Royal Metal Fest 2018

Blood Eagle by Nikolaj Bransholm Blood Eagle by Nikolaj Bransholm

Fredag:

  1. Hideous Divinity
  2. Shining (SE)
  3. BLOOD EAGLE
  4. Origin
  5. møl
  6. Bloodbath

Hideous Divinity Atlas, kl. 17:40

Hideous Divinity by Nikolaj Bransholm

Frisk pust sydfra

Efter en kort melodisk intro bryder helvede løs bag det beskedne metalgitter foran scenen i Atlas. Festivalens tredje band indtager scenen med glade smil og sitrende energi. Bandet har en tydelig stolthed over deres italienske death metal med – især deres seneste, anmelderroste album, Adveniens, der bliver spillet for første gang på dansk jord. En stolthed, der bæres af fed, velkoordineret dødsmetal af den højeste kvalitet. Knivskarpe tremoloriffs spilles i smuk symbiose med energiske tromme- og basrytmer, der langsomt, men sikkert får tag i publikum. Imens lyder det ene brutale brøl efter det andet fra den kompakt byggede forsangers strube. Sangene tonser derudad kun afbrudt af nogle få stemningssættende ord og et spontant ”mamma mia” fra frontfigur Enrico Di Lorenzo.

Det var kun på de forreste rækker, at bandets energi for alvor fik tag, hvor en spontan konkurrence i kortdistance-crowdsurfing brød ud halvvejs gennem koncerten. Selvom størstedelen af publikum var lidt passive i deres headbangen, rokkede hovederne med i anerkendende nik til bandets velorganiserede kaos, og Hideous Divinity fik bevist, at de i den grad har noget at byde de danske dødsmetallyttere. Således beriget med ny musik kunne festivalgængerne bevæge sig videre til en helt anderledes oplevelse på VoxHall-scenen.

8/10

Af .

Shining (SE) VoxHall, kl. 18:40

Shining by Nikolaj Bransholm

Den musikalske pendant til ”hva’ glor du på” faldt til jorden med et brag

Da svenske Shining blev offentliggjort til årets Royal Metal Fest, var jeg ikke i tvivl om min egen mødepligt. Hans seneste album tiltalte mig på flere niveauer, mit forhold til Aarhus er kærligt, og noget siger mig, det er med at få set ham, inden diverse grupperinger ser sig gale på ham. Hans provokerende optræden på en scene skulle være noget at glæde sig til, og jeg har efterhånden indtrykket af, at han er en mindre sundhedsskadelig udgave af GG Allin. Jeg er endnu ikke så kynisk, at jeg ikke kan glæde mig til en koncert, men heller ikke så naiv, at jeg ikke tror, det kan skuffe, bare man har den rette indstilling. Derfor var det med tilbageholdt åndedræt, jeg indfandt mig i salen en solrig fredag aften, hvor kontrasten mellem lys og mørke var særdeles udpenslet, takket være Niklas Kvarforths ustabile psyke.

Indledningsvis var jeg godt underholdt. Manden selv koksede rundt på scenen og svingede med sit mikrofonstativ som en gal dukkefører, han hældte sprut i flaben på både bandmedlemmer, stagehands og publikum og forgreb sig i større eller mindre grad på første række. Men de talrige fuckfingre og opfordringer til at slås efter showet var ikke nok til at dække over det faktum, at selve koncerten var under middel. Den bød på alt for lange sekvenser, hvor intet rigtig skete andet end musikalsk stilstand og en frontmand, der hang ud over monitorerne og lød som noget, der ikke var kørt ordentligt over. Dermed ikke sagt, deres stille passager ikke var velkomne, men der er forskel på introvert og ligeglad med publikum, og der kom først skub i sagerne, da tempoet blev sat op.

Jeg har ikke noget sammenligningsgrundlag, da det var min første Shining-koncert, men rent objektivt var det sgu ikke noget at råbe hurra for. Der blev brugt for lang tid på ingenting, og selvom den blues-inspirerede guitar på ”Framtidsutsikter” – og bandets anstrengelser generelt – løftede niveauet, var det slet ikke nok til at redde en koncert, der bar præg af en hård nat og bød på det mest massive AUX-fummel, jeg nogensinde har været udsat for. Shining skinnede ikke igennem, og hans hård-fyr-attitude virkede påtaget. Det eneste lyspunkt i koncerten, og muligvis Niklas’ liv, var den dynamik, der udspillede sig bandet imellem. Det forekommer mig, der ikke er meget kærlighed i den mand, men det, der end måtte være, er forbeholdt hans musikere. Resten af os måtte nøjes med usammenhængende aggression og en forhåbning om, næste band kunne gøre det bedre.

