De tyske melodiske black metallere har aldrig rigtigt kunne fange min opmærksomhed før, så jeg var temmelig overrasket over at høre en hybrid af thrash og melodød på den første sang, "Thrashomatic Overdrive". Men derefter går man dog med det samme over i den forventede blanding af Dimmu Borgir keyboard black og enkelte pagan indflydelser, eneste undtagelse bortset fra åbneren, er den mere gothic lydende "Bonegrinder 1916" der bliver indledt til tonerne af "Its a long way to Tipperary". Ellers er det standarden der præger denne skive, der dog ikke har nogen deciderede udfald med undtagelse af enkelt kiksede vokal præstationer i den rene afdeling.