De blodige terninger
Københavnske Bloody Dice er tilbage med deres andet album med den meget passende titel 2. De fortsætter her stilen med rå rock’n’roll, tunge riffs og en attitude, der nikker i retning af både klassisk rock, bluesrock og 90’er-grungen. Her bliver der ikke opfundet dybe tallerkener, men håndværket er til gengæld i orden. Bandet selv beskriver, hvordan de vil tilbage til rødderne med håndspillede instrumenter, musik uden så meget bullshit og ikke alt det der nymodens digitale pjat. Guitar, bas, trommer og sang – altså: rockmusik, man kan forstå! Medlemmerne af Bloody Dice er da heller ikke helt uerfarne herrer. Guitarist Nickie Jensen og trommeslager Peter Larsen har tidligere været med i Violmace, der spillede melodisk rock. På bas er det Jakob Haugaard, som også har udfoldet sig i Iron Fire. Den færøske forsanger Dagfinn Joensen har tidligere sunget i 80’er-rockbandet Fate. Men nu handler det jo om de blodige terninger, så at sige. Produktionen har fået et nøk opad siden sidste udspil fra 2023, debutalbummet Bloody Dice, vokalen sidder bedre, og generelt lyder bandet mere sammenspillet. Men om det er helt nok til at få denne anmelder op at ringe, vil tiden vise.
Terningerne er kastet
Åbningsnummeret “Cry for War” er et klassisk rocknummer og et godt bud på skivens bedste nummer. Catchy omkvæd, en fed basintro og solidt guitararbejde. Plus en vokal, der har det der rustne islæt, der gør, at tankerne indimellem ledes hen på Jesper Binzer fra D.A.D. Dertil kommer “Maze”, som er et af albummets klare højdepunkter. Her kommer groove og attitude i spil, og temposkiftene giver nummeret liv. Det satiriske telefonopkald til ”Department of Bureaucratic Bullshit and Social Indifference” er både sjovt og desværre spot on. Bandet rammer lige ned i dén der følelse af at råbe om hjælp ind i en mur af systemer, som mange nok genkender. Når tempoet drosles ned på “Break the Cycle” og “Don’t Know Where We’re Going”, går Bloody Dice lidt mere blueset til værks. Det fungerer rigtig godt, især i sidstnævnte, hvor vi får en lækker, tung vibe og en vokal, der til tider lyder hen i retningen af Layne Staley.
Desværre trækker numrene ofte unødvendigt ud, og man når at tjekke uret, før tonerne ringer af. Og så er der de numre, der lander helt uden punch. “The Bitch Is Crazy” føles som en kliché fra en anden tid. Endnu en rocksang om den sindssyge kvinde, der lægger én i lænker. Det bliver lidt fladt og uden glimt i øjet. “Madness” og “Back to Hell” klarer sig bedre, særligt fordi de formår at fange noget attitude og kant. Der er lidt outlaw-energi over det, og særligt førstnævnte kunne undertegnede godt forestille sig køre over skærmen under et afsnit af tv-serien Sons of Anarchy.
Bloody Dice er ikke ude på at revolutionere rocken. Til gengæld spiller de med en selvtillid og rutine, der kan høres og mærkes. Bandet lyder sammenspillet hele vejen igennem, og især guitar og bas løfter mange af numrene med fede riffs og solid bund. Trommerne lægger et sikkert, stabilt fundament, uden at det bliver flashy. Vokalen er klart forbedret siden sidste udspil og er mere sikker, mere udtryksfuld og med en snert af den rust, der giver karakter. Når det hele spiller, har gruppen fat i en fed, rå nerve. Især i de groovy og mere bluesede passager. Det er dog også her, det bliver tydeligt, at bandets største styrke ligger i det musikalske håndværk – ikke nødvendigvis i at overraske eller udfordre lytteren.
Ikke en dobbelt sekser
Bloody Dice viser, at de har styr på deres instrumenter og en produktion, der sparker røv. Det er altså et bedre udspil end deres debut. Men 2 lider under, at det hele bliver lidt for meget standard rock’n’roll. Der er glimt af noget rigtig fedt her og der, men albummet kunne virkelig have haft godt af at få skåret noget af fedtet fra. Der mangler lidt mere vildskab, lidt mere bid og lidt mere, nuvel, blod på terningerne. Afslutningsvis vil jeg dog tilslutte mig mine kollegaer her på Heavymetal.dk, som før har anmeldt bandet: Den type musik, Bloody Dice spiller, skal opleves live for at få det fulde billede af deres univers og den rå energi, de besidder. Guitarist og forsanger i Foo Fighters, og selvfølgelig trommeslager i Nirvana, Dave Grohl har sagt det så glimrende: “You can’t download the live experience. Rock and roll is meant to be felt, loud and sweaty!”.
