Municipal Waste-recycling
Danske Demolizer har efterhånden været at finde på den nationale thrashscene i en rum tid. Siden undfangelsen i 2018 har den nuværende kvartet leveret debut-EP’en Ghoul (2018) forud for den mere helstøbte opfølger Thrashmageddon (2020), der var gruppens første udgivelse i fuld længde. Tredje og seneste udspil Post Necrotic Human er skåret over samme læst som forgængerne og lægger kun slet skjul på sin referenceramme. Vi behøver faktisk blot rette blikket mod albummets forside, der udskiller en ram dunst af Municipal Waste hvad angår design såvel som de dominerende giftgrønne farvenuancer. Om end åbenlyst utilsigtet, tidslinjen taget i betragtning, læner selv navnet ’Demolizer’ sig faretruende tæt op ad amerikanernes ”Demoralizer” fra Electrified Brain, der i øvrigt åbnede sætlisten ved en vis udskudt koncert under Forums betonkuppel tilbage i februar. Vi er altså i selskab med et album, der skamløst surfer hen over tredje thrashbølge, mens der undervejs kippes lystigt med hatten for firserfræs i stil med Exodus, Testament og ikke mindst Slayer.
’Spil nåed’ mæ’ Slayer…!'
Højtløftede horn, ‘pits’ og den joviale udbasunering ‘Spil noget med Slayer!’ har været en fast bestanddel af metalscenen her til lands siden midten af halvfemserne, hvor udtrykket efter sigende opstod en søndag formiddag i løbet af Skanderborg Festivals døende timer. Hvorvidt den gode Ben Radtleff selv var til stede den dag, eller som de fleste andre blot har adopteret de guldrandede visdomsord, må stå hen i det uvisse. Faktum er dog, at han med samme entusiasme som en hund efter egen hale jagter Tom Arayas høje C fra introen til ”Angel of Death” på skivens selvbetitlede åbningsnummer. Et smertens skrig, der ligesom Reign in Bloods udødelige, første strofer ’Auschwitz, the meaning of pain’, udgør tilsvarende varsel om, hvad vi ellers har i vente på Post Necrotic Human.
Det virker nærmest overflødigt at påpege strengespillets betydning, når vi bevæger os inden for netop denne genre. Derfor er det heller ikke overraskende, at ambitionen om at levere flænsede ’shredding’, knusende ’breakdowns’ og knivskarpe riffs, der ville sætte selv legender som Gary Holt og Jeff Hanneman eftertrykkeligt til vægs, har været i højsædet. Men får vi så det? Njarhh… ikke sådan rigtig, hvis vi skal være ærlige! Der er dog enkelte tilløb at spore inden overgangen mellem A- og B-siden i form af ”Crossfire” og ”The Wheel”, hvor navnlig sidstnævnte formår at finde det rette flow. Her kommer vi for første gang i ’zonen’ og tilskikkes samtidig nogle helt hæderlige ’drumfills’.
Jeg sidder dog stadig med fornemmelsen af lydflader, der ikke for alvor hænger sammen. Netop trommelyden forekommer oftest flad, hul og uden den nødvendige fylde, mens guitarspillet lyder som en Netto-produktion af Testament anno sen 80’er/start 90’er. Det springende punkt her er blot, at hverken Aria Mobbarez eller Ben Radtleff formår at mønstre samme kompleksitet og spillehastighed som Axel Skolnick, hvorfor vi ender med det værste fra to verdener. Radtleffs vokal springer ligeledes rundt i lystig imitation, snart af Araya, snart af Rob Duke (vokalist for Exodus 2005-2014). Tag bare ”Sarnath” eller ”Warmonger”, der begge tegner et klart portræt af Post Necrotic Human: En kitschet rundfart fra ’Bay Area’ til ’Teutonic’ i en indpakning der emmer af tredjebølge-genanvendelse.
Et kaloriefattigt måltid
Det kræver ikke just den store tankevirksomhed at forestille sig hvilke idolplakater, der har prydet væggene hjemme på teenageværelset hos de respektive herrer. De letgenkendelige referencer er dog også blandt det mest positive at fremhæve på en skive, der sjældent løfter sig markant over det middelmådige. Hverken produktion eller mix forekommer specielt vellykket, hvor især de hultklingende trommer udgør en gennemgående gene. I tilgift er Ben Radtleffs vokalniveau forholdsvis langt fra genrens pionerer, og hans livtag med Arayas toneleje under den indledende skæring er decideret pinefuld at lægge øre til. Til gengæld er der periodevis mere bund at spore i guitarkompositionerne, selvom vi også her befinder os et pænt stykke fra de aldrende muser. Alt i alt ender vi med et noget kaloriefattigt måltid, der meget apropos sender mine tanker tilbage i tiden. Husker du MiniMeal-reklamerne fra start-00’erne? Dem om, at ’de fleste fejl sker på tom mave’ – som at afslå en pladekontrakt med The Beatles! I tilfældet Post Necrotic Human må jeg desværre nok tilslutte mig den pågældende producers sidste, og særdeles velvalgte ord – ”sorry lads, you’re wasting my time!”.
