Begravelser manglede også innovation

I takt med at boligpriserne i meget af landet er ved at stikke bare en smule af, så skulle man tro, at gravsteder også var — det er jo trods alt dit fysiske legemes sidste bolig. Specielt krypter og mausoleer med deres lange tomme gange og store tomme rum burde koste astronomiske summer. For at spare på både plads og materialer foreslår jeg spiralkrypter. Vindeltrapper gravet ned i jorden med gravsteder placeret ind i jorden ned langs trappens spiral. Det er bare ærgerligt, at amerikanske Disembodiment er kommet mig forkøbet med ideen, da titlen på deres debutplade er Spiral Crypts.

Virkemidler, som desværre ikke virker

Med referencer til krypter, afskæring af det kropslige og en generel entusiasme for gyserfilm, så gør Disembodiment sig ikke overraskende i dødsmetal af den mere beskidte slags.

Netop beskidt er nok den bedste beskrivelse af Spiral Crypts. Pladen er hverken dyster eller rungende nok til hulemandsdøden eller slimet og vammel nok til kloakdøden. Og hvis vi skal være ærlige, så er det nok den største fejl, bandet har begået, ikke at vælge side. Titelnummeret prøver ellers ihærdigt at trække på alt fra Incantation til Morbid Angel og Undergang med doomede strejf for at få os trukket ned i hulens mørke. Riff og rytmer er da også struktureret, som enhver kælderentusiast ville ønske med dystre melodier og et solidt bundtræk fra det slimede dyb. Men enten så er Disembodiment bange for, hvad hulen gemmer på, eller også så skal kælderen graves et par kvadratmeter større for trods gode intentioner, så indfinder uhyggen sig aldrig rigtigt. Der trækker produktionen desværre mere i retningen af blodfattigt Cannibal Corpse-rovmord end Incantations primitive makabre ritualer og Undergangs gruopvækkende splattergys. Ikke at det er en forbrydelse at kopiere Corpsegrinder og kompagni, men når Disembodiment virkelig gerne vil tapetsere kælderen med indvolde, så skal lydbilledet også være derefter.

Det er mildest talt frustrerende at lytte til et nummer som “Larval”. Introen sætter en fremragende stemning, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen og skruer forventningerne helt i vejret. Resten af nummeret er så desværre rutinepræget tidlig Six Feet Under på en off-dag, som godt nok ikke er ringe nok til at begå mord over, men trusler om døden vil ikke være af vejen, hvis det kan sparke liv i bandet. Brugen af hæse, halvkvalte og smertefyldte backing-vokal er ligeledes et genialt udspil for at øge den hårrejsende stemning. Desværre bruges vokalen alt for sparsomt, og når stemningen aldrig for alvor indfinder sig, så falder det hele lidt til jorden og understreger endnu en gang, at Spiral Crypts burde have satset fuldt ud på enten hulemændene eller kloakrotterne. Men nu hvor vi herhjemme har kopieret og fortyndet Illdisposed flere gange, end Hollywood har genoplivet Michael Myers og Halloween, så var det vel kun et spørgsmål om tid, før amerikanerne gjorde det samme ved Incantation.

Man skal vel starte et sted…

Med Spiral Crypts får du en plade, der er ganske glimrende som introduktion til både kloakdøden og hulemandsdøden, uden at du behøver famle rundt i mørket eller vade i slam til navlen. Hvilket jo lyder som en god mellemvej, men som vi alle ved, så er der ingen vindere i kompromiser. Man skal nemlig ikke have dykket meget langt ned i dødsmetallen, før Disembodiment fremstår utrolig gennemsnitlige tangerende til det kedelige i deres udtryk, hvor hele pladen ender med at være skoleeksemplet på: i mangel af bedre.