Pølsefest på Copenhell
Copenhell 2019
Pølsemix & pølsefest
Pro-feminismen kom til Copenhell. Selvom metal hverken er mere eller mindre sexistisk end andre subkulturer, har scenen fortsat et problem med macho-bøvethed og manglende repræsentation af kvinder, konstaterer Devilution og Heavymetal.dk i et fælles opråb. Den politiske koncerttale har alle dage været en problematisk størrelse. Publikum er kommet for at høre musik og bliver utålmodige, hvis det trækker i langdrag. Samtidig har de færreste lyst til at fremmedgøre deres publikum, så for det meste ender det med, at vi bliver opfordret til at give fingeren til USA’s nuværende præsident. En protest, alle tilsyneladende kan blive enige om, og som ingen bliver den mindste smule klogere af.
Indenfor hardcore tangerer det ofte miniforedrag om alt det, der er galt i verden, og det er fint nok, men det er bare ikke, fordi det rykker vildt meget at stå i Ungdomshuset og plædere for åbne grænser og færre penge til de rige: 99 % af publikum det sted er 1:1 enige i analysen.
Derfor kunne tid og sted ikke have passet bedre, da Dennis Lyxzén et par sange inde i Refuseds koncert på Copenhell stillede sig op og holdt en pro-feministisk, anti-sexistisk tale. Torsdag eftermiddag havde festivalpublikummet stadig en chance for at minde sig selv om, at nåh jo, de måtte egentlig nok hellere lade være med at opføre sig som lallende idioter og respektere andre og deres grænser.
Det burde jo strengt taget slet ikke være nødvendigt at minde nogen om: Det er for den sags skyld indskrevet i Copenhells værdiprogram, at man ikke tolererer nogen form for sexisme. At samme Copenhell under punktet Glemte Sager angiver “din mødom” som en af de ting, du sammen med telefoner og jakker kan have mistet, implicit altså mod din vilje, siger til gengæld sit om, hvor indgroet den tøhø’ede lummersexisme ikke desto mindre er i festivalens DNA. Den kvindelige dyd er da noget, man frarøver hende, når hun giver sig hen i ens stærke vikingefavntag. Det er ikke det samme som at sige, at Copenhell opfordrer til overgreb, men det er betegnende for den lige lovligt godmodige indstilling, festivalen har til nogle kvinders oplevelse af at være jaget vildt på Refshaleøen.
Jävla svenskar
Det er ingen nyhed, at machobøvetheden er en indgroet del af metalkulturen. Siden Manowar, AC/DC og Mötley Crüe har det handlet om at dominere sine fjender – metallens og hardrockens fjender – såvel som damerne. Det billede er ikke længere dominerende for genren som sådan, men når det er tid til metalfestival, og alle gutterne er samlet, finder man uvægerligt tilbage til laveste fællesnævner. Man værdsætter sin skoddede pølsemix fra grillboden med samme hengivenhed som sine ikoner på scenen: Det er et knæfald for den bevidst dårlige smag, en hånlatter overfor enhver fornuft og et gok i nødden på voksenheden med en oppustelig pik. Den mentalitet, hvor det usmagelige er fedt, fordi det er anstødeligt, forplanter sig til festen, der bliver én stor pølsefest.
Der er ellers en pænt høj andel af kvinder i publikum til Copenhell. Ikke i forhold til Northside eller Heartland, bevares, men i forhold til den perifere rolle, kvinderne i pinligt lang tid har været henvist til i metal. Det afspejles bare ikke oppe på scenen, og det er det, der bliver problematiseret nu. Refused er ikke alene med deres opråb på Copenhell: Fever 333 gentager det nogle timer senere, Municipal Waste bringer det på sin vis op midt i deres fest, da de opfordrer alle til at crowdsurfe: “We want the ladies, too, not just the guys.”
Men det er Dennis Lyxzén, der skærer det ud i pap: At den feminisme, han advokerer for, i bund og grund er lig med humanisme. At vi alle er lige, uanset køn, seksualitet og etnicitet. Det er et budskab, som få vil erklære sig uenige i, men fordi Lyxzén benævner det feminisme, frembringer det alligevel spredte buh-råb, forsigtige fuck-fingre og de obligatoriske tilråb om de “jävla svenskar”. Det er derfor, den tale, han holder, dårligt kunne være mere på sin plads, end den er her. Det er også Dennis Lyxzén, der tager kønsfordelingen blandt de optrædende op. Han har en pointe: Bladrer man programmet igennem, er der blandt musikerne omtrent det samme antal kvinder – i Halestorm, Eagles of Death Metal, Heilung, Eluveitie, Konvent – som der er i den dansetrup, der spankulerer rundt på pladsen i sort blondeundertøj med en stripperpæl og laver shows til hujende tilråb fra pølsefesten.
