Rødglødende riffs og robust råddenskab

Kærlighed på film

Der er bare visse death metal-bands, hvis musik leder tankerne tilbage på gode gamle splatterfilm. Her tænker jeg i særdeleshed på film som de legendariske tidlige værker af ’Ringenes Herre’-instruktøren Peter Jackson som ’Braindead’ og ’Bad Taste’, hvor det overdrevne, ulækre og groteske er i højsædet. Skuespil, manuskript og effekter er alt sammen helt horribelt, men alligevel kan det noget. Især på et humoristisk plan, fordi samtlige virkemidler aldrig underdrives, men tværtimod bringes helt ud i ekstremerne.

I musikkens verden har bands som Cannibal Corpse, Impaled, Dead Infection og mange flere ligeledes kørt musik såvel som visuelt udtryk ud på overdrevet. Med inspiration fra disse skal vi her se nærmere på albummet Bloom of the Abnormal Flesh af finske Morbific. Nogen genistreg er det ikke, men at vores nordiske brødre besidder både evner og charme, kan man ikke løbe fra.

Hvis en torturkælder med skimmelsvamp kunne spille

Trioen Morbific har kun eksisteret i en håndfuld år, men gruppen har alligevel en del demoer, splits og ep’er på CV’et, og nu også deres tredje langspiller, Bloom of the Abnormal Flesh. Stærkt inspireret af Autopsy, Cannibal Corpse og Carcass er bandets primære fokus at skabe death metal af den allermest grusomme, beskidte og gustne slags, og det er de ikke helt uefne til.

Med yderst lytteværdige vibes af klassisk death’n’roll leverer Morbific en aldeles stærk start med “Smut Club (For the Chosen Scum)”. Riffs, dynamik og progression er eminent udført, og det tilsigtede lydbillede er præcis, som det skal være: grumset, råddent, mudret – ja, som hvis man satte lyd på en muggen kælder med rådne indvolde på gulvet. Slæbende tunge “Menagerie of Grotesque Trophies” er proppet til bristepunktet med fede riffs, og “Womb of Deathless Deterioration (Trapped in the Essence of Putrescence)” har et vanvittig fedt groove, hvor der sendes kærlige nik til sludge-legender som Crowbar og Eyehategod. Skøn musik, og faktisk overraskende ørehængende for genren, hvilket igen eksemplificeres fint på “Hydraulic Slaughter” og pladens titelnummer. Igen masser af fede grooves og dejligt mange referencer til Entombed-mesterværket Wolverine Blues.

Variation i lydbilledet og de forskellige numres generelle udtryk er dog ikke noget, Morbific prioriterer voldsomt højt. En hel plade skåret så ensformigt, som de gode finner gerne vil have det, er næsten for stort et format til, at det kan fyldes ud. Især når der også er decideret kedelige skæringer at finde på albummet, som “Panspermic Blight” og “From Inanimate Dormancy”. Og hvorfor i alverden man vælger at planke det klassiske intro-riff fra Machine Heads “Davidian” på det ret så tynde efterskole-jam “Promethean Mutilation”, er mig en gåde. Øv bøv, og så hjælper det kun lidt på sagerne, at pladens afslutter, “Slithering Decay”, er ganske glimrende, og det opskruede og næsten thrashede tempo skaber lidt af den efterspurgte variation. Dog desværre alt for sent.

Gustent, grumt og grimt

Det overrasker mig gang på gang, at en musiksnob som jeg selv kan have kærlighed til en subgenre, hvor trommer, der lyder som papkasser, guitar smadret af defekte Boss-pedaler og tekster, der handler om lemlæstelse, er nogle af de vigtigste ingredienser. Det virker komplet ulogisk. Præcis som det faktum, at jeg elsker generiske og forudsigelige low-budget horrorfilm. Men det virker. Death metal af denne yderst rådne slags har i mange år skreget på fornyelse, og den får vi lidt af her, men desværre slet ikke nok. Som om pladen var en film med skuespil, manuskript og effekter af perfekt dårlig kvalitet, men uden substans nok til kunne bære en hel film. Trods alle de kvaliteter, Bloom of the Abnormal Flesh har, byder pladen ikke på mere, end hvad seks store kranier kan bære. Med fejlskud i bøssen og generel ensformighed stort set over det hele får Morbific desværre ikke den karakter, de på mange måder fortjener.