Submit to Self-Destruction
Hail Darkness Hail
Jag är din fiende
Låt oss ta allt från varandra
Framtidsutsikter
Ohm (Sommar med Siv) (Seigmen-cover)
For the God Below

4/10

Af .

BLOOD EAGLE Atlas, kl. 19:55

Blood Eagle by Nikolaj Bransholm

Tunge danske dødsgrooves

Blood Eagle er, selvom medlemmerne afviser betegnelsen, noget af det tætteste, man kommer på en supergruppe i dansk metal. Det forhindrede dog ikke de velkendte musikere i at gøre en beskeden entré på Royal Metal Fest. Uden intromusik eller dæmpet lys fik vi pludselig smidt snerrende riffs i hovedet, og koncerten var i gang. Det var tydeligvis rytme og groove, der var i centrum for Blood Eagles solide performance. Kombinationen af Mikael Ehlerts bas og Morten Hansens trommer holdt kun tre år i HateSpheres skiftende konstellationer – på scenen lever den dog i bedste velgående, og der blev kastet solide grooves af sted som tunge håndgranater mod metalfolket. Blood Eagle byggede deres koncert op omkring denne ramme, og resultatet var skræmmende godt i forhold til bandets begrænsede bagkatalog.

Numrene var relativt simple, men blev serveret med en præcision og spilleglæde, der hurtigt fik det dødshungrende publikum til at svinge overarmene. Det københavnske bands danske dødsmetal var mere end velkommen i Aarhus. På trods af dette var der alligevel lidt usikkerheder i optrædenen, som publikum dog ikke lod sig forstyrre af. Forsanger Michael Olsson skulle lige finde sig helt til rette i rollen som frontfigur for den brogede flok, og samtalen med publikum blev ikke helt så karismatisk som håbet. Det velvalgte lysshow og den solide, bidske musik trak dog koncerten hjem, og det er forhåbentligt ikke sidste gang, vi ser de fem metalmestre spille sammen på en dansk festival. 

7/10

Af .

Origin VoxHall, kl. 20:55

Origin by Nikolaj Bransholm

Jeg overgiver mig!

Jeg har kendt til Origin et par år, men har, forud for fredagens koncert, aldrig forstået, hvorfor fans får et vildt blik i øjnene, når talen falder på selvsamme band. Efter at have set dem live giver det pludselig mening, for det er muligvis den bedste koncert, med et for mig ukendt band, jeg nogensinde har oplevet. Yderst sjældent har jeg oplevet et band så meget i sync med hinanden, være i så godt humør og så teknisk dygtige, uden der har været et eller andet andet i vejen, som kunne tænkes at trække det samlede indtryk ned. Og så hjælper det også på sagerne, at man fatter sympati for kunstnerne, som regel gennem, hvordan de gebærder sig på en scene.

Forsanger Jason Keyser var i det muntre hjørne og ledte os igennem 20 års bagkatalog, komplet med velvalgte anekdoter, frasigelser af jubilæumsgimmicks, et vanvittigt pigsqueal og en imødekommenhed, der stod i stærk kontrast til den aggressive musik. Jeg finder det derfor svært at fremhæve de elementer, der til sammen udgør det samlede billede, for hvor skal jeg starte? Skal jeg indlede med crowdsurfs og invitationer til stagediving eller måske Jasons samme – som på ingen måde hæmmede hans verbale udfoldelser? Eller med det faktum, der ikke var noget downtime rent musikalsk eller teknisk? Hvad så med den politisk ladede sang, de indledte med et slukøret ”Sorry, we know we look like assholes”? Jeg vil også gerne donere en æske chokolade til lydmanden for at servere Origins komplicerede dødsgrind, så det på intet tidspunkt lød, som om det blev spillet i en dåse.

Og publikum… Publikum fuldendte koncerten. Den gode stemning var ikke kun reserveret de fem voldsomt dygtige musikere på scenen. Det mindede mest af alt om en times cardio, for det pakkede lokale hoppede, dansede, pittede, hujede, klappede og svingede med håret, så mit kolde anmelderhjerte frydede sig over sine medmennesker. Der er intet, der gør de uvidende massers fordomme om miljøet til skamme som den opførsel, jeg altid observerer til koncerter. Selvom bandet kørte os hårdt med en konstant strøm af total brutal nørdemetal, som indimellem mindede om de vrede veganere i Man Must Die, var der øjeblikkelig assistance, hvis man mistede fodfæstet, og hjertelige kram til de førnævnte crowdsurfere. Origin skulle gå hen og vise sig at være fredagens højdepunkt, takket være den massive indsats fra samtlige involverede.

