De er skøre de russere
Russisk-britiske deathcorebands hænger ikke ligefrem på træerne. Men det ene, jeg kan komme i tanke om, er til gengæld efterhånden så kendt, at det er svært at komme udenom. Siden dannelsen i 2014, har Alex Terrible og guitaristen Jack Simmons både skiftet bandmedlemmer af flere omgange, og ikke mindst turneret land og rige rundt med deres brutale lyd og vilde sceneshows. Bandet er blandt andet kendt for deres brug af masker og en æstetik, der mest minder om noget fra en horrorfilm. Både tematikken i teksterne og musikkens brutalitet skaber tilsammen et makabert og mørkt inferno, der nok skal sætte ild til Hades scenen.
The Good, the Bad and the Terrible
Da Slaughter to Prevail træder ind på Hades har deres merch været udsolgt i boden i mange timer allerede. Mange har da også de seneste par dage båret de masker, som bandet også er så kendte for. Og denne dag var ingen undtagelse for maskerne, for alle i bandet bar hver deres spændt godt fast, så de kan kaste sig rundt undervejs i sættet. Men allerede efter første nummer smed forsangeren masken, og vi fik Alex Terribles vrede ansigt at se. For vred det var han. Måske på grund af lyden, for den var bestemt ikke med ham i starten, hvor kun de dybeste brøl gik helt rigtigt igennem. Det løste sig dog hurtigt, og de fremmødte fik fuldt udbytte af hans vanvittige vokal og det tonstunge maskineri bag ham.
Teksterne flød på både accenttungt engelsk og russisk – sommetider endda i samme sang. Så selv hvis Alex Terribles ubeskriveligt dybe growls og højpitchede skrig ikke kunne afholde dig fra at skråle med, så kan teksterne muligvis klare den opgave. Til denne koncert var der åbenbart ingen problemer med at forstå, hvad der blev råbt, eller måske havde publikum øvet sig hjemmefra, for der blev i den grad råbt tilbage fra publikum mod scenen. Give and take. Vi spillede hinanden bedre i mangel på floskelfri udtryk.
På trods af aggressiviteten, der drev af både Alex i front og resten af bandet, deres tekster og lyden, så fik vi alligevel en masse smil og en masse interaktion. Og det klædte sørme bandet. Jeg har tidligere været ude med riven både efter ugidelige bands, der nærmest ikke orker at stå på scenen og også efter det modsatte – nemlig de bands, hvor der går kaffeslabberas i den, og hvor musikken falder i baggrunden. Det er en fin balance, og den fangede Slaughter til perfektion. Bandet både kommanderede og legede med publikum, og det var simpelthen perfekt. Vi fik både en gevaldig romaskine, for Alex elskede at se os vikinger på vej i krig. Og han splittede senere det frådende publikum i en gevaldig wall of death, stillede sig i midten og bød alle at smadre ham. Så det gjorde de, og de stakkels kameramænd (m/k) mistede ham fuldstændig i kampens hede i adskillige minutter, før han pludselig igen dukkede op på toppen af det rasende menneskehav og crowdsurfede op til scenen igen med blod ned ad ansigtet. ”That’s a true fucking moment!” Jovist, vi fik Alex for fuld udblæsning, mens bandet blot kunne spille så sveden sprang fra scenen og vente på, at han kom nogenlunde helskindet retur. Og nåh ja, så fik vi også et stykke tysk schlager. Og aldrig har ”Du Hast” lydt voldsommere end her. Bandet holdt sig mestendels trofaste til oplægget, men med den afgrundsdybe røst oveni, så fik nummeret pludselig en anden dimension. Og hvorfor skulle vi høre et covernummer midt i det hele, spørger du måske? Fordi alle elsker Rammstein. Også ham det onde russiske bæst fra Slaughter to Prevail.
Når man lader maskerne falde, så ser man det rigtige ansigt
Selvom jeg havde forberedt mig grundigt på denne koncert, og måske nok troede, at jeg vidste, hvad jeg havde i vente, så blev jeg alligevel overrasket. Over den ægte brutale stemme, der kunne råbe Hades op uden mikrofon. Og over voldsomheden i pitten. Alex’ vilde energi, da han kastede sig ud i blandt sine fans. Og ikke mindst den kærlighed, der var helt tydelig mellem band og publikum.
Bandet spillede råt og præcist og med en voldsomt smittende energi. Alex Terrible var en vanvittig frontfigur, og publikum var mere end med dem. Sikke en energi der bølgede frem og tilbage. Jeg hørte flere i publikum, der efterfølgende sagde, at det var den vildeste oplevelse nogensinde. Og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Den eneste grund til, at Slaughter to Prevail ikke kan score 10 fræsende kranier for den her præstation, er lydproblemerne i starten. Undskyld, Alex. Jeg håber ikke, du kommer og æder mig.
