DETEKTOREN
Angra - Aurora Consurgens

Aurora Consurgens

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Melodisk Metal
Spilletid:50:42
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Dette album er mit første møde med brasilianske Angra, der ellers har været på banen i over 15 år. Musikken på "Aurora Consurgens" er progressiv, energisk powermetal med masser af teknisk lir og poppede omkvæd. Produktionen er meget flot og klar, med godt rum omkring lyden. Kombineret med træk i musikken giver det mig associationer til bands som Pagan’s Mind, Elegy på deres "Lost"-album og Dream Theater på de tre første albums. Inspirationen fra sidstnævnte er meget udtalt på numrene "Passing By" og "Scream Your Heart Out". Disse arrangementer hører også til de mere komplekse på albummet, der ellers mest er orienteret omkring forholdsvis letfattelige vers-omkvæd-strukturer.

Den ene af Angras to guitarister, Kiko Loureiro, udgav for nylig det glimrende instrumentale album, "No Gravity", jeg havde den glæde at anmelde. Ligesom den skive har "Aurora Consurgens" ind imellem nogle hyggelige referencer til traditionel latinamerikansk musik – mest udtalt på numrene "The Course of Nature" og "So Near So Far" (der også har lidt mellemøstlig inspiration over sig). Ellers er der bare tale om melodisk metal med gang i den.

Musikerne er bestemt dygtige, men jeg synes, de har en tendens til at køre lidt for meget i den samme type af speed-rytmer i deres uptempo-passager. Det gør lytteoplevelsen en smule ensformig af og til, selv når der i virkeligheden sker en hel masse i instrumenterne. Edu Falaschis vokal er teknisk udmærket, men hans stemme og stil er efter min mening lidt upersonlig – der er mange andre i genren, der synger på samme måde. Sangmelodierne er generelt heller ikke det mest spændende, jeg har hørt. I ellers fede numre som "The Voice Commanding You", "Window to Nowhere" og "So Near So Far" virker omkvædene i mine ører for banale i forhold til musikkens dybde i øvrigt. Andre vil muligvis se anderledes på det. Elegys "Lost"-skive kombinerede jo også det tekniske og storslåede med det skamløst 80'er-poppede, og det fungerede.

Med andre ord: Giv "Aurora Consurgens" et lyt, hvis du holder af genren.

Tilføj kommentar