10/10

Af .

møl Atlas, kl. 22:10

møl by Nikolaj Bransholm

Black er det nye sort

MØL mig her, MØL mig der, MØL mig alle vegne. Dansk black metal gennemgår for tiden et massivt opsving, og vi vader i mere eller mindre vellykkede variationer over samme tema. MØL er et af de bands, der har fået en hulens masse opmærksomhed, og efter deres koncert på Atlas vil jeg mene, at det er absolut velfortjent. Forud for aftenens koncert havde jeg, til dels med vilje, ikke hørt så meget som en enkelt strofe af deres musik – noget, der tilføjede oplevelsen en ekstra dimension, da mit mulige forhold til dem stod og faldt med, hvordan de klarede skærene.

Og om de så havde spillet musik, jeg ikke brød mig om, havde det stadig ikke ændret på det faktum, at koncerten var en succes. Det kan blandt andet tilskrives evnerne udi fremførelsen af deres drømmende post-black og bandets glæde ved at stå på scenen. Lokale drenge får altid lidt ekstra kærlighed, og denne koncert var ingen undtagelse. Selvom spillestedets kapacitet ikke var spændt til bristepunktet, var der fyret godt op under de fremmødte, og jeg forstod, hvorfor bandet er så hypede på den hjemlige scene, for evnerne var ikke til at tage fejl af.

Jeg noterede mig undervejs, at deres musik kan sammenlignes med en kattepote: blød og indbydende, men der er søm i vanten. De æteriske lydbilleder blev underbygget af knivskarpe riffs, og trommerne lagde en solid bund i musik, som indbød til at kaste med de udleverede knæklys og uironisk medleven. Desværre tyndede det ud blandt publikum halvvejs igennem sættet, ganske ufortjent, for bandet lagde sig i den grad i selen for at formidle deres indlevende og samtidig introverte musik til folket. Men pyt skidt, de spillede, som afhang deres liv af det, og efter koncerten kunne jeg konkludere, at al opmærksomheden er velfortjent – og at jeg ikke vil undslå mig, skulle jeg blive inviteret til endnu en koncert.

 

Penumbra
Bruma
Jord

9/10

Af .

Bloodbath VoxHall, kl. 23:10

Bloodbath by Nikolaj Bransholm

Badet i blod og middelmådighed

Kirkeklokkerne slog 23.10, og det var nu blevet tid til et af de mest ventede bands på aarhusiansk jord. Salen var pakket, og ind på scenen trådte de bloddryppende svenskere anført af Old Nick Holmes, som påkrævede sig de dødfødte børn med nummeret ”Let the Stillborn Come to Me” fra Grand Morbid Funeral. Så var vi satanedeme i gang, og forhåbningerne var nærmest umulige at mane i jorden allerede fra start, da skæringerne fra de to kædesave af et par guitarer skar igennem kroppene på alle de fremmødte. Der blev headbanget og rokket med fra samtlige i salen. ”Sikke en fest, vi skulle til at have”, tænkte man, lige indtil de bare gik i gang med andet nummer: den formidable ”Iesous” fra The Fathomless Mastery. For hvor nummeret er mesterligt, var fremførelsen en usædvanligt rodet omgang. Rodet blev totalt, da de efter sangens afslutning måtte afbryde sættet i omkring fem minutter på grund af – hvad jeg formoder var – problemer med bassen. Det er, hvad der kan ske, men det satte naturligvis en dæmper på det hele. Det stod dog klart til at redde, da efterfølgende nummer var ”So You Die”. Det er om noget et nummer, der kan redde enhver metalfest, men ak nej. Det hele virkede mekanisk og alt for rutineret, og det største problem var dog langt fra de jävla svenskere, da blikket skulle rettes mod den anden vej over Sundet – Storbritannien.  

Folk, som har dyrket Bloodbath, har naturligvis en stor kærlighed til Mikael Åkerfeldt, da han er intet mindre end fantastisk, men når man har erkendt det faktum, at han er blevet erstattet af Paradise Losts Nick Holmes, tager man den derfra. Man kan mene, hvad man vil, men han bidrog ikke med ret meget denne aften i VoxHall. Hans growl har alle dage været i en klasse for sig selv – dog mange klasser under Åkerfeldts – men når han ikke engang kan præstere i nærheden af det, som han er i stand til, så er det altså svært at affinde sig med hans monotone og uinspirerende ageren på en scene. Han suger rigtig meget energi ud af et show, og det gjaldt i stor grad også denne aften. Så resten af bandet var virkelig på overarbejde; de forsøgte at bevare intensiteten, samtidig med at de skulle gøre det, de gør – og de formåede heller ikke at redde den. Den var dog halvt hjemme, da de havde kreeret en formidabel sætliste, men når man ikke engang kan holde et vist niveau med sådanne sange, er der godt nok langt hjem. Der var en underlig stemning at spore i salen; det var tydeligt at se på folk, at der manglede noget forløsning. Den kom dog under aftenens sidste nummer, som naturligvis var ”Eaten”. Og så var det slut. Undertegnede var skuffet, og de folk, jeg snakkede med, var det samme. Aldrig har et band passet så godt på Royal Metal Fests plakat, men det var i den grad en skuffelse at bevidne – men så fik man da set giraffen, om ikke andet.

