En ny kategori til Guinness Rekordbog
I år er det 80 år siden, Anden Verdenskrig sluttede. 80 år er også den gennemsnitlige levealder for mænd. Derfor vil der i Danmark være en hel del mænd, som er født i en verden, der netop selv var blevet genfødt, fri for nazisme og fascisme, som kan se frem til at dø i en verden, hvor disse retorikker graves frem på ny. Imponerende trist, men samtidig har det været omdrejningspunktet for Anti Rituals seneste ep, 80 Years.
En ny generation af protestsange
Det er dog ikke den blackede og grindede hardcorelyd, som man kender fra bandet, der raser over verdens tilstand. Crust punken og D-beaten har for alvor gjort sit indtog, i en stil som bandet selv kalder ’stadion crust’.
Hvilket da heller ikke er helt misvisende. Med tydelige inspirationer fra både Discharge og Disfear spørger titelnummeret vredt, hvordan det tog os under 100 år at glemme en af verdens store tragedier. Og spørgsmålet stilles – og spilles – tilfredsstillende simpelt, vredt og uden at lægge fingre imellem, præcis som crustens drejebog foreskriver. At Anti Ritual også smækker et par udmærkede drømmende breaks på bordet – for verdens tilstand burde være en vild feberdrøm – og en solid Iron Maiden-lydende guitarharmoni trukket ud af Martyrdöds List er præcis, hvad der skal til for at skabe en ny generation af modstandsfolk. Og hvis det ikke er nok, så må den ulmende, skærende og vrede D-beat-dissonans på “Deportation ASMR for Gil Scott-Heron” være det. Nok er crust punk i forvejen langt væk fra solskin og sommerflirts, men den overflod af skurrende riffs, totalt blottet for vellyd og velmenende ord, i en sådan grad at selv de melodiske afbræk deformeres af frustrationernes dissonans, tager systemkritikken til et helt nyt niveau. Det er en fryd for øret at høre, hvordan Anti Ritual lykkes med at trække den tilsmudsede punk ud på nye hadske eventyr.
At kalde ep’ens resterende to numre for nye eventyr vil dog være svært, selv for den mest ihærdige sælger. Det er selvfølgelig nyt i Anti Rituals univers, men i den gængse crustede D-beat er det ikke. Bevares, det er stadig velspillet, og specielt ”Days of War, Nights of Love” med sit melodiske islæt er som trukket ud af Disfears Live the Storm, hvor nummerets decideret deprimerende afslutning sætter et glimrende punktum for overblikket over verdens problematikker. Men har man nærstuderet de brosten, som blandt andet Martyrdöd, Disfear og Wolfbrigrade har kastet med i tidens løb, så vil man kunne genkende samme kasteskyts hos Anti Ritual.
Så meget savner jeg heller ikke den sorte grind
D-beat og crust punk er ikke verdens nemmeste genrer at skille sig ud i, men med afstikkere i både det melodiske og det dissonante formår Anti Ritual alligevel at lade de to modsætninger mødes og markere deres egen lille niche. Har du tidligere besøgt de mere beskidte afdelinger af punken, så vil du muligvis ikke blive lige overrasket over alt, du finder på 80 Years, men kedsomheden, den indfinder sig aldrig.
