lydtæppe udelukkende et godt bekendtskab. Jenkins og Ifills vokaler sidder lige i centrum, guitarerne har den rette fuldfede krop, og Tom Fenns fantastiske trommespil har rigeligt med plads at brede sig på. Bassisten, Becky Baldwin, er et kapitel for sig. Det er let at forstå, hvorfor hun endte med en fast plads som bassist i Mercyful Fate: Hendes lækre basgange kombineret med den umiskendelige Rickenbacker-lyd gør hende allestedsnærværende, hvilket virkelig kan høres på Interceptor.

Forbandet velspillet

Det kan være svært at skille sig ud i en genre, hvor massen af ikoniske klassikere er mere eller mindre konstant, og hvor potentialet for innovative udfoldelser er til at overse. Fury begiver sig på Interceptor ganske vist ud over genren i klassisk forstand, men lykkes nu engang bedst med den velskrevne, hårde rock. Fællesnævneren er, at musikaliteten er overbevisende. Pacingen i numrene er, for mig, en mere ujævn størrelse, og det trækker det samlede billede ned. Der er dog ingen tvivl om, at Fury som band er en velspillende enhed, hvor de enkelte medlemmer spiller hinanden bedre. Der er i den grad noget at se frem til, når de besøger Epic Fest i 2026. Syv kranier til Interceptor.