Let the Stillborn Come to Me
Iesous
So You Die
Breeding Death
Anne
Cancer of the Soul
Weak Aside
Church of Vastitas
Like Fire
Outnumbering the Day
Beyond Cremation
Bathe in Blood
Mock the Cross
Blood Bath (Cancer-cover)
Eaten

5/10

Af .

Lørdag:

  1. Deadflesh
  2. Wind Rose
  3. Allegaeon
  4. (0)
  5. CroCell
  6. Altar of Oblivion
  7. Horned Almighty
  8. Lebenssucht
  9. Ne Obliviscaris
  10. Ex Deo
  11. Ensiferum

Deadflesh Atlas, kl. 14:10

Deadflesh by Nikolaj Bransholm

Morgenkaffe og dødsmetal

At skulle åbne andendagen på en festival, er ikke en let tjans. Selvom kl. kun/allerede var 14, bar fremmødet præg af en fredag, der måske havde været lidt hård ved deltagerne i årets Royal Metal Fest. Der var i hvert fald ikke ret mange til stede, da bandet gik på scenen til lyden af støvletramp og kastede sig ud i en omgang MEGET høj dødsmetal. Men allerede 30 sekunder inde i første nummer stod én ting lysende klart: Deadflesh var Bloodbath overlegne på alle punkter. Det vil ikke være fair overfor danskerne at påpege, det heller ikke er voldsomt svært, da gårsdagens koncert nærmede sig det pinlige, men det skal ses som et kompliment, at jeg foretrak lørdag eftermiddag over fredag aften.

At publikum var sløve i optrækket, oveni de var fåtallige, har jeg allerede spekuleret på, om kunne være en direkte effekt af for meget voksenlimonade aftenen inden, men omvendt var de tilstedeværende mødt op for at se Deadflesh og ikke for at fordrive ventetiden til næste band, og de vågnede da også op, efterhånden som koncerten skred frem. Der mødte flere op undervejs – men det helt store samspil mellem band og fan udeblev. Trods en massiv indsats fra guitarist/vokalist Allan var salen mestendels passiv, og jeg fik næsten ondt af bandet, som alligevel spillede en forfriskende omgang old school dødsmetal blottet for dikkedarer til trods for mangel på respons.

Selvom der ikke var den store reaktion på forsøgene på at kommunikere med publikum, kom der da lidt liv i kludene efter utallige opfordringer til at komme tættere på scenen, og da vi fik besked på at gøre os fortjent til et nummer mere, blev der svinget gevaldigt med håret oppe foran, og genertheden/tømmermændene blev blæst ud af kroppen af en omgang tung død – men nogen har forvekslet koncerten med en takketale til Oscarshowet, for pludselig blev lyset og pausemusikken tændt, hvilket affødte et undrende ”Jeg troede ellers, vi skulle spille 45 minutter” fra den overraskede frontmand. Det lagde, sammen med et akavet samspil, en dæmper på en ellers ok koncert.

7/10

Af .

Wind Rose Atlas, kl. 15:40

Wind Rose by Nikolaj Bransholm

Bægerklang og broderskab

Hånden på hjertet, så havde jeg ingen forventninger til Wind Rose. Ingen. Jeg er slet ikke til power/folk af den simple årsag, det er for overgearet til mig, og når de så ovenikøbet stammer fra Italien, våndede jeg mig ved tanken om det ostebord, de to til sammen ville udgøre. Men INTET i verden kunne have forberedt mig på den fest af episke dimensioner, jeg blev vidne til. For havde jeg lyttet til dem forud for koncerten, havde jeg nok været mere forudindtaget, end Treo er til et hvilket som helst arrangement. Mit manglende kendskab til deres musik bidrog i allerhøjeste grad til den positive overraskelse, det var at stå ansigt til ansigt med dem for første gang; for Wind Rose skal ikke høres, de skal opleves.

Ringenes Herre er et episk litterært værk, der har inspireret filmskabere, forfattere og musikere gennem årene, og hvor black metallen må siges at være orkernes værk, er Wind Rose 100 % dværgemetal. Forsangeren manglede kun en økse i lommen og et længere skæg for at være indbegrebet af det mytologiske væsen, og hele bandet var dullet op efter den seneste mode under bjerget – man er vel italiener, og er der nogen, der har sans for drama, er det dem. Vi blev bombarderet med klicheer, keyboard og kække bemærkninger, og vi var ikke nået langt ind i koncerten, før jeg var komplet betaget af både bandet og musikken.

