Five Finger Death Punch spiller koncert i Parken, København Ø .
Five Finger Death Punch - Got Your Six

Got Your Six

· Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Antal numre:14

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

The American Dream

Som albummets titel antyder, er der her tale om 5FDP’s sjette udspil på de ti år, hvor de har eksisteret. Jeg har set voldsomt frem til dette album, da jeg er stor fan af bandet, og jeg havde på forhånd et meget klart spørgsmål til netop dette album. Kan de blive ved med at forny sig og lave fed musik? Svaret har jeg nu fået, og jeg råber ud i det tomme lokale: Ja, for helvede! Det her er sgu godt! Allerede på deres første album The Way Of The Fist(2007) viste bandet tydeligt, at her er tale om noget forfriskende metal med dystre tekster og fuld fart på guitar og bas.

Debuten nåede Billboard top 200 og solgte guld på ganske kort tid. Man var klar over, at her var et band, der mente det alvorligt. Allerede i 2007 var 5FDP på flere store festivaler og supportede navne som Korn, Disturbed og All That Remains i staterne. Hvis man ikke synes det er imponerende, så ramte deres andet album War Is The Answer (2009) en syvende plads på selvsamme Billboard top 200. Bandet var hele tiden enten på tour eller i studiet, og de havde rigtig mange ideer, så allerede året efter kom album nummer tre, American Capitalist (2010). Også dette album blev velmodtaget af en efterhånden kæmpe fanskare. Musikken er stadig hårdtpumpet og Ivans vokal fantastisk. Singlen ”Coming Down” blev kåret til bedste metal-nummer ved Independet Musiv Awards i 2011.

Efter dette album, og efterfølgende tour, blev der lidt stille omkring drengene, og rygterne gik på de var gået i opløsning. Det var på ingen måde sandt, og i 2013 udkom så The Wrong Side Of Heaven And The Righteous Side Of Hell part I og II (2013). På dette dobbelte album er der gæsteoptrædner af mange store indenfor metal-scenen og den største de fik med på et nummer er nok Rob Halford fra Judas Priest. Om det er det samarbejde, der gjorde at netop de to bands tog på tour sammen året efter er usagt, men det blev til en fantastisk tour i både Amerika og Europa. Jeg var så heldig at se denne unikke kombination I Hamborg, hvor især 5FDP var klar til at levere en metalfest af de helt store, og efterlod os med en super oplevelse rigere. Det har været hårdt og solidt arbejde, der har fået bandet op i superligaen af metalbands fra staterne.

Still Got It

Så kom dagen, hvor jeg kunne smide Got Your Six på anlægget. Allerede intro-nummeret og titelsangen, ”Got Your Six”, viser tydeligt at bandet hverken lider af metaltræthed eller mangler energi. Der er tunge riffs og masser af den vokal, jeg elsker bandet for. Da jeg er nået fire-fem numre ind på albummet, tænker jeg ”NEJ!”, og skriger jeg endnu engang ”Fuck, hvor er det her fedt”. Med kuldegysninger på armene og metaldryppende svedperler lytter jeg ivrigt videre, og numre som ”My Nemesis”, ”Hell To Pay” og ikke mindst ”Wash It All Away” giver et bredt et smil på læberne og armene flyver afsted i bedste metalstil. Got Your Six er alt det, jeg håbede drengene ville opnå på et nyt album. Jeg er dybt imponeret over, at de kan blive ved med at smide fede numre afsted, der både har et budskab og samtidig er metal, når det er bedst. Bandet har nok ikke skabt deres største album med Got Your Six, men det er pure metal, og det er utroligt forfriskende at lytte til. Både The Way Of The Fist og War Is The Answer, er lige lidt over, men kun lidt.

Ain´t My Last Dance

Som bandet så flot selv synger, så er de kommet for at blive, og de fortjener en grundig gennemlytning. Kender man ikke 5FDP, så kom i gang;  der er intet ikke at kunne lide. Det er stilrent metal, stor lyd og ikke mindst en charme, mange bands må misunde dem. Got Your Six får et stort 9/10 . Det er et af de fedeste albums, jeg længe har lyttet til.

Lad din 5FDP-samling starte her, hvis du ikke i forvejen er hooked.

Tracklist

  1. Got Your Six
  2. Jekyll and Hyde
  3. Wash It All Away
  4. Ain't My Last Dance
  5. My Nemesis
  6. No Sudden Movement
  7. Question Everything
  8. Hell to Pay
  9. Digging My Own Grave
  10. Meet My Maker
  11. Boots and Blood
  12. You're Not My Kind
  13. This is My War
  14. I Apologize