Metallica

Nærværende. Professionelt. Fandens fedt!

Med en setliste på kun 15 numre mod de sædvanlige 18, samt forlængede soli fra Kirk Hammett og Rob Trujillo, var det tydeligt at Hetfields stemme skulle spares for det største og værste pres. Men trods det lidt forkortede set, var det 15 numre der forbedrede det efterhånden lidt trivielle flow, der normalt hersker til en Metallica-koncert. Vi fik blandt andet "Wherever I May Roam", "Welcome Home (Sanitarium)", “Whiplash" og ikke mindst det instrumentale mesterværk “Orion”, som Rob Trujillo til stor jubel fra de 15.500 fremmødte lagde op til med et par minutter af det legendariske bas-solo nummer “Anesthesia (Pulling Teeth)” fra bandets debut Kill ‘Em All. Okay, der blev grinet lidt på de billige rækker, da Lars Ulrich på næsten pinlig vis ikke kunne ramme gryderne på 2 og 4 i starten af “Orion”, men det blev hurtigt tilgivet. Tilgiveligt vil denne anmelder også mene det var, at bandet kun spillede tre numre fra nyeste album, det kun lidt mere end middelmådige Hardwired… To Self-Destruct, i modsætning til fredagens koncert, hvor albummet blev repræsenteret med hele fem skæringer. 

Fra begyndelsen, virkede hele bandet betydeligt mere oplagt sammenlignet med fredagens lettere amputerede, og på ingen måde overrumplende, indsats. Efter andet nummer, en hidsig og hårdtslående “Creeping Death”, proklamerede James Hetfield, at der skulle sparkes røv. Og det blev der så! Yderst velspillende, energiske og til tider storsmilende, tog Metallica i dén grad revanche, og viste på fornemste vis, at de er at regne som et af verdens største bands. Frontmand Hetfield slog fast med 12-tommer søm, at han er den ypperste og strammeste rytmeguitarist inden for genren, og Kirk Hammett leverede også sin indsats til ug. Bevares, der var et par skønhedsfejl her og der og ikke mindst en ret overflødig og aaaaaaaalt for lang solo fra Hammett, som godt kunne undværes. Men pyt… Hvis nogen kan tillade sig at lave fem lange minutters pentatonisk wahwah-lir og svinge meningsløst meget rundt med sin guitar, er det manden bag nogle af de bedste guitarsoloer jeg kender. Kirk Hammett, mine damer og herrer. Men mindre kan nu også gøre det...

Forløsning

Den super-koncert fra San Francisco-kvartetten - som vi er mange der har savnet i et stykke tid, fik vi endelig, denne kolde tirsdag aften i det amagerkanske. Det ganske, ganske særlige vi havde efterlyst så længe, gik i opfyldelse. Særligt takket være den, til lejligheden lidt særlige setliste, samt et meget mere afslappet og nærværende band, der for en gangs skyld ikke var så stringente som de plejer. Sikke en triumf!

I en del år har Metallica måttet høre på mange ting. Blandt andet at deres koncerter, trods højt bundniveau, efterhånden var blevet en standardiseret, ensformig og ekstremt forudsigelig “greatest hits” teaterforestilling - en påstand jeg desværre må støtte op om! Derfor bidrog det kun endnu mere til det positive indtryk, at d’herrer Hetfield, Ulrich, Hammett og Trujillo denne aften rystede posen, slap tøjlerne og leverede en magtdemonstration i hvordan en rockkoncert skal skæres. Det var en perfekt balance af professionelt og nærværende, og tæt på at være det bedste Metallica jeg nogensinde har oplevet.

8/10