De esbjergensiske prog-metallere i Verdande havde været så umådeligt flinke at invitere os til releaseparty af deres selvbetitlede EP. Så i anledningen af, at vi på redaktionen er ganske imponerede over udgivelsen, tog undertegnede en notesblok og en ven under armen og drog i regn og blæst på tværs af hovedlandet til spillestedet Konfus i Esbjerg for at se, hvordan numrene fungerede i liveregi. Med sig havde Verdande taget ungersvendene i Arostice og de lidt mere koncerterfarne gutter fra Crown the Beast.
Arostice
Første band på scenen denne aften var Arostice fra Ribe. Genremæssigt er vi ude i den mere old school-lydende del af metallen, tilsat en god portion prog. Meget passende, nu hvor vi var inviteret til releaseparty af netop en prog EP. Arostice lagde også godt fra land med riffs, der lød som et opkog af tidlig Metallica, Judas Priest og Iron Maiden trukket direkte ud af tidsmaskinen. Her taler vi altså meget tidlig, noget i stil med de første demobånd fra førnævnte bands – det er lidt råt og upoleret med et par fodfejl her og der, men har samtidig sin egen charme. Dette billede krakelerede dog, da vokalen meldte sin ankomst. Den var ikke decideret dårlig, men når mængden af toner, der ikke blev ramt, overstiger dem, der blev, er der noget galt. Hvor instrumenterne lige manglede den sidste finish for at sidde i skabet, fremstod vokalen nærmest helt rå og ubehandlet. At der så senere blev forsøgt med Rob Halfordvokal gjorde ikke sagen bedre.
Men nu skal vi også huske på, at Arostice ikke er et stort og etableret band, der absolut skal have styr på disse ting. De er et ungt band, der skal ud og spille nogle flere koncerter og få noget øvelse. Vi skal heller ikke glemme, at de gjorde deres job som opvarmning ganske godt, der blev i hvert fald tændt en lille flamme i en del af det publikum, der var mødt op.
Crown the Beast
Efter cirka et kvarters pause var det tid til aftenens fynske indslag i form af odenseanske Crown the Beast. Samtidig var det også aftenens eneste indslag, der ikke indeholdt prog på nogen måder. Det var lige ud af landevejen tonstung groove, der blev disket op med. Halvvejs inde i første nummer beordrede frontmand Jason Campbell da også publikum til at give den fuld hammer. Måske en lidt krævende udmelding at komme med så tidligt, men samtidig også et statement om, at det er et band, der kommer med energi og for at give energi. Det varede da heller ikke længe, før samtlige tilhørere havde indfundet sig og var klar på at give den fuld pedal. Det, Crown the Beast muligvis manglede i variation numrene imellem, leverede de så sandelig op for i nærvær og publikumskontakt. Efterhånden som koncerten skred frem, blev det tydeligere og tydeligere, hvor Crown the Beasts styrke lå: nemlig grebet i publikum. Dette blev kun stærkere og stærkere efter hvert nummer og kulminerede i deres cover af Sepulturas legendariske klassiker ”Roots Bloody Roots”. Et cover, der både lød og fungerede overraskende godt. Dette cover burde dog have været afslutningen på deres set, men de valgte at afslutte med et nyt nummer, og intet ondt sagt om dette nummer, men at slutte af med ”Roots Bloody Roots” havde været det bedre valg.
Man kan argumentere for, at Crown the Beasts musik hverken er opfindsomt eller nyskabende. Det er ikke musik, der umiddelbart vil være voldsomt interessant at høre på plade. Det er et band, der hvis det skal høres, skal det høres live, da man ellers mister det godstog af en energiudladning, de smadrer ind i publikum med. Så hvis spørgsmålet, om de formåede at leve op til forventningerne om at varme publikum skal besvares, kan det gøres meget kort: ja.
Verdande
Cirka et kvarters tid efter Crown the Beast havde forladt scenen, var det blevet Verdandes tur – grunden til vi alle var troppet op på denne regnfulde og blæsende fredag. Verdande er startet som et instrumentalt band, hvilket vi blev præsenteret for i første halvdel af koncerten. Og på trods af at prog har det med at være en lidt nørdet og indadvendt genre, havde Verdande intet problem med at komme ud over scenekanten med deres instrumentale numre. Der blev udvist masser af spilleglæde og energi fra bandet, der bød indenfor i deres musikalske univers. At alle instrumenter gik klart igennem, bassen måske lige lidt for meget, gjorde bestemt heller ikke indbydelsen mindre attraktiv. Dette gjorde sig gældende for alle bands denne aften. Lyden var bestemt i topklasse, og på intet tidspunkt blev man trakteret med mudrede instrumenter, der druknede i hinanden. Efter 25 minutter i godt instrumentalt selskab blev det tid til at introducere vokalist Søren Sedit. At bandet så valgte at lægge ud med nummeret ”When Forever Ends”, hvor guitarist Sigurd Kehlet står for hovedparten af vokalen, virkede, i denne anmelders øjne, lidt malplaceret. Bandet kom dog stærkt igen på de efterfølgende to numre ”Giving In” og ”Seeking Waiting or Hiding”, hvor publikum viste, at de bestemt ikke var tømt for energi efter Crown the Beast, tværtimod. Den fik igen fuld skrue, og bandet var tydeligvis imponeret over antallet af folk, der var mødt op, hvilket også blev reflekteret i bandets engagement og velvilje til at give et godt show. At der var lidt lange pauser mellem nogle af numrene, trak lidt tempo ud af koncerten, men bestemt ikke så meget, at der skulle startes fra nul hver gang. Afslutningsvis fik vi ”We Wait in the Fire” hvor publikum blev bedt om at synge med i omkvædet. Et modigt valg, taget i betragtning af det var bandets releaseparty, men publikum var overraskende hurtige til at være med på legen og gjorde afslutningen på aftenen til en succes.
Efterfølgende udtalte guitarist Sigurd Kehlet at han nærmest var rørt over antallet af fremmødte. Hvilket var fuldt ud forståeligt, bandets størrelse taget i betragtning. Der var ikke fuldt hus denne aften på Konfus, men det var ret tæt på, hvilket så gør, at vi kan konkludere, at denne aftens releaseparty bestemt var en godkendt affære. Man kan så spørge sig selv, om koncerten levede op til de rosende ord, EP’en havde fået med på vejen af os her på redaktionen. Det korte svar er: til dels. Men som Dave Hunt fra Anaal Nathrakh har udtalt, så skal man være mere end almindeligt dum, hvis man hører en plade og går til koncert og forventer nøjagtigt det samme.