DETEKTOREN
Brendon Small - Brendon Small's Galaktikon II: Become the Storm

Brendon Small's Galaktikon II: Become the Storm

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Spilletid:51:02
Antal numre:11

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Deth without klok

Hvis du ikke aner, hvem Brendon Small, Dethklok eller Metalocalypse er, skal du sætte dig over i hjørnet og skamme dig. Når du så er færdig med det, skal du komme i sving med at binge Metalocalypse – og det er med det vons! Brendon Small er faderen og manden bag det fiktive tegneserieband Dethklok, der med sine fire sæsoner og tre albummer har blandet South Park og dødsmetal på mesterlig vis. Fjollet, som det lyder, har Small formået at få os til at skraldgrine og headbange helt seriøst på én og samme tid. For Small kan sgu godt lave musik; alle tre Dethklok-albums (Dethalbum, Dethalbum II og Dethalbum III) er de bedst sælgende dødsmetalalbums nogensinde. Han er for melodeath, hvad Devin Townsend er for prog – en kreativ lille nørd, der har en helt unik tilgang til det at lave metalmusik. Desværre har stridigheder mellem ham og Cartoon Networks ”voksenafdeling”, Adult Swim, tvunget ham til at opgive Dethklok og i stedet lave soloalbums under hans eget navn. I 2012 udkom hans første plade, Brendon Small’s Galaktikon, og nu er Galaktikon II: Become the Storm udkommet. Ifølge Small selv er denne plade den uofficielle efterfølger til Dethalbum III, så det er vitterligt Dethklok uden Dethklok.

Kill the Kardashians

Small beskriver Galaktikon som ”hvis the Kardashians skrev dødsmetal”, dog med et smil på læben. Med dette menes, at det er dødsmetal til masserne og ikke til de to elitære og vrisne mænd nede i kælderen. Trods sammenligningen med dronningen af plastik og indholdsløshed er Galaktikon II: Become the Storm bestemt ikke noget, man bør zappe forbi. Vi snakker 11 numre, der alle fortæller en storslået dødsmetalopera om en fjern galakse, hvor planeterne ligger i krig med hinanden, fanget i et 80’er-inspireret sci-fi-helvede. Small har igen rekrutteret den ukronede konge af trommerne, Gene Hoglan, og det er altid en smart ting at gøre! Hoglans trommespil lægger så solid en bund i musikken, at hvert taktslag er en sand fornøjelse, og det fungerer helt eminent med Smalls, ofte lidt spøjse, riffs og melodier samt forpinte soloer (hertil skal det siges, at jeg med forpint ikke mener, at det lyder forfærdeligt, men at hans soloer ofte får guitaren til at lyde, som om den fysisk lider. Det giver en helt speciel ”klagesang”, som er helt fænomenal). Numrene svinger mellem at være storslåede og lange eller korte og brutale, hvilket giver pladen et uforudseeligt element. På samme måde ændrer Smalls vokal sig fra klassisk dødsvokal til fløjlsblød hvisken som fx på numrene ”Nightmare” og ”Become the Storm”. De hører nok til de mere storslåede numre på pladen, og her kan man helt klart fornemme, at Small gik efter, at det hele skulle virke som en dødsmetalsopera, hvilket nok lyder som en lidt løjerlig konstellation, men manden slipper altså super fint fra det!

Gimmick genius

Galaktikon II: Become the Storm er et fantastisk mix af død, ødelæggelse og elegance samt intelligente riffs og eminent trommespil. Der er ikke én finger at sætte på det! Det er super intelligent metal, snedigt camoufleret som gumpetung tegnefilmsmetal – hvilket også vidner om, at Small er en ydmyg musiker, der bare gerne vil have det sjovt og elsker at nørde løs på sin spade. Det skal han have al den respekt for, som jeg overhovedet kan finde frem! Bare det faktum, at han vælger at afslutte hele historien med et mesterligt instrumentalt nummer på fem og et halvt minut siger ALT, hvad der behøves at blive sagt! Brendon Small? Nej. Brendon Big!

Tracklist

  1. "Some Days Are for Dying" 4:14
  2. "Icarus Six Sixty Six" 3:34
  3. "The Agenda" 3:40
  4. "The Ocean Galaktik" 7:42
  5. "My Name Is Murder" 3:18
  6. "Become the Storm" 4:51
  7. "Nightmare" 4:06
  8. "Could This Be the End" 5:30
  9. "To Kill a God" 4:18
  10. "Exitus" 4:14
  11. "Rebuilding a Planet" 5:35

Tilføj kommentar