Man kan spørge, hvad eksotiske dansere har af relevans for metalmiljøet og i særdeleshed for en festival. Er det noget, der er efterspurgt af publikum? Relevansen er svær at få øje på, når scenen i Purgatory byder på al den hud, der tilsyneladende er obligatorisk for de i mere end én forstand tørstige mænd. I Purgatory sker det med et kunstnerisk freakshow, der understreger festivalens proklamerede afvigelse fra normen. Stripklubben er til gengæld den norm, flere af os netop ønsker at flygte fra, når vi tager på Copenhell.
Vis respekt – også udenfor pitten
Det her handler ikke om, at der skal være kvoter for, hvor mange kvinder der skal være blandt de optrædende. Det handler heller ikke kun om at anerkende den anden halvdel af demografien, og at den sågar er repræsenteret blandt deltagerne. Hvis Copenhell virkelig mener deres anti-sexisme alvorligt, skal flere kvinder stå på scenen. Ikke så og så mange procent eller en gestus for at promovere sig selv som progressiv. Men otte kvinder på scenen på fire dage er altså påfaldende få. Sammen med dansetruppen vidner det om en slående ligegyldighed overfor sexisme-spørgsmålet, at man tilsyneladende slet ikke har skænket det en tanke at booke nogle kvinder.
På Copenhell flyder fadøllen i en lind strøm, og det er bekvemt at tilskrive de tilråb og den til tider lidt vel håndfaste flirten, der finder sted rundt omkring på pladsen, alkoholen. Det er jo bare en fest, der er ingen, der mener noget alvorligt med det. Festivalen udgør for mange et frirum, hvor de sociale spilleregler udenfor pladsen er sat på pause for en stund. Men den respekt, man udviser i en moshpit, bør også gælde i kontakten mellem folk i de mere tyndt befolkede områder af koncertpladsen. Hjælp folk op ad pitten og lad være med selv at falde i muddergrøften. Vi har alle et fælles ansvar for at gøre Copenhell til et sted, hvor man kan være sig selv uden at skulle se sig over skulderen. Hvis vi kan passe på hinanden foran scenen, kan vi det også ude på pladsen eller i baren.
Copenhell ophører nok ikke med at være et sted, hvor barren sættes lidt lavere, end den gør det ude i det omgivende samfund. Det kan godt være, at Dennis Lyxzén og resten af Refused kommer anstigende i deres stilige jakkesæt med deres rigtige meninger og sangene fulde af paroler. Men for størstedelen af publikum er Copenhell fortsat en lejlighed til at lufte battlevesten, drikkehornet og vikingehjelmen. Begrave sig i pølsemix, fadøl og nostalgi-heavy i fire dage. Når det kommer til sexisme, er metallen hverken værre eller bedre end de fleste andre subkulturer, om det så er hiphop, techno eller New Orleans-jazz. Men lad os nu for helvede lige prøve at være det alligevel.
For som Refused synger i koncertens sidste sang:
How can we expect anyone to listen if we are using the same old voice
We need a new noise
New art for real people.
Jon Albjerg Ravnholt er skribent på Devilution. Denne leder bringes simultant på begge sites.
Kommentarer (10)
Lars Buch Knudsen
We need a new noise
Godt skrevet artikel og helt enig i både skribentens og Dennis Lyxzéns pointer.. og super koncert i øvrigt af Refused, der gav en velfortjent fåk-finger til den bøvede-macho-kultur, der stortrives på en ellers mega cosy festival-plads. Det er simpelt hen en ALT for skæv fordeling. Nej til kvoter. Ja til mangfoldighed..
Cecilie Roos
Tidligere anmelder
Indlæg: 37
Tak...
...for de rosende ord. Det er dejligt at se, at der er nogen der læser hvad der står, i stedet for at digte sit eget narrativ. Copenhell ER nemlig et hyggeligt sted, når folk ellers husker at behandle hinanden med respekt.
Niels Andersen
10 kvinder i de bands der var på festivallen
I hvert fald at dømme ud fra bandbillederne på Copenhells hjemmeside...
Derudover er overgreb og overfald naturligvis fuldstændigt uacceptable.
Men når det så er sagt, har jeg meget svært ved at forestille mig, at det ikke er et betydeligt mindre problem på Copenhell, end ude i det omgivende samfund. Jeg har været afsted alle år, min kone har været med på de 9, vi har oplevet eén fyr der var ubehagelig (og det var så overfor mig) og set eét slagsmål (mellem mænd; som i øvrigt blev pillet fra hinanden, af andre mænd, rigtigt hurtigt). Den statistik ville nok ikke holde, hvis man tog i byen ude i Københavns natteliv, eller for den sags tog på Roskilde.
