Heavymetal og Beta præsenterer: Club Demonic pt. III

Fest i foyeren Fest i foyeren

Efter to vellykkede aftener med Club Demonic kunne jeg ikke undgå at have en smule forventninger til tredje omgang. Med et lidt alternativt koncept – tre ukendte bands i tilfældig rækkefølge – kunne man være bekymret for, om de konservative metalfans ville være afvisende. Men mine egne fordomme blev gjort til skamme for tredje gang, for glæden ved at opleve noget nyt lever stadig. Som sidst var de fremmøde en broget skare med både forældre og fans, og der blev ikke sparet på drikkevarerne.

:

  1. Sparkhouse
  2. 3XB
  3. Betrayer of Light
Sparkhouse

Da de sidste Dizzy Mizz Lizzy fans fra Amager Bio var blevet skræmt bort af Anthrax over højttalerne, kunne vi gøre os klar til vinderen af lodtrækningen om, hvem der skulle spille først: Sparkhouse.

Nydelige banditter i habitter

Sparkhouse spiller efter eget udsagn stadiongrunge, og efter at have set dem live kan jeg sætte en stor, fed streg under både ”stadion” og ”grunge”. For de udenforståendes skyld skal det siges, at vi ikke snakker hullede bukser, fedtet hår ned i øjnene og heroin til aftenkaffen-grunge. Her menes der den melodiøse og rockede slags, der fortjener højere til loftet, end der er på Beta. Alle som en var klædt i hvidt og havde hver deres særlige ansigtsmaling– alt fra et Uruk’hai-inspireret håndaftryk til en listig banditmaske – hvilket tilføjede et individuelt præg på deres koordinerede udtryk.

Og netop ”koordineret” er et af nøgleordene for deres show. Samspillet medlemmerne imellem afslørede et teknisk niveau, der gav plads til, at de kunne hvirvle, danse og hoppe rundt på scenen, uden det gik ud over musikken. Forsanger Anton Artby var et syn for guder, da han smed sin lange krop rundt på scenen med en stemme, der i de blidere stunder mindede om de hedengangne Xantom. De øvrige medlemmer var i samme grad overbevisende. De liderlige soloer, afgrundsdybe basriff og habile trommerier rullede som karamel med barberblade i udover publikum. Der var ikke proppet, men de fremmødte belønnede aftenens første band med velfortjente klapsalver og piften, og jeg vil helt klart holde øje med kvartetten fremover.

 

3XB

3XB

Det kunne ikke være helt nemt at skulle på efter så solid en åbner, men at omstille sig fra dansevenlig grunge til thrash krævede ikke andet af publikum end en optankning i baren, førend alle var klar på næste band: 3XB

Kunsten at skåle i takt

Lad det være sagt med det samme: thrash er noget, man fester til. Thrash er den fulde onkel i metallens familietræ, men tag endelig ikke fejl. Det er ikke den KLAMME onkel, men ham der har de sjoveste historier og bærer sin brandert med ynde. Det er ham, der indrømmer, at det var han, som pissede i blomsterkummen, og man tilgiver ham, fordi han bare er så fucking herlig. Det var nogenlunde den følelse, jeg sad med i kroppen undervejs i 3XB’s sæt. Det kan godt være, at bandet egentlig var gået hver sin vej. Det kan også godt være, at teksten måske ikke lige sad på rygraden – nummeret var trods alt også kun lige blevet færdigt. Men hvad fanden i hede hule helvede gør det, når resten sidder lige i øjet?

Robin på vokal har læst på lektien, når det handler om at være frontmand i et thrashband. Hele hans positur og mikrofonhåndtering SKREG Tom Araya, vokalen mindede om en ung Belladonna, og falsetten osede af Anselmo. Og kan man ikke kanalisere verdens største thrashbands, så skal man finde sig en anden genre. Men selvom fremtoningen ledte tankerne hen på Slayer, så er der milevidt til den tilknappethed forbundet med førnævnte. Der blev talt med publikum, som var vi gamle venner, og at se de andre bands stå forrest og svinge håret synkront med resten af orkestret gjorde mig blød om hjertet. De selverkendte fodfejl lagde ikke en dæmper på festen, og fra min plads kunne jeg se spilleglæden lyse ud af øjnene på de hårdtarbejdende og teknisk dygtige medlemmer. Tak for denne gang og skål!

Betrayer of Light

Med to ud af tre bands hakket af var der kamp om plads i baren, for man bliver tørstig af al den musik. Men selvom folk var rykket ned i foyeren med deres fadøl nummer mange, var der stadig ingen undskyldning for at tage hjem, for i ægte bøhmandsstil, havde black metallerne gjort sig klar til at levere dødsstødet. Således badet i blåt lys fik vi en sidste tur i vridemaskinen af Betrayer of Light.

Se min kjole, den er sort som Satan

Black metal har kronede dage, og subgenrerne er mangfoldige. Det er meningerne om dem også, men hos Betrayer of Light ænser man ikke andre farver end den dybeste sort. Man kan argumentere for, om der måske er for mange kokke, men i dette tilfælde tilføjede de hver især et ekstra lag i den solide mur af ondskab, der osede af scenen. Den lidt skrabede norske lyd, der har grundlagt de senere års udvikling, blev opvejet af lidt props i form af en ringbrynje – den tænkende mands rustning – og en stav, der så ud til at være tyvstjålet fra den ondeste troldmand i regionen, for lidt teatralsk har man da lov til at være.

Bandet har to vokalister, Mark og Anne, og det er simpelthen så befriende, at den kvindelige vokal ikke er forvist til backing, men rent faktisk indgår i et samspil med den primære sanger. Deres mange harmonier gik godt i spænd med deres mange tempo- og stilskift, og især deres trommeslager skal have ros for at så effektivt holde sammen på de mange sorte tråde, der blev spændt ud. Det kan godt være, at der ikke var så stort et publikum til at bevidne ritualet, men jeg skal love for, at der blev spillet med liv og sjæl. Black metal er serious business, og det fandtes næsten ikke mere seriøst end her. At der var så meget overskud i bandet til at Mark forlod scenen for at headbange med publikum, mens de dybt fokuserede medlemmer gav den hele armen, tilføjede en menneskelig dimension til den ondskab, der drev værket.

Atter kunne man konstatere, at der uden for spotlightet findes bands med potentiale til at nå ud til et større publikum. Det tekniske niveau var højt, det samme var humøret på begge sider af scenen, og det var tydeligt at se, at festen fyldte, ikke blot salen, men også foyeren og kælderen. Kom med til Club Demonic d. 1. juni og få syn for sagen, når vi lukker af for første sæson af det vi håber, bliver en tilbagevendende succes.

Flere billeder kan ses her (Fotos af Lasse Jacobsen)

Tilføj kommentar