Dark Divine

00’erne ringer, de vil have deres musik tilbage!

Ikke bare musikken, men hele deres image. Det Orlando-baserede emocore-band forsøgte ihærdigt at tænde op i folk. De kom ind med en strålende energi og virkede friske på at levere et brag af en fest, men det er måske ikke så nemt, når man snakker mere, end man spiller?

Comedy show eller koncert?

Med en halv time langt sæt og et forholdsvis begrænset katalog var man ikke helt sikker på, hvor meget man kunne forvente i det knap halvfyldte Amager Bio. Der var meget, der skulle bevises, for én ting var tydelig: Ingen vidste, hvem de var.

Der var ikke mange mennesker, men det skulle ikke ødelægge noget. Der var energi og positivitet, og bandet bragede gennem deres sange uden at tøve det mindste. Selvsikkerheden fejlede i hvert fald ikke noget. Men det skal ikke betyde, at man skal stå og snakke halvdelen af ens sæt. Jeg er med på, at det var deres første koncert i Danmark, men det gav ikke mening, at vi skulle have det at vide så mange gange. Endnu værre var det så, at de gav en historie mellem alle numre om, hvor langt væk hjemmefra de var! Det blev en pine at komme igennem og ødelagde deres chance for at bygge noget som helst momentum op.

Musikken mindede meget om det, deres image lovede. Det var 00’er-emocore, og det var egentlig hverken skuffende eller dårligt. Det gav vores fotograf et nostalgisk rush, som beviste, at selvom ikke alle forbandt det med dette, kunne det alligevel levere en oplevelse for folk, der voksede op med genren.

Selvom lyset var minimalt, var lyden udmærket. Det var ikke fantastisk, men nok til at man ikke burde brokke sig. Nogle af de steder, hvor det fejlede lidt i lyden, var i deres breakdowns. Forstå mig ret, de var tunge, langsomme og fyldige, men lyden var så lav, at man ikke rigtigt kunne mærke det.

Harmløst, men banalt

Jeg tror, at det kræver nostalgiske følelser for genren for oprigtigt at kunne forstå den. Koncerten var gennemgående middelmådig og leverede intet spændende eller overraskende. Det var tilfredsstillende, men heller ikke mere end det. Jeg er sikker på, at det er en oplevelse, som varierer meget fra person til person, afhængig af om man er vokset op med emocore og dets halloweenbaserede image, som var så populært i 00’erne.

5/10

Enemy Inside

Vi har Poppy derhjemme …

Kender I det der, når noget ser bedre ud på billeder, end det rent faktisk er? Ja, det gør de fleste nok. Publikum stod klar til en fest efter en middelmådig optræden fra åbningsbandet, og efter kun et kvarter stod Enemy Inside klar til at levere. Hvad var det værste, der kunne ske?

Bas ned, søster

Bandet trådte på scenen med en energi, der fik en til at tro, at man i hvert fald kunne forvente et energisk og underholdende show. Med det sagt var det imponerende, hvor hurtigt et band kunne miste energien og gå på autopilot. Det tog måske to-tre sange, og så var de klar til at udøve deres bijob som gadestatue.

Lyden hjalp heller ikke ligefrem. Lydniveauet svingede mellem at være utroligt højt og utroligt lavt. Det blev svimlende at høre på og en smule forvirrende, men hvor det var værst, var i vokalen. Til tider kunne man kun høre forsangeren, Nastassja Giulia, andre gange var hendes vokal så lav, at hun lige så godt kunne have været danser.

Det var dog ikke alt sammen helt skidt. Bandet fungerede godt, når de gik hårdt til den. Giulia var på ingen måde dårlig, og hendes skrig var så voldsomme, at hun skulle nomineres til årets 'scream queen'. Deres showopstilling var flot, og med dramatiske, ofte bastunge passager mellem sangene var der i det mindste noget spænding i det hele. Naturligvis var det ærgerligt, at spændingen forsvandt, i samme sekund som bandet begyndte at spille, men ros til lysmanden.

Det var svært ikke at sammenligne med Poppy. Både deres lyd og image er så tæt på, at det var svært at få ud af hovedet. Hele udtrykket lænede sig så meget op ad det, at man savnede en reel identitet.

Af med støttehjulene

Jeg ønsker mig at se Enemy Inside prøve noget nyt. Hvis nu de finder den identitet, som de i særdeleshed mangler, så tror jeg godt, det kan fungere. Aftenens oplevelse var ikke tilfredsstillende og serverede en halv time af Poppy-knockoff, som var intetsigende og kun løftet af elementer, som bandet ikke havde noget at gøre med. Det var ikke elendigt, men det var en oplevelse, hvor den lille stemning, Dark Divine fik lavet, forsvandt hurtigere, end man kan nå at sige Enemy Inside.

