Mystisk mystik
Black metal, mystik og særegne artister har gået hånd i hånd lige siden … ja, vel altid. Vi kender alle troperne om kirkebrande, mord, selvmord, selvskade, rådne grisehoveder og 'korsfæstelser' som en del af sceneshowet. Men er det egentligt reel mystik? Det er absurd og vanvittigt. Men mystisk? Nej, vel? Svenske Arckanum, skabt af Johan ’Shamaatae’ S. Lahger tilbage i 1992, derimod … dét er mystisk! Egentligt havde Shamaatae lagt projektet i graven for at fokusere på sin karriere som okkult forfatter. I 2019 udgav han EP’en Första trulen, så mere fokus krævede det åbenbart ikke at skrive bøger om antikosmos-satanisme, kaos-gnosticisme og nordisk mytologi. Det virker ellers som noget, der kræver, at man holder tungen lige i munden. Ikke desto mindre, så er Arckanum klar med sin første skive siden 2017!
Odin, Satan og Yahwe går ind på en bar …
Når man læser lidt om de tanker, som Shamaatae har gjort sig i forhold til sin kunst, skulle man tro, at musikken – rent stilistisk – ville ligge betydeligt mere op ad bands som Watain og Dissection. Det lader nemlig til, at han, Nödtveidt og Danielsson nemt kunne blive enige om utroligt mange ting. Men niksen biksen! Arckanum er betydeligt mere norrønt i sit udtryk og minder derfor markant mere om Ulver og Enslaved – samt et utal af tyske pagan black-bands. Musikken på Beswærilsin er ganske rå og bøllet, men lige så særdeles melodisk og storladen samt fyldt med diverse pseudofolk-passager. Al lyrik leveres på oldnordisk, hvilket sangtitlerne også afspejler, og ligeså omhandler samtlige sange da et mystisk sammensurium af nordisk mytologi, blandet med teistisk satanisme. Ganske forventeligt fra en mand, der har lavet et album ved navn ÞÞÞÞÞÞÞÞÞÞÞ. Med andre ord er Beswærilsin (besværgelsen) et oplagt soundtrack til, hvis man står med en hammer og skal forsvare sig imod et dusin jætter samt et par trolde.
Beswærilsin gør mange ting ret godt. Kombinationen af de store armbevægelser, som nok skyldes et forsøg på at hidkalde både Odin og Mephistofeles, de primitive Gorgoroth bølle-riffs samt det oldnordiske nonsens er ekstremt effektivt og stemningsskabende. Desværre er det også en plade, der lider under, at Shamaatae ikke lader til helt at have luret, hvorvidt han først og fremmest er musiker eller mystiker. 11 numre, hvoraf to er ekstraordinært ligegyldige instrumentelle, er simpelthen for meget.
Hvis du skal lave en plade, der har en samlet spilletid på 63 minutter, så skal du gøre noget markant mere imponerende end at hidkalde diverse afguder: nemlig fastholde folks interesse fra start til slut. Jeg ved ikke, præcis hvor mange nisser og trolde der huserer hjemme i Shamataaes kælder, men jeg håber, han har haft større succes med at invitere Loke og Beelzebub forbi til en kop grøn te, end han har med at fastholde min interesse. For den forsvandt som dug for solen, da ”Gyghra Hirþi – (Gyghra Hirthi)” startede. Syv minutters ravne-skræppen, klumpedumpe-klaver og pothoved-bas? Hvis nogen tænker, at den kombination giver stor kunst, så skal de fluks stille fluesvampene tilbage på hylden og ringe til giftlinjen, for så er den helt gal.
Find en voksen, lidt Wegovy og ring til mig i morgen
Alt er dog bestemt ikke galt på Beswærilsin. Der er rigtigt meget kodylt fed musik, og Shamaatae både spiller, komponerer og snerrer særdeles fremragende. Det er dog ekstremt tydeligt, at det her er et soloprojekt, for der har ikke været én eneste anden i nærheden til enten at give tommel op eller tommel ned for diverse ideer. Det kunne have været en virkelig god plade, mesterlig endda, hvis der bare havde været en voksen med ham i studiet.
Der er virkelig meget fedt og ligegyldigt knald, som burde være blevet skåret fra. Generelt er jeg tilbøjelig til at mene, at pladens b-side (jeg ignorerer her totalt de to instrumentelle numre!) helt generelt mangler saft og kraft sammenlignet med a-siden, som faktisk er megasej. ”Mz Fianda Raþi – (Mz Fianda Rathi)” og ”Utgarþzeþer – (Utgarthzether)” er begge weltklasse bølle-black, med knastør bas og guitar-slides en masse. Havde han nu bare holdt sig til det og så begrænset sig til måske seks-syv numre … ja, så havde den siddet lige i skabet! Men ak …!
