Foto - Daniel Høgh
Den enes styrt, den andens…
Den tyske sludge metal-duo, Mantar, var desværre blevet forhindret i at spille på dette års Rock & Rul, da trommeslager Erinç Sakarya et par dage forinden havde brækket klør fem i et cykelstyrt. Heldigvis stod aarhusianske Permanoia, tidligere kendt som Rottefænger, klar i kulissen og kunne træde til med kort varsel. Bandet gik på, netop som solen var gået ned bag træerne, der omkranser den gamle aarhusianske godsbane, og det var ganske symbolsk for det, der skulle vise at blive en mørk og stemningsfuld affære.
Modig og moden 00’er-nostalgia
Badet i grønt og karrygult lys entrerede bandet scenen, og uden yderligere høfligheder blev første skæring af Permanoias karakteristiske alternative rock serveret. For de af os blandt publikum, der havde deres teenageår i 00’erne, er Permanoias lyd en gedigen omgang nostalgisk hjernecrack. Den konstante vekslen mellem knusende tunge riffs og hypnotiske grooves gør det umuligt ikke at få ledt tankerne hen på Deftones. Men det ville være forkert at reducere Permanoia til en Deftones-tribute, for lydbilledet var ganske dynamisk med både post-rock og shoegaze-elementer, samt ikke mindst en god portion ungdommelig weltschmerz båret af forsanger Frej Hestbæks glimrende vokal, der snildt kunne matche instrumenterne på både melodi og aggression. Bandet havde en god energi, der gav meget til publikum uden at bede om noget igen, og det passede umiddelbart de semi-møre tilhørere udmærket at få endnu et lille åndehul midt i et program, der indtil nu havde budt på utallige mosh pits og crowdsurfing på oppustelige pizzastykker. Med alt det sagt, synes jeg, at kropssproget var for introvert i begyndelsen, særligt fordi publikum ellers prøvede at skabe kontakt med drengene gennem tiljublende råb og klap. Jeg er med på, at det er en del af pakken, når man spiller den type musik, som Permanoia gør, men det her var lige til den gode side. Det hjalp heller ikke, at sættets midtersektion var en smule ensformigt, og publikum var lige på nippet til at tjekke uden, inden kvartetten fik hevet sig selv tilbage på sporet. Da koncertens sidste del gik i gang, var det tydeligt, at selvtilliden var vokset, og overskuddet lyste ud af bandet, der nu både smilte og blinkede til de forreste publikumsrækker. End ikke en kortvarig udstyrsfejl eller et fremmøde af folk i Star Wars-kostumer, kunne hyle dem ud af det. På bundlinjen stod en solid præstation fra fire unge herrer, der var både sårbar, modig og teknisk veludført.
En nødløsning, vi nød
Det er aldrig nogen nem opgave at blive kastet ind på en festivalplakat med få dages varsel, men Permanoia løste opgaven på fortrinligvis og gav en moden og teknisk stærk koncert. Der var vel nok liiiidt for langt mellem snapsene undervejs, og den indadvendte attitude kostede noget kontakt til publikum, men da først skuldrene kom ned, klædte det både bandets selvtillid og koncertoplevelsen som helhed.