Prog-metal kompetence skinner igennem flere steder på den 61 minutter lange powerballade af et album.
Powerballade?
Evergrey er et progressivt metalband fra Sverige, dannet tilbage i 1995 i Göteborg. De er nu aktuelle med deres niende studiealbum Hymns for the Broken. Ved første gennemlytning lyder pladen som en 61 minutter lang powerballade, med storladne vokalmelodier, blæsende heltesoloer og masser af vind i håret. Men efter at have dykket dybere ned i musikken, bliver det tydeligt at der gemmer sig stor prog-metal kompetence under facaden af helterock.
Intronummeret "King of Errors", er en ægte stadion rocker og den første single bandet har offentliggjort fra albummet. Det er et velspillet nummer, men dog noget kedeligt og forudsigeligt. Den storladne stemningen minder faktisk lidt om noget man ville høre i en powermetal sang, og lever ikke særlig godt op til beskrivelsen af at være progressiv metal. På næste track "A New Dawn" bringer Evergrey tungere skyts på banen, sangen lyder faktisk næsten som metalcore, med brug af meget nedstemte guitarer og et tungt breakdown til slut. Omkvædet fungerer fint, men det er stadigvæk ikke synderligt spændende.
Det er først omkring midten af pladen at Evergrey begynder at blive interessante: I nummeret "Archaic Rage" er der et imponerende guitardrevet mellemstykke, med meget progressive vibes. "Barricades" er min personlige favorit, den indeholder masser af gode riffs og har en elektronica-stemning, der faktisk minder lidt om en Veto sang, samtidig har den et solidt omkvæd og en blæsende Dimebag-inspireret guitarsolo. "Black Undertow" er også et af pladens bedste, og formår at forene bandets episke lyd med tunge riffs, kreativ vokalmelodi og en dyster stemning.
Hymns for the Broken slutter af med to syv-minutters numre i træk: "The Grand Collapse" er et hårdtslående monster med masser af power og "The Aftermath" er en småcorny powerballade. Det ærgrer mig enormt meget som lytter, at Evergrey har valgt at afslutte pladen med "The Aftermath" - efter min mening ville "The Grand Collapse" have været 100 gange bedre som finalenummer, men i stedet for at slutte på toppen, vælger Evergrey at punkterer stemningen lidt til slut, med akustisk guitar og strygekvartet. Ikke at "The Aftermath" er et dårligt nummer, men det ville bare have fungeret bedre som næstsidste på tracklisten!
På grænsen af hvad der er passion, og hvad der er direkte corny
Hymns for the Broken er en meget emotionel og storladen omgang, og balancerer konstant på den hårfine grænse mellem hvad der er passioneret indlevelse i musikken, og hvad der er direkte corny. Pladen har selvfølgelig op – og nedture, men man ville sagtens kunne forestille sig et lighterhav i publikummet og vindmaskiner på scenen gennem pladens samtlige 61 minutter. Hymns for the Broken er én lang episk powerballade, hvor progressiv kompetence og kreativ sangskrivning skinner i gennem flere steder.
