Suicide Silence

Stilhed før stormen

Suicide Silence blev dannet i Californien i begyndelsen af 00’erne og er et af de mest indflydelsesrige navne i deathcore-genrens historie. Det var da også et band med en betydelig tyngde, der denne lørdag aften skulle stå på plakaten som 'opvarmnin'”. Hermida i front fortalte undervejs, hvordan han og resten af bandet havde taget mod opgaven med enorm stolthed, da det også gav dem en mulighed for at spille så store shows som dette i K.B. Hallen. Med så store navne på plakaten gav det også mulighed for at se en koncert fra start til slut med en stort set pakket sal – og så er det måske ikke så slemt endda at være opvarmningsband.

Det var da også et tydeligt tændt band, der kom på scenen, efter ”Bohemian Rhapsody” havde blæst ud af højtalerne – og deres synkroniserede headbanging virkede som en effektiv lussing til de fremmødte. Hermida var et solidt fokuspunkt på scenen og leverede både indpiskning af publikum og ikke mindst en teknisk suveræn vokal præstation med stor variation. Det kan stadig være svært at undgå en sammenligning med Mitch Lucker for mange fans, men i mine øjne leverer han generelt og leverede også denne aften varen med enorm energi og satte sit eget præg på sangene. Sceneshowet bestod primært af netop Hermida og nogle imponerende, svingende manker, og det var råt, direkte og uden staffage af nogen art. Det skulle vi nok få mere af senere.

Sættet var (naturligvis, får man lyst til at skrive) enormt rutineret og sikkert sat sammen, og vi fik undervejs blandt andet fornøjelsen af ”Wake Up”, ”Disengage” og ”You Only Live Once”. Hele vejen igennem leverede bandet solidt og medrivende metal, som, nåh ja, havde de gjort det her i mere end 20 år. Publikum var måske nok mødt talstærkt op, men der kunne så sandelig godt have været mere medlevende respons. Undervejs måtte bandet ty til 'You can’t let Sweden be louder than you!' for at ruske folk i gang. Den efterfølgende ”Fuck Everything” fik da heldigvis gang i en passende hidsig pit, en wall of death og slidte fodsåler. Da bandet afslutningsvist blæste ”No Pity for a Coward” udover salen, var det en suveræn afslutning på et både eksplosivt og intensivt sæt med stigende entusiasme fra de fremmødte, der havde mere i vente.

 

Sætliste

1. Revelations

2. Unanswered

3. Wake Up

4. Fuck Everything

5. Love Me to Death

6. Disengage

7. You Only Live Once

8. No Pity for a Coward

8/10

Dying Fetus

Legendarisk band – legendarisk opbakning

Dying Fetus blev dannet i Maryland i begyndelsen af 1990’erne og har siden udviklet sig til et af de mest indflydelsesrige navne inden for teknisk brutal death metal. Deres kompromisløse tilgang til musikken har givet dem næsten kultagtig status hos fans af ekstremmetal. Denne aften afbryder de ”YMCA” på anlægget med ”In The Trenches” i sin fineste, brutale form. Bandets største styrke er deres tekniske overlegenhed. De spillede ekstremt tight, og sammenspillet fremstod næsten maskinelt i sin præcision – uagtet det høje tempo og de mange komplekse skift.

Deres evne til at kombinere brutal speed med tunge grooves gjorde da også, at koncerten var både fysisk og rytmisk medrivende. Den affødte rasende pit havde dog sine ofre, og jeg kan faktisk ikke huske, at jeg nogensinde før har set både blodnæser og endda folk blive båret ud af pitten. Jeg fik lyst til at gå fullblown mutti og hive øreflipper på flokken i midten, for helt ærligt. Pas nu på hinanden derinde, for hulen da. Og bevares, jeg kan godt forstå responsen, for publikum blev ramt af et kontrolleret, sonisk jordskælv. Lydtrykket var massivt, og fra første riff stod det klart, at det her band æder disciplin og rutine til morgenmad. Trommerne skar gennem luften med kirurgisk nøjagtighed, mens guitarerne vekslede mellem lynhurtige løb og tunge, groovede passager. Folk uden for pitten så ud til at nyde de komplekse strukturer, mens energien blev opbygget som tryk i en kedel.

Undervejs i sættet var der minimal interaktion, og det holdt så sandelig kedlen i kog, når den ene sviende lussing efter den anden landede på publikums kinder i form af ”Into the Cesspool”, ”Grotesque Impalement”, den romantiske banger ”Kill Your Mother, Rape Your Dog” – og ikke mindst suveræne ”Praise the Lord (Opium for the Masses)”, der fik lov at lukke og slukke en fremragende koncert. Der var præcis 0 % hyggesnak og bred underholdning. Vi fik til gengæld præcis det, vi trængte til: en kompromisløs demonstration af ekstremmetal af højeste kaliber.

 

Sætliste

1. In the Trenches

2. Unbridled Fury

3. Wrong One to Fuck With

4. Into the Cesspool

5. Grotesque Impalement

6. Kill Your Mother, Rape Your Dog

7. Praise the Lord (Opium of the Masses)

9/10

Slaughter to Prevail

Russisk maskebal

Slaughter to Prevail blev dannet i 2014 af guitarist Jack Simmons og forsanger Alex Terrible og fik hurtigt opmærksomhed på den internationale deathcore-scene. Bandet blev kendt gennem sociale medier, hvor Alex Terribles ekstreme vokalteknik og maskerede fremtoning skabte en stærk visuel identitet. For mange fans er de det ypperste symbol på moderne, brutal deathcore, hvor såvel image og lyd smelter sammen. Denne aften skulle fejre deres Grizzly-udgivelse fra sidste år, og nu var det altså endelig tid til at se nye såvel som gamle numre blive blæst ud over K.B. Hallens gulv.