Fint nok at påtale problemet, for selvfølgelig er det der, men indtil jeg får evidens for at der er et reelt problem (det vil sige i omfang), uagtet mine egne enkeltoplevelser i en retning, eller andres i en anden, så synes jeg vi skal klappe hesten og holde øjne og ører åbne for at passe på hinanden. Faktum er, at det er hearsay, som er meget lidt omfattende og (vist nok) indtil videre 0 (nul!) politisager omkring overgreb og voldtægter på en festival med tusindvis af stive mennesker i 10 år.
Og nej, at nogen har en oppustet pik, eller, formodentligt frivilligt, snor sig om en stripperstang, er ikke et overgreb. Der skal være plads til at skabe sig, der kan ikke tages fuldstændigt hensyn til at ingen kan anstødes, det er jo for helvede en rock/metal festival!
Louise Vejlø
Hmmmm
Altså, er det ikke lidt af en misforståelse at antage, at det kun er den kvindelige del af gæsterne som kan miste deres mødom - og vil det ikke typisk være de unge fyre, der med stolthed vil krydse af i den rubrik, fordi de endelig har fået adgang til *indsæt selv politisk korrekt, ikke krænkende term*?!
Jeg har ALDRIG oplevet et mere respektfuldt samspil mellem kønnene end på Copenhell og jeg værdsætter, at fremmede mænd tager hensyn i pitten, når 160 cm og lav kampvægt gør smukke tanker om ligestilling irrelevante. Hellere det end misforstået ligestilling, som kan ende i en brækket næse fordi jeg naturligt er i albuehøjde.
I forhold til bands vil jeg nødigt bytte nogle af mine yndlingsbands med i mine øjne knap så fede navne blot fordi der er kvinder med. Jeg vælger at tro på Copenhells gode intentioner om at sammensætte det bedste program uden at vægte køn over kvalitet og håber de fortsætter med de fantastiske programmer.
Og så et slutteligt hurra til de babes som med blondeundertøj, lækkert hår og ultra feminin stil gør op med fordommen om at metal kun er for halvslaskede middelaldrende mænd fedtet skæg!
Ole Hermann
Prioritering
Bliv ved med at sætte kvalitet over køn.
Alle skal have samme rettigheder og muligheder, men ingen skal have særlige rettigheder. Lad kvinder kæmpe om opmærksomheden på samme vilkår som mænd - hvis de er interesserede.
Cecilie Roos
Tidligere anmelder
Indlæg: 37
Engagement
Hej Niels.
Der er ingen der maler Copenhell med krænkelsespenslen, desværre har enkelte stemmer råbt meget højt og essentielt set afskåret dem selv muligheden for en decideret debat.
Copenhell er marginalt mere sikkert end andre steder, i hvertfald når det kommer til slagsmål. Men efterhånden som brøleaberne er faldet i baggrunden, er der dukket flere og flere beretninger op som understøtter postulatet om at Copenhell ikke er et 100% sikkert sted, 100% af tiden, som mange påstår det er - eftersom DE aldrig har set eller oplevet noget.
Hele opslaget var ment som en opfordring til at tænke sig om i kontakten med andre og udvise den samme konduite overfor folk, som vi ser i pitten.
Vi har intet problem med oppustelige pikkemænd, eller go go dansere. Vi har noget imod den berettigede adfærd der bliver udvist og dernæst det tænderskærende raseri det udløser at påpege der er et problem. Bare fordi man ikke kan se det, betyder det ikke, at det ikke findes. Og ved at belyse en problemstilling, kan det være vi både kan få nogen til at stoppe op og overveje at de måske bidrager til det og, hvis vi er heldige, få nogen til at indse man godt må sige fra, hvis man føler sig utryg.
Tak fordi du tog dig tid til at formulere et argument der ikke bare er "hold kæft", namecalling eller aggressiv benægtelse, jeg sætter stor pris på dit indspark!
Mvh
Niels Andersen
Selv tak
Jeg kunne aldrig finde på at benægte, at der foregår dumheder på Copenhell (altså af den slags, der kan kategoriseres som overgreb af den ene eller anden slags), men sætter alligevel spørgsmålstegn ved at det kun skulle være marginalt mindre end andre steder.
