Efter udgivelsen af Nemesis i 2017 har Defecto haft flere vellykkede koncertår, fået ny trommeslager, deltaget i Copenhells 10 års-jubilæumskoncert og afholdt tre Troldspejlet in Symphony-begivenheder med Aarhus Symfoniorkester og Jakob Stegelmann – bare for at nævne nogle få ting. Duality er det nyeste skud på albumstammen, og det skal vi naturligvis se lidt nærmere på.

En blandet landhandel
På Duality har Defecto fundet en blødere lyd frem fra kartoteket, og er samtidig også rykket længere over i den symfoniske genre – på nogle af numrene i hvert fald. Dykker vi dybere ned i pladens numre, kan jeg ikke være gladere for førstehåndsindtrykket. Jeg er kæmpefan af det første nummer “Rings of Saturn”, der strømmede ud af højttaleren, da jeg satte Duality på for første gang. Det er et rigtig Defecto-nummer! Jeg kan mærke det helt ned i maven – det her, det er fedt! Defecto har krydret nummeret med kor-harmonier, symfonier, fede breaks og et gedigent guitarriff. Også på “Uninvited” er der åbnet for den symfoniske kagedåse med en fed guitarsolo og et element, jeg vover at kalde “Nightwish-elementet”: den rå, talende voiceover, man også finder på “Beauty and the Beast”. Absolut to numre, der er værd at give et lyt. Skæringerne “Condemned”, “Untamed” og “Bed of Nails” har også den klassiske Defecto-lyd mixet med flere harmoniserende og symfoniske elementer. Sidstnævnte “Bed of Nails” bliver jeg også lige nødt til at knytte en hurtig kommentar på. Det er, som om jeg har hørt den før? I hvert fald omkvædet, som lægger sig meget tæt op ad omkvædet hos Hoobastanks 00’er-hit “The Reason” - prøv selv at give det et lyt og sammenlign.

Både første og anden radio-single “Rise” og “All For You” kører inden for den samme genre og lægger sig op ad den lyd, vi kender fra bandet på Nemesis. “Rise” har især et rigtigt fængende beat understøttet af Nicklas Sonnes lækre, rå vokal – og er et super catchy radiohit, man kan synge med på (hvis man er til den slags).

Duality indeholder to ballader: “Paradigm of Deceit” og pladens afsluttende nummer, “Don’t Say Goodbye”, som er ganske fine. Og så kommer vi til de lidt skæve numre. Jeg kan egentligt godt lide “Washed Away” og “Tempest” i sig selv. Men jeg blev en anelse forvirret, da jeg hørte dem første gang, og måtte lige tjekke efter, om jeg stadig lyttede til Defecto. “Washed Away” har en utroligt interessant intro, men tenderer over i noget pop-metal muligvis med inspiration fra bandet Siamese, der (ifølge denne anmelder) begår sig i den genre. “Tempest” indeholder industrielle elementer og er hårdere i lyden end “Washed Away”, men er i den grad også en afstikker fra Defectos tidligere lydbillede. Jeg er ikke sikker på, hvordan de to hører hjemme med resten af numrene på Duality, men en plads har de fået.  

Dualitet eller flere personligheder?
Duality stikker i mange retninger. Så mange, at jeg fristes til at sætte spørgsmålstegn ved titlen, da jeg ikke helt forstår sammenhængen mellem den og indholdet på pladen. Jeg føler, at der findes meget mere end blot to sider på pladen, og at der er langt flere nuancer at tage stilling til. Jeg har svært ved at finde den røde tråd og den samlede mening, som pladen skal give udtryk for.

Når det så er sagt, vil jeg fortsætte med at sige, at selvom Duality spiller på mange tangenter og måske tenderer til genre-skizofreni, er pladen overordnet set skruet pissegodt sammen: Indspilningerne, mixet, producerarbejdet er spot on, og det kan virkelig høres, at der er kræset for alt på hvert enkelt nummer.  

Hvor er de(fecto) på vej hen?
Efter at have lyttet til Duality en god håndfuld gange – og så lige en gang til – må jeg nok erkende, at jeg ikke helt ved, hvor Defecto er på vej hen med deres lyd. Som altid er det instrumentale spot on, og især guitarspillet er helt fantastisk – som det egentlig har været på alle deres albums. Dualiteten – eller nærmere adspredelsen – er ganske underholdende, og gør i den grad, at pladen ikke bliver kedelig at lytte til. Til gengæld er adspredelsen også med til at skabe forvirring i pladens helhedsbillede.

Gennem blandingsforholdet på pladen og diverse genreskift mister jeg desværre den røde tråd, som Defecto har haft på de foregående plader. Især forrige album, Nemesis, som fik 8/10 dødningehoveder af vores anmelder, var for mig et langt stærkere album end Duality. Grundet det kan jeg på trods af en virkelig velproduceret plade kun ramme 6/10 dødningehoveder.