NOTBA4
Allegaeon - Apoptosis

Apoptosis

· Udkom

Type:Album
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Alle gode gange fem?

Allegaeon har alle dage været leveringsdygtige i solidt musikalsk håndværk. Deres seneste udgivelse Proponent for Sentience blæste vores anmelder bagover, og en kort gennemgang af arkiverne viser, at vi generelt har været gavmilde med kranierne, hver gang der er udgivet nyt fra kvintetten fra Colorado. Denne gang er såmænd ikke helt anderledes – og dog. Selvom kvaliteten er i top, og der ikke er sparet på noget, er det stadig ikke nok til at hive topkarakterer hjem.

Svenskerdød med melocore

For denne gang har de trykket og drejet på samtlige knapper med det resultat, at hele albummet føles som at prøve at lytte til fire forskellige plader på én gang. Den røde tråd er egentlig bare en opvisning i, hvor mange skalaer man kan nå at spille, og den tekniske kunnen ender med at være mere i front end musikken. Det starter ellers lovende.  Første nummer, ”Parthogenensis”, lyder som et skud MDMA i espressoen, før det samler sig om en art melocore, der vækker associationer til både In Flames og Within the Ruins. Det er ikke helt dårligt, og det efterfølgende ”Interface Meiosis” er et klasseeksempel på godt samspil musikerne i mellem, og djenten titter ud, ikke for sidste gang. Men allerede ved tredje nummer, ”Extremophiles”, begynder metaltrætheden at snige sig ind på mig, og de første tegn på problemerne ved pladen begynder at vise sig. Riley McShane har et godt squeal og growl, men han bliver hurtigt monoton at høre på, og hans clean vocal er famlende og usikker. Det førnævnte nummer bliver dog reddet af en supernørdet basgang og lidt inspiration fra Meshuggah og er muligvis albummets mest lettilgængelige skæring.

”The Secular Age” er et af den slags numre, hvor man skal tage sig gevaldigt sammen for at huske, hvorfor man egentlig meldte sig frivilligt til at anmelde den. Vokalen er monoton, og selvom resten af bandet gør sig umage for at skabe lidt albuerum, ender de bare med at gentage sig selv i uendelighed. Det er upåklageligt sat sammen, men det er sgu lidt som at se maling tørre i længden. Et nummer som ”Metaphobia” er hurtigt og skarpt, og atter leverer McShane en god vokalpræstation, men for al min ros og de gode soli står det klart, at Apoptosis lider af ADHD. Der er som nævnt tidligere ingen rød tråd andet end den lækre produktion, resten har bare været et spørgsmål om at se, hvor meget lir man kan mose ind på en plade. Til gengæld er det sidste nummer, titelnummeret, et strålende eksempel på, hvordan man til fulde udnytter bandets eminente timing. De rene vokaler er ikke længere pjevsede, vokal- og temposkift er perfekt afbalancerede, og de veltimede blastbeats er skelettet, der bærer konstruktionen.

For meget af det gode

At lytte til Apoptosis er som at få en jumboisvaffel med seks kugler, guf, flødeskum, syltetøj og flødebolle. Lækkert ser det ud, og er man en gris, kan man sikkert godt labbe de enkelte ingredienser i sig uden skam, men lad os være ærlige. Det er alt, alt for meget at gabe over, og det er overvejende Allegaeons store problem denne gang. De har tradition for kompleks musik, og deres tidligere udgivelser er klare eksempler på, at deres ambitioner står mål med deres talent. Men de har villet for meget på for lidt plads, og manglen på retning er ultimativt det, der trækker ned i denne omgang.

Tracklist

  1. Parthenogenesis
  2. Interphase Meiosis
  3. Extremophiles (B)
  4. The Secular Age
  5. Exothermic Chemical Combustion
  6. Extremophiles (A)
  7. Metaphobia
  8. Tsunami and Submergence
  9. Colors of the Currents
  10. Stellar Tidal Disruption
  11. Apoptosis

Tilføj kommentar