Eventyrlige omgivelser
Det kræver formentlig en ekstraordinært naturskyende sjæl ikke at lade sig inspirere af de eventyrlige omgivelser, der udgør den finske centralregion Konnevesi. På samme måde udspringer Excalions sjette værk af ønsket om at holde Finlands stolte traditioner inden for keyboarddrevet progressiv powermetal i hævd. Man har således entreret med Simone Mularoni, hjernen bag det italienske progressive projekt DGM samt ejer af Domination Studios. Med sine produktionsfaciliteter omgivet af San Marinos middelalderslotte og skovrige landskab er kvintetten fra det finske søhøjland dermed blevet givet de bedst tænkelige rammer for tilblivelsen af Once Upon a Time.
En lovende start, men…
Med betydningen af Konnevesi (samisk for ’rensdyr’) resonerende i baghovedet ser jeg for mit indre øje frontmand Sami Lång skrøbeligt balancere mellem Marko Hietala og Tony Kakko. ”Keitele” skøjter varsomt ud af den klassiske linje med stille og følsom vokal, mens instrumentaldelen naturligt anført af Jarmo Myllyvyrtas keyboardarrangementer progressivt intensiveres i tempo. Orkestreret gennem de melodramatiske lydbilleder, vi kender fra Sonata Arctica, fængende progressive riffs samt Henri Pirkkalainens energiske trommespil sikrer de følgende ”Resolution” og ”Soulbound” en særdeles lovende start…
Desværre finder de omskiftelige temperaturer, vores breddegrader døjer med på denne årstid, også vej til Once Upon a Time. Isen under stakkels Bambi begynder at knage faretruende grundet vægten af ”Amuse Me”, der lyder som en tarvelig kopi af ”Scaretale” fra det genredefinerende mesterværk Imaginaerum, landsmændene i Nightwish udgav tilbage i 2011. En sammenligning, der understreges yderligere af en så prætentiøst manisk latter, at den ville få en vis animeret klovn i lilla habit til at selvantænde af ren og skær arrigskab. Isen giver endegyldigt efter på den intetsigende popkonstruktion, der bærer albummets titel. Skæmmet af mærkværdige rytmesektioner kunne nummeret uden problemer udgøre Finlands bud på en vinder af Eurovision, dog blottet for den charmerende originalitet, Lordi lagde for dagen anno 2006 - “Øv!”, som Filip Naver, den koleriske neurokirurg fra (Lars von Triers) Riget, ville sige.
Nu vi taler neurokirurgisk afsnit, bringes jeg faretruende tæt på randen af akut indlæggelse for nervesammenbrud takket være de indledende toner på bizarre “I Am I”. Indlæggelsen afværges med nød og næppe af de akustiske introhooks i ”When a Moment Turns into a Lifetime” samt ”Eternals”, hvor gennemblødte og forkomne Bambi atter har genfundet varmen. Tankerne ledes her indledningsvis hen på klaversektionen fra Aerosmiths “Dream On”, mens der skrues fuldt op for Marko-effekten fra ”High Hopes” med den lommefilosofiske udgangsreplik ’We march, we ride thru the darkest nights, forever / We laugh, we cry thru the hardest times, together’. Meget symptomatisk for Once Upon a Time udgør det afsluttende kapitel, ”Band of Brothers”, en noget ambivalent oplevelse: På den ene side høres en revitaliseret Pirkkalainen flankeret af Onni Hirvonens sjældent tydelige bas, mens jeg på den anden må stille mig undrende over for de staccatolignende vokaleffekter i kontraststykkerne. Med andre ord: en demonstration af hvert medlems individuelle færdigheder, der aldrig rigtig finder melodien.
Drop kopierne – bevar originalen
’Det handler ikke om at genopfinde hjulet, men om at få det til at snurre på spektakulær vis’. På mange måder et fornuftigt mantra, men også en lumsk fælde, som Excalion ryger lige lukt i med begge ben. Sami Lång opererer såmænd tilforladeligt i spændingsfeltet mellem Marko Hietala og Tony Kakko - uden for alvor at ramme samme niveau. Blege efterligninger synes at være et gennemgående tema, idet Myllyvirtas kompositoriske evner ej heller står mål med virtuose landsmænd som Tuomas Holopainen og Santeri Kallio. Sagt på en anden måde: Når de mest fremtrædende elementer bærer præg af jamband al la Nightwish, Amorphis og Sonata Arctica, står det krystalklart afspejlet i Keitelesøens blanke overfalde, hvorfor finnerne efter 23 år og 6 album aldrig rigtig har slået igennem uden for Finlands grænser – ’Øv!’