Nuvel, det er som sagt baseret på dels empiri (i nattelivet og på Copenhell - førstnævnte begrænser sig dog til få gange om året efterhånden) og på de politisager der (ikke) bliver rapporteret i pressen, omkring Copenhell. Jeg har gudskelov ikke børn, endsige en teenagepige, men havde jeg det, ville jeg helt sikkert være mere tryg ved, at hun tog på 4 dage på Copenhell, end 4 dage i Jomfru Ane Gade eller København indre by fredag/lørdag nat. Igen, selvfølgelig baseret på ovenstående, og at der i kommentarsporene er mange flere kvinder der stiller sig uforstående overfor, at Copenhell er et usikkert sted at være, relativt set, end anekdoter om det modsatte.
At der ER lidt krænkelsespensel fremme, illustrerer både snakken om kønsfordelingen i bandsne, omtale af poledance, og tøhøede lummersexisme om tabte mødomme (som andre i øvrigt har pointeret er misforstået) etc.
Kønsfordelingen er uinteressant isoleret set, så længe der ikke er nogen der er valgt fra af kønsmæssige eller andre årsager i samme kategori, og det er der helt sikkert ikke. Bookinger sker uden tvivl ud fra kriterier om hvad der er tilgængeligt, hvad de koster at booke og hvad der vil sælge billetter, og nå ja, så *vil* bookernes personlige præferencer nok fylde en megalillebitte smule, men næppe noget der giver dem mulighed for at fravælge noget, som scorer højt på forrige parametre ;-) Faktum er, at der mange flere mænd i Rock og Hævi. Jeg ser gerne at Copenhell booker personlige favoritter som Nervosa, Battle Beast og Thunder Mother, og det kunne jo også sagtens ske, men det kræver, at de er på tour og at bookerne ikke skal vælge mellem Nervosa og Sepultura, eller mellem Thunder Mother eller AC/DC.
At der skulle være en indbygget sexisme i arrangementet eller store dele af publikummet, køber jeg ikke. Hell, jeg husker stadig da Life of agony spillede, og var positivt overrasket over, at der 0 tilråb var til en mand/kvinde med makeup og bh, men at folk bare rockede ud!
Idioter er der helt sikkert, dem skal vi allesammen blive bedre til at tage fat i nakken på, lad os blive enige om det. Respekt og fest må være dét det handler om.
Nå, jeg tror jeg er begyndt at gentage mig selv, så jeg signer af nu :-D
God Copenhell 2020!
Louise Vejlø
@niels Andersen
Dig vil jeg godt drikke en øl med næste år. Og jeg lover at jeg ikke skriger #metoo hvis du betaler ;-)
Krænkelsesparatheden har nået tåbelige højder og det frirum Copenhell tidligere er beskrevet som i tråden, bør i min optik ikke blive besudlet af trangen til at vinkle en historie for at fange tidens trend. Jeg er enig i, at der er mandlige røvhuller alle vegne, men ud fra den devise må der også være hysteriske kvinder der føler sig krænkede over det mindste alle vegne, og alt tyder på at de to kategorier går nogenlunde lige op på Copenhell. Skulle vi ikke lade omdrejningspunktet være musikken og fællesskabet om dette være bærende for efterrefleksioner om året øs festival og ikke kausalistisk funderede argumenter!
Jonathan Frost
Indlæg: 9
“Krænkelsesparatheden har
“Krænkelsesparatheden har nået tåbelige højder og det frirum Copenhell tidligere er beskrevet som i tråden, bør i min optik ikke blive besudlet af trangen til at vinkle en historie for at fange tidens trend”
smukt formuleret.
Det er noget svineri, når folk bliver ofre for overgreb (mænd som kvinder), men hold da op, hvor jeg er bliver træt af skingre stemmer, som har ødelagt debatten for alle de stakkels mennesker, der er blivet krænket. Jeg er desværre ved at kaste op over #metoo, selvom der er nogle skrækkelige historier derude. I det senmoderne samfund er der desværre nogle curlingbørn, der tror, de er ofre for et overgreb, bare der bliver kigget på dem. Det er pisse ærgerligt, for der er en masse mennesker derude, hvis historie vi alle har brug for at høre, men det drukner i en masse hysteri. Øv!
Selvfølgelig skal man tage henvendelser om overgreb alvorligt, men vi risikerer at ende i et samfund, hvor vi alle lider af berøringsangst. Jeg beklager, hvis jeg støder nogle, der har været udsat for dårlig opførsel.
Elisa Pretzmann
Enig
Som kvinde kan jeg kun være enig. Det der er for meget af, i min mening, er alt det gøgl der er dukket op med skaterrampe o.s.v. Musikken er altså det jeg kommer for. Jeg vil også meget hellere have metal valgt ud fra kvalitet, og ikke ud fra en kønskvote. Det er simpelthen misforstået hensynstagen - hensynet har vi brug for i pitten, og det får vi.