Terribles teatralske trup

Så snart de maskerede bandmedlemmer betrådte scenen, imploderede publikum. Denne aften på ”Grizzly Winter Tour” føltes mindre som en koncert og mere som at blive lukket ind i et kontrolleret kaos. Fra første sekund dominerede Alex Terrible i front som et dystert midtpunkt, maskeret og stoisk, mens hans growls, grynt og skrig skar sig igennem lydbilledet med næsten umenneskelig kraft. Bandet som helhed inviterede ikke så meget som kommanderede publikum til at sætte i bevægelse. Det var tungt, brutalt og kompromisløst som en lavine, der langsomt sætter sig selv i gang og ender i fuld ødelæggelse.

Hvor både Suicide Silence og Dying Fetus gik stille med dørene rent showmæssigt, så gjorde Slaughter to Prevail det stik modsatte. En gigantisk bjørn tronede bag bandet, lyseffekterne brillerede, røgmaskinerne underbyggede de store breaks – mens de maskerede hævnere på scenens podier smed det ene hit efter det andet ud over scenekanten. Her var der altså som forventet langt mere show, men uden at der blev gået på kompromis med de tekniske detaljer. Jack Simmons på leadguitaren var som en effektiv musikalsk rygrad på scenen, mens Evgeny Novikov bag tønderne fremstod som selve motoren. Novikov er såvel brutal som kontrolleret og leverede blastbeats, breakdowns og intense temposkift med imponerende præcision. Breakdown-sektionerne fungerede som krystalklare signaler til publikum: Pits åbnede sig, walls of death foldede sig ud, og salen forvandlede sig til et kogende landskab af svedige kroppe og adrenalin.

Sættet balancerede effektivt mellem nyt og gammelt. Grizzly-materialet fremstod massivt og publikumsvenligt, mens ældre numre som ”Demolisher” og ”Baba Yaga” udløste aftenens største udladninger. Et andet højdepunkt for mig var også åbneren ”Bonebreaker” og den afsluttende ”Behelith”. Begge blev leveret med så meget overskud og vildskab, at det var svært at stå stille til.  Dynamikken var dog begrænset, og koncerten kørte næsten konstant i højeste gear, så pauserne til at trække vejret var få. Men hvem behøver da også ilt, så længe pitten snurrer?

Imellem sangene var Terrible naturligvis også mand for at opildne til flere pits, mere sang og flere arme i vejret. Han fik også plads til behørig skamros af både Suicide Silence og Dying Fetus, som to bands han altid har set op til. Lige inden afslutningen af sættet kom der da også en motiverende opsang, der primært gik på, at hvis man ønsker forandring i verden, så skal man starte med sig selv. Sympatisk, om end ikke specielt revolutionerende. Her kan alle være med.

Hvis jeg endelig skal grave lidt negativt navlefnuller frem, så forsvandt vokalen utroligt nok lidt i mixet ind imellem, og jeg savnede kontrasten fra Radkes vokal på ”I’m Dead” – den bar Terrible altså ikke helt hjem selv. Til gengæld brillerede han, når der var mere plads i lydbilledet. I mine øjne manglede de også lidt finesser eller kontraster for at løfte oplevelsen op over 'alt er tungt og hårdt'. Det var dog ikke noget, man på nogen måde kunne mærke på publikum, og bandet havde på alle måder en knusende kontrol over de mange fremmødte.

Mægtige ”Behelith” afsluttede det ordinære sæt, og efter en alt for lang pause kom så den reelle afslutter i form af kæmpehittet ”Demolisher”. Pausen blev så lang, at mange blandt publikum begyndte at gå mod garderoben, og der var derfor masser af plads til de resterende, da Jack Simmons kom tilbage og opildnede publikum inden den sidste sang.

Bulllshit fucking music

En koncert med Slaughter to Prevail føles som et frontalangreb. Fra første breakdown lagde bandet et massivt lydtryk over salen, hvor trommerne hamrede som maskinpistoler, og guitarerne dannede et mørkt, lavfrekvent tæppe. Alex Terrible stod i centrum som en næsten mytisk skikkelse, og hans brutale vokal fungerede som koncertens dominerende kraft under deres selverklærede 'bullshit fucking music'. Aftenens hovednavn viste sig dermed fra sin bedste side. Terrible og resten af Slaughter to Prevail fremførte deres nærmest teatralske koncert med plads til slåen-på-brystet-machoisme, Man in the Mirror-øjeblikke, massive pits og høj stemning under såvel nye som gamle numre. Samlet set var denne lørdag en brutal, fysisk og ekstremt effektiv metaloplevelse. Ikke nuanceret, ikke subtil. Men for fans af moderne deathcore var det en aften, der ramte som et knytnæveslag mod brystkassen og efterlod publikum både udmattede og opløftede.

 

Sætliste

1. Bonebreaker

2. Banditos

3. Russian Grizzly in America

4. Viking

5. Imdead

6. Babayka

7. Bratva

8. Baba Yaga

9. Koschei

10. Drum Solo

11. Conflict

12. Kid of Darkness

13. Behelit

14. Demolisher

8/10