Intet mindre end en krønike ville kunne gengive oplevelsen af at have været vidne til det over-the-top show, der udspandt sig for øjnene af mig og de andre gæster. Samtlige medlemmer i ensemblet gav alt, hvad de havde i sig, for at vinde os, og skal jeg komme med et forsigtigt skøn i kølvandet på koncerten, vil jeg umiddelbart mene, at overgivelsen var total. Jeg kan ikke sige mig fri for at elske deres eventyrlige tryllemetal, og i den forstand er der intet, som glæder mig mere end at tage fejl af musik. De spillede tight og udstrålede en begejstring, der forplantede sig ud i det proppede lokale, og fra scenekant til lydmand var der varierende grader af indlevelse: alt fra nikken med til fuldbyrdet circlebanging. Det eneste, der sådan set manglede, var fuldskæg og flere øl til alle. Tag mig hjem til Erebor.

9/10

Af .

Allegaeon VoxHall, kl. 16:30

Allegaeon by Nikolaj Bransholm

På hjemmebane i fremmed land

Siden de udgav Proponent For Sentience i 2016, har jeg fulgt det amerikanske band Allegaeon, der spiller en transatlantisk version af den skandinaviske melodød. Jeg havde derfor store forventninger til bandets første danske koncert – faktisk deres første skandinaviske koncert – nogensinde. Kunne det overhovedet lade sig gøre at spille de ekstremt tekniske, hurtige og progressive numre uden for studiet? Al tvivl blev fejet væk allerede ved de første guitartoner i åbningsnummeret ”III - The Extermination”. Fuldstændigt synkront med delayeffekten lirede guitarist Michael Stancel den kosmiske intro af og eksploderede i en nærmest mekanisk headbanging, da resten af bandet faldt ind.

Lyden var velbalanceret – hvilket er ekstremt vigtigt for musik som Allegaeons, for at de mange lag i musikken ikke flyder sammen – og de brutale skift mellem smukke, melodiske passager og hamrende tremolopedal fremstod knivskarpt. Der var til gengæld nogle enkelte svipsere i synkroniseringen mellem trommeslager og vokal – måske et udtryk for nervøsitet, eller måske bare monitorproblemer. For at blive ved bandets få svagheder, så kunne de med fordel have brainstormet nogle sætninger til at fyre af mellem sangene. Lyrikken har masser af spændende indhold, der kunne fortælles om i stedet for de standardiserede statements, der blev fyret afsted (selvom bandnavnet kan være svært at udtale, havde vi forstået det første gang, der blev sagt ”we are [A lee djun]”). Den flotte publikumsopbakning, som bandet fik, efterlod måske Riley McShauny mundlam, og facaden blev kun brudt af et smil, da en fan brølede ”PLAY MORE” efter annonceringen af næstsidste nummer.

Med den generelt solide levering af deres avancerede, hurtige og melodiske musik trak Colorado-bandet dog deres første skandinaviske koncert sikkert i land og kommer forhåbentligt igen inden længe.

9/10

Af .

(0) Atlas, kl. 17:25

(0) by Nikolaj Bransholm

Eksotisk og mystikomgærdet debutkoncert

Selvom der herskede en vis tvivl om, hvad man var gået ind til, var der godt fyldt op foran Atlas-scenen, allerede inden (0) gik på. Medlemmerne i det nye skud på den danske black metal-stamme har været gode til at indhylle projektet i en mystik, der har vakt en hel del nysgerrighed rundt om i kongeriget. Et sløret bandlogo prydede baggrunden af scenen, da de første toner af den lange, maleriske intromelodi lød. Lysshowet stjal opmærksomheden fra bandmedlemmerne, der ubemærket gjorde deres entré som en række silhuetter i bunden af scenen.

Lige inden intronummeret blev for langtrukkent, satte hele bandet ind på samme tid, og opgraderede den indspillede intromelodi til førsteklasses ekstremmetal. Lydniveauet pressede den lille koncertsals skelet til bristepunktet, men instrumenternes voluminer var heldigvis velbalancerede, så alle instrumenter kunne høres tydeligt. Det tog ikke (0) lang tid at trænge ind under huden på publikum og efter at de intense growls og dybe melodier på første nummer veg til side for en mere aggressiv opfølger, blev der smidt masser af horn i retning af den mørke scene. Sceneshowet fortsatte koncerten igennem med kontinuerte, psykedeliske animationer af hvide streger, der dansede hen over det grå lærred. Stregerne materialiserede sig i tallet ”(1136)”, en sang, hvis groove fik hele salen til at nikke anerkendende med. Man forundredes over, hvor meget (0) allerede havde nået at sætte sammen inden første show. Dansk black metal har fået en ny spiller, der nok skal gøre sig bemærket i den kommende tid.