4/10

Smash Into Pieces

Jeg kender en bot

Smash Into Pieces blev dannet i 2008 og har opnået stor succes med deres blanding af pop, electro og rock. Deres katalog er efterhånden ved at være stort, så deres CV fejler ingenting. Bandet fik til opgave at give ugen en varm afslutning, spørgsmålet er, om det overproducerede udtryk også kunne fungere i en livesammenhæng.

Dødens pølse

Man burde forvente, at et hovednavn som Smash Into Pieces kunne sprænge sikringen og få publikum til at gå helt amok. Så der var meget at se frem til. Koncerten startede med trommeslageren, 'APOC', som leverede en teatralsk introduktion til bandet og deres seneste album Arcadia. Kort efter indtog resten af bandet scenen og fik en så stor jubel, at man for alvor kunne se, hvem folk var kommet for.

Direkte ud i det! Bandet spildte ingen tid og fløj gennem hit efter hit, og på kort tid fik det også publikum til at vågne en smule op. Det var et kløgtigt valg at tage, da det dannede et rigtig godt førstehåndsindtryk. Det er i ingen forstand pit-musik, men snarere musik bygget til fællessang med fængende hooks og melodier. Især på nummeret “Six Feet Under”, der lå som en af sættets første numre, blev den stemning startet, der manglede under begge opvarmningsbands.

Én ting, som undertonede koncerten, var den fuldstændigt forfærdelige lyd i salen. Jeg ved ikke, om deres lyd alene bestod af subwoofers, men bassen lå så højt i mikset, at man næsten ikke kunne høre noget. Jeg bevægede mig rundt i salen for at se, om det var jævnt, og det var det. Især 'APOCs' trommer led meget under dette. Lige meget hvor man stod henne i salen, kunne man næsten ikke høre andet end hans stortromme. Det skyldtes nok også en forfærdelig kalibrering af det hybrid-trommesæt, han brugte. Kæmpestor skam.

Lyset fejlede ingenting. Det var ikke lige så dominerende som hos Enemy Inside, men man må også tage med, at Smash Into Pieces havde en stor arkademaskine og laserlys for alle pengene. Deres stagedesign virkede markant mere udviklet end opvarmningen og understregede tydeligt bandets ambitioner.

Hvor Smash Into Pieces gjorde det bedst, var faktisk ikke på deres højenergiske synth-pop-rock-hits, men på deres akustiske udgave af “Somebody Like You”. Tonen ændrede sig drastisk, og den allerede intime stemning i salen løftede sig. Det fungerede rigtigt godt, og jeg så mange disede øjne blandt publikum, så det ramte mange af os. Netop derfor blev det også tydeligt, hvor ensformig koncerten var. Det var nemlig kortvarigt, da det efterfølgende var direkte tilbage til mere af det samme. Stemningen faldt sammen efterfølgende, og det ærgrede mig, for jeg ville rigtig gerne have hørt nogle flere akustiske sange fra bandet. I længden blev det kedeligt, og det var så lidt varieret, at man til sidst bare stod og kiggede op og ventede på noget nyt. Publikum lod til at have det på samme måde, da energien gradvist faldt nummer efter nummer, og det lod til sidst til, at folk var klar til at komme hjem og i seng. Bandet hyggede sig dog! Deres energi var der gennem det hele, og de spillede glimrende. Til tider virkede det dog, som om fokus forsvandt i for meget gøgleri, hvilket svækkede koncerten.

Måske søndage bare skal være kedelige...

Det var ikke livets største oplevelse, men det var ikke dårligt. Bandet spillede deres katalog igennem og lød næsten, ligesom de gør på pladerne. Dog var det også lidt af problemet, fordi koncerten flere gange føltes for kontrolleret, poleret og statisk. Det var jævnt nok til, at man ikke kunne gå sur hjem over det, men det var heller ikke noget, som man sidder og venter på igen.

Det var en udmærket koncert, som ikke gjorde nogen ondt, men som blev hæmmet af en blanding mellem tilstrækkeligt utilstrækkelig lyd og mangel på reel energi fra publikum. Det er musik, som gerne vil spilles på store scener, men jeg tror, at der skal mere til, før de når dertil, for meget af det, de har, løfter sig ikke over den corny synth-pop-rock-genre, de befinder sig i.

6/10