Dreamland - Exit 49

Exit 49

· Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Melodisk Metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Er man til topprofessionelt, velspillet, melodisk powermetal er Dreamlands nye udspil ’Exit 49’ lige sagen. Bandet er fra Göteborg og bærer dette kvalitetsstempel med værdighed, selv om de minder mere om Hammerfall end In Flames. Således er der masser af ørehængere og syng med mandskor på albummet, som eksempelvis den stærke ’So Weak so Feeble’, eller det fænomenale titelnummer ’Exit 49’. Tro mod genren bliver vi også budt på to ballader. Først den rædselsfulde ’Worlds Apart’ hvor den ikke får for lidt med strygere og overdreven patos og dernæst den næsten lige så forfærdelige ’ Song for You’. Dette er pladens to klart svageste numre og viser med al tydelighed, at Dreamland er bedst, når de koncentrerer sig om at spille metal, hvilket de til gengæld også er gode til. Forsanger Jack E synger fremragende og afvekslende og guitarriffene er velskrevne og understøttes fremragende af den gode produktion der præger albummet. Derudover tør bandet også at benytte growl udvalgte steder albummet, hvilket nok ikke alle true-metal-puritanere vil elske dem for, men som egentlig fungerer virkelig godt. Således er det et album der har benene plantet solidt i powermetallen, men som indimellem også godt tør tage små skridt i andre retninger, uden at man dog kan beskylde Dreamland for at være syrede eller eksperimentelle – og tak for det.