9/10

Af .

CroCell VoxHall, kl. 18:15

Crocell by Nikolaj Bransholm

Massiv hjemmebanesejr

Crocell har været på banen i mere end ti år, og de har leveret og præsteret solidt på den danske metalscene, men for ganske nyligt skete der noget banebrydende for bandet: De begik et album betitlet Relics, og så gik de fra solide til eminente. Uden at reflektere alt for meget over tidligere udgivelser var mit indtryk af Crocell godt, dog blev det aldrig helt til mere, men med førnævnte album blev min interesse vakt, og jeg var sulten efter mere. Det skulle jeg så få nu på den mægtige scene i VoxHall. Jeg hungrede efter at få indfriet min nyfundne interesse for bandet, men også efter at høre det nye album live. De trådte på scenen til en tom sal – noget, jeg undrede mig over, men jeg var ganske fortrøstningsfuld, da det er et elsket Aarhus-band, som skulle på scenen. Og hyldesten kom da også, da folk havde fået favnen fuld af dåsebajere fra den nærtliggende bar, og så kom der skub i fremmødet. Crocell fyldte hele lokalet med deres massive og knusende tunge lyd, og for satan, hvor var det fedt!

Koncerten steg hele tiden i intensitet, takket være forsanger Asbjørns maniske og storslåede indsats, men naturligvis også grundet de garvede herrers utroligt tighte performance. Man blev ramt af en mur af massive riffs og onde brøl. Muren var så massiv, at flere tog flugten over den for at komme op på scenen og crowdsurfe ud i folkemængden – det var en fornøjelse at se på. Aarhus’ egen metalpave, Leifur fra Mono Goes Metal, fandt også vej ud over scenen, hvilket gav et lille smil på Asbjørns læber, der ellers var præget af et sammenbidt og ondt udtryk – på den fede måde selvfølgelig!
Det blev lige præcis den oplevelse, jeg havde håbet på, med minimale undtagelser, og forløsningen var stor, da de satte gang i den dødbringende ”Once Called Slaves”. Det er et nummer, jeg nærmest ikke troede, kunne blive federe – før jeg hørte det live! Av for satan!
Koncerten blev rundet af med ”Prophet’s Breath”, og så var der kun tilbage at gå ud i pølsevognen og nyde en Crocell-dog og høre, hvordan pladsen gav genlyd af mantraet ”Fuck, hvor var det fedt!”. Well-fucking-done!

8/10

Af .

Altar of Oblivion Atlas, kl. 19:10

Live fra øvelokalet

Genren sprang for en kort bemærkning fra ekstremmetal til melodisk metal da Altar Of Oblivion indtog Atlas efter Crocells dødsmetalfest. Folk var stadig på vej fra VoxHall, da koncerten gik i gang og langsomt trak den beskedne fanskare tættere på scenen. Det tegnede sig hurtigt til ikke at blive samme overvældende succes, som de to forrige danske bands havde været. Den musiske stemning var ellers på plads med et fint lydbillede fra scenen, skabt af de to guitarers maleriske melodier, den insisterende vokal og langsomme rytmer fra trommer og bas. Emotionelt hang stemningen bare ikke fast i lokalet, og der blev heller ikke gjort så meget for det fra scenen. Bandmedlemmernes entusiasme haltede lidt og selvom flere mennesker så ud til at nyde musikken, fangede bandet ikke rigtig det bredere publikum. ”Godt at se så mange,” blev der sagt. ”Både indenfor og udenfor,” hvilket måske var at se sandheden lidt for meget i øjnene.

Sættet vekslede i kvalitet, og til tider blev der fyret nogle fede melodier af fra bandet, hvor instrumenterne fik lov til at komplementere hinanden. Halvvejs igennem blev der teaset et nyt nummer, som var en dejligt forfriskende kontrast til de ellers lidt ensformige sange, og da publikumsfavoritten, ”The Graveyard Of Broken Dreams”, senere spilledes, nåede stemningen sit højdepunkt. Desværre var det kun de inkarnerede, der var tilbage i salen, og resten af publikum nåede således ikke at opleve bandets bedre side. Der skal strammes op og finpudses for at lande i de højere karakterer, men potentialet sidder derinde et sted, klar til at blive sluppet løs.

4/10

Af .

Horned Almighty VoxHall, kl. 20:10

Horned Almighty by Nikolaj Bransholm

Mægtige Horned Almighty!

