Sprængfarlig sag eller total fuser?
Det er godt og vel halvandet år siden, Deafheaven udgav sit mesterlige comeback-album Lonely People with Power. En fantastisk plade, der viste, at Deafheaven – trods et enkelt grimt sidespring – stadig er et mageløst band, der fuldt ud fortjener alt den ros og opmærksomhed, som de har fået de sidste mange, mange år. Allerede få uger efter Lonely People With Power udkom, udtalte bandet, at de allerede var i fuld sving med at lave nyt materiale.
Det materiale skulle så vise sig at være denne EP. Sidst Deafheaven udgav noget så kort tid efter et album, viste det sig at være et restprodukt – ganske vist af tårnhøj kvalitet, bevares! Det store spørgsmål er da derfor, om At Work In The Fields Of The Bombs viser sig at være noget, der skal direkte på omlastningen eller op på kaminhylden, hvor alle kan beundre dens pragt.
Forceret galde og gryderetter
Ved første øjekast virker At Work In The Fields Of The Bombs (opkaldt efter Robert Del Tredicis bog af samme navn) ikke af meget. 22 minutters musik og tre numre. Reelt set er der dog nærmere tale om 19 minutters musik fordelt på to numre, da udgivelsens andet nummer, “Three Princes”, mestendels er en ligegyldig omgang baggrundsstøj komplet med kirkeklokker, telefonsvarervokal og lidt synthesizer allerbagerst i mixet. Så lad os da ignorere det nummer.
Det, som har skabt Deafheavens lyd og succes, og det, som generelt er selve hjørnestenen i blackgaze, er kombinationen af det grimme og det smukke. Det ekstreme og det milde. Ying-yang, kosmos-kaos, sort-hvidt, sur-sød … Så er alle vist med på pointen. Den klassiske fortælling om, at når modsætninger mødes, så skabes der stor kunst. Problemet med At Work In The Fields Of The Bombs er dog, at her ingen modsætninger er. Her er kun ekstrem grimhed og brutalitet – og hvem i alverden har nogensinde sat Deafheaven på, hvis man ville høre todimensionelt ekstrem-musik uden nogen former for facetter eller dikkedarer? Præcis. Absolut ingen.
“The Hunter” er et udmærket eksempel på dette, for sangen er afgjort det mest norske, gruppen nogensinde har bedrevet. Det er kun produktionen, der gør, at man ikke sidder og tænker, at Deafheaven burde skifte navn til Døvhimmel. Det er superklassisk black metal med andre ord. På mange måder minder nummeret da derfor også om “Black Brick”, som var syv minutters kulsort smadder. Hvor det nummer dog var en lynhurtig omgang pseudo-thrash spækket med bøllede hulemandsriffs, er “Hunter” en mere dyster størrelse. Størstedelen af nummeret lyder som en hurtig gryderet kogt på diverse efterladenskaber, som man har samlet op efter en Gorgoroth- eller Darkthrone-indspilning for så at drysse med lidt Slayer a la South of Heaven. Resultatet er ikke ulig en omgang spareribs fra Bones: Man bliver mæt og nogenlunde tilfreds, men nogen mindeværdig oplevelse bliver det aldrig.
På “Sorry Laid The Hearth” serverer Deafheaven uden tvivl deres tungeste ret til dato. Nummeret starter med dissonante helvedes-toner i bedste Ulcerate-stil, og efter små syv minutter med det havner vi ovre i en bundløs og kulsort sump dybt ude i Everglades, for her går Deafheaven i fuld sving med at kanalisere sit indre øllebølle-døds-band. Noget, ingen reelt set vil have fra et blackgazeband. Hvis nummeret nu kun havde varet fire-seks minutter samt haft betydeligt mere smæk på, ja, så havde det nok være tåleligt. Men den sidste halvdel af sangen, som vitterligt bare er dødsmetallisk tomgang, er intet mindre end ekstremt kedsommeligt grænsende til det enerverende.
Mølædte sweatre og tunnelsyn
På mange punkter er EP’en her den samme som Infinite Granite. Men hvor den rædsel kun fokuserede på drømmepop, bortset fra de sidste par sekunder på "Mombasa", fokuserer At Work In The Fields Of The Bombs udelukkende på det tunge og hårde. Hvilket fungerer lige så ringe – altså hvis man ser bort fra det faktum, at musikken på EP’en her trods alt er betydeligt bedre. Men pointen er, at Deafheaven simpelthen ikke dur til kun at spille snorlige musik. De dur ikke til at have tunnelsyn og skyklapper på, de skal have øjnene på stilke og hive ting og sager ned fra samtlige hylder og blande alt på kryds og tværs.
Denne her EP er dog hverken storskrald eller et prydstykke. Den er den sweater, man fik af mormor i julegave, som nu bor allerbagerst i skabet, og som langsomt bliver ædt op af møl.