Den danske black metal-scene står i fuldt flor, men Horned Almighty var med, inden sort var det nye sort. Veteranerne kom med på et afbud fra Svart Crown, og de leverede en sort bøllemesse, som var de et hovednavn. Igennem deres eksistens har bandet stået på en scene i deres hjemby, Aarhus, adskillige gange, men denne aften blev scenen betrådt så overbevisende, at der med garanti stadig er kulsorte aftryk. Bandets tilgang til black metal er af den gamle skole, men med et groove og et tempo, som alle kan være med på, og det fungerede rigtig godt på dagens program. Gensynsglæden med bandet var stor blandt de fremmødte, da bandet har ligget i hi et stykke tid for at færdiggøre deres nye album. De stak dog deres malede hoveder frem for en kort stund sidste sommer under Mono Goes Metal Understrøm Part 2. i Mølleparken overfor VoxHall, men nu synes bandet at være tilbage og klar til at tage på togt. Spilleglæden eller ”spillevreden”, om du vil, var stor, og det smittede naturligvis af på én, når man så et band tage det så seriøst, men samtidig med et skævt smil. Aftenens show havde energi, indlevelse og masser af ondskab, akustikken og lyden var ganske udmærket, men stemningen var eminent. Forsanger Simon Katborgs ondskabsfulde brøl gav genlyd i hele rummet og indhyllede sjæl og krop i mørke akkompagneret af et gudsbespottende orkester. Det teatralske og onde show lever i bedste velgående i Horned Almighty, og det virker! Man bliver draget ind i stemningen fra første sekund, og de holdt det faste greb hele showet igennem. Jeg kan kun på det kraftigste anbefale, at man fanger bandet til en af deres udvalgte koncerter i år, for de har virkelig hele pakken. Måske man skulle lavet et black metal-arrangement og invitere dem til at spille?

8/10

Af .

Lebenssucht Atlas, kl. 21:10

Gimmickband eskalerede aldrig

Det er ikke kun i Danmark, at vi har kvindelige black metal-sangere. Denne umage sammensætning af bulgarske, tyske og belgiske medlemmer kan få Myrkur til at minde om Anne Linnet med deres støjende musik og bestialske udtryk. Musikken kunne dog ikke helt levere rygraden, som et gimmickband som Lebenssucht har brug for, for rigtig at blive interessant.

Intronummeret (som jeg antager var ”Fucking My Knife”) bestod af et femminutters støjtrack, hvor den hjerteskærende, kvindelige skrigevokal blev præsenteret. Den leveredes af S. Caedes, der med zombieblik stirrede rundt i lokalet, når hun ikke pøsede sin lunger ud på mikrofonen. Hele bandet bar hvide klæder indsmurt i størknet blod, og det lignede i sin helhed en absurd mordscene. Alt sammen meget uhyggeligt, men det var lidt, som om den samme scene stod stille i samme, røde lysshow gennem hele koncerten – et udmærket setup, men fordi også musikken var relativt uinteressant, mistede det hurtigt både chokfaktor og interesse. Typiske blackriffs og blastbeats uden nogen finurligheder eller musikalske aperitiffer dominerede koncerten. Kun den kvindelige vokal var nyskabende og et spændende bidrag til en genre i ny udvikling.

Med lidt ekstra sjæl havde det måske fungeret, men udtryksløse Caedes fremstod aldrig som en, der kunne finde på at have kønslig omgang med sin kniv – nærmere som en statist fra The Walking Dead. Lebenssucht mangler enten musisk relevans, bedre følelsesmæssig indlevelse eller et mere eksplosivt show for at blive andet end et middelmådigt gimmickband.

6/10

Af .

Ne Obliviscaris VoxHall, kl. 22:10

Ne Obliviscaris by Nikolaj bransholm

Violinmelodi og dødsmetal i smuk symbiose

Publikum ventede spændt på Ne Obliviscaris’ optræden, og en forventningsfuld stemning fyldte lokalet, allerede da den klassisk inspirerede intromelodi lød. Lige fra merchboden åbnede fredag eftermiddag, havde man kunnet se folk gå rundt i den sorte band T-shirt med en brændende ildkugle i midten. Opmærksomheden på det australske band skyldtes nok deres unikke kombination af klassisk violinspil og progressivt dødsmetal. En kombination, der fungerer overraskende godt på deres Opeth-agtige timinutters numre, og som også skulle vise sig at være en solid ramme for en god koncert.

Spilleglæden lyste ud af øjnene på australierne. Violinen var ingen hindring for dybe headbangs og hårsvingende tørretumblermanøvrer, og sceneaktiviteten var overraskende høj den komplekse musik taget i betragtning. De første par numre blev brugt på at introducere bandets melodiske, progressive sangunivers, så vi var klar til den eksplosive breakdownrytme, der tog os med storm i midten af ”And Plague Flowers the Kaleidoscope” og for alvor piskede stemningen i gang. Musikerne var teknisk skarpe i alle de forskellige stilarter, der blev vekslet mellem, men det samme kan desværre ikke helt siges for lyden. Når alle instrumenterne spillede samtidig, udviskede tonerne hinanden til et mudret lydbillede, der gjorde den komplekse musik mere utilgængelig, end den i forvejen er. De sammenflydende lyde havde måske en tiltænkt psykedelisk effekt, men det gik udover helheden i melodierne, der forsvandt i nogle passager.

Ne Obliviscaris fik liret alle metalkoncertens tricks af med højt humør, og havde samtidig overskud til at spille deres komplekse og nyskabende numre, så det så legende let ud. Der blev kvitteret med masser af headbangs og djævlehorn fra et musisk tilfredsstillet publikum.

8/10

Af .

Ex Deo Atlas, kl. 23:25

Med glinsende rustning og løftet banner

Meget kan man sige om Ex Deos teatralske fokus, men det er et band, der forstår at lave en intro. I et mørklagt lokale afslører scenetæppet langsomt den romersk indrettede scene med et hævet, rødt romerbanner i baggrunden. Trommeslageren skuer ud over publikum fra sin let hævede position, og til fanfaremusik kommer fire fuldt udrustede legionærer løbende ind på scenen med deres instrumenter. Forsanger Maurizio Iacono brøler en salut og filmmusikken bliver til tunge powerakkorder fra nummeret ”The Rise Of Hannibal”.

Alting skal synkroniseres fuldstændigt med de mange baggrundslag, der er lagt indover liveinstrumenterne, og i passager hænger det ikke fuldstændigt sammen. Baggrundstracket overdøver nogle gange guitarriffsene, og bandet støtter sig måske lidt for meget til det. Men når det virker, er trompetfanfarer og gladiatorbrøl med til at sikre den unikke stemning, som Ex Deo pisker frem. Især intermezzoet fungerer fantastisk godt, hvor trommesolo og baggrundstrack smelter sammen til en episk ramme for det antikke slag, som publikum er blevet en del af. En fysisk kampscene får vi også, da bandet sætter en imponerende wall of death i gang. Især numrene ”I Caligvla” og ”I am Roman” fungerer med deres tunge breakdowns godt, og gør romerfortællingen autentisk.

Det canadiske konceptband har vakt en krigerånd i publikum, der ikke forsvinder, før Royal Metal Fest ringes af to timer senere.

7/10

Af .

Ensiferum VoxHall, kl. 00:25

Ensiferum by Peter Locher

Lystig afslutning på en vellykket lørdag

Var man ikke allerede i feststemning ovenpå de to forrige bands, kom man det hurtigt, da Ensiferums finske folkemetal rungede ud i VoxHall på programmets seneste tidspunkt. På magisk vis vågnede de trætte festivalgængere op til dåd og tog rigtig godt imod vores skandinaviske fætre. Liveshowet var stilrent og professionelt i en grad, som flere af festivalens bands kunne lære noget af. De fire musikere fyldte i deres kampgang hele scenens klare, blåhvide lys ud, og kastede smilende og selvsikkert den ene jernalderhymne efter den anden ud i lokalet.

Ikke et øje var tørt. Folk synger lystigt med på omkvædene, og gik bersærkergang i moshpittene. Man kunne endda observere det sjældne vikingebåd-pit, hvor en række muskuløse mænd satte sig på række og roede i takt til Janne Parviainens taktfaste trommeslag. Festen var nærmest selvskrevet, men kunne alligevel ikke helt måle sig med bandets koncert på Copenhell i 2015. Dette skyldtes nok både manglen på den kvindelige keyboard/harmonikaspiller, der har været fast inventar de seneste 15 år, og det forholdsvist korte sæt, der kun præsenterede os for de mest spillede af bandets numre. Alle bandets plader har skovlet godt med kranier hjem fra heavymetal.dk, men jeg savnede lidt flere numre fra den meget succesfulde One Man Army, hvorfra vi kun fik ”Heathen Horde”.

De gæve finner gav dog al den energi, de havde i sig. De fire tilstedeværende instrumenter skinnede alle igennem fra deres bedste side, og Markus Toivonens growls fik både de engelske og finske sangtekster til at trænge ind under huden på publikum. Alt i alt blev Royal Metal Fest rundet af med manér, og festivalgængerne kunne tumle glade ud i Aarhus’ natteliv.

8/10

Af .

Tilføj kommentar