Krøyer. Arkivfoto: Rolf Meldgaard
Dakkedak i sukkerroerækkerne
Man skulle tro, at Ditte Krøyer kom fra en dakkemark og ikke de med skrig højt besungne sukkerroemarker ved Nakskov. Denne aften lagde hun an til at gennempløje publikums ører og rendegrave furen mellem parnassets rynkede bryn. Inden koncertens begyndelse mingelerede Krøyer med masserne, mens tændernes blændende stjernerække skinnede ud mellem læbernes sortsværtede nat. Blå tåge svævede over de endnu blikstille kaosvande. Vi vidste dog alle, at det blot var stilhed før stormen. Det første vindstød inden orkanen skulle være Royal Spaceporn. Spørgsmålet var, om vi kunne klare kulingen eller ville blive til vindbøjtler.
Royal Spaceporn
Et virvar af ledninger prydede scenen som et slagtet spaghettimonster på sit alter. Hotel Cecil var sparsomt befolket af folk på hele aldersspektret i den scenetågetilrøgede kælder. Ingen af os kunne have forudset den soniske tortur, hvis skruetvinge vores øresnegles skrøbelige huse snart ville kvases i. Royal Spaceporn virkede, som om kunstneren spillede mere på sit visuelle end auditive udtryk. Lange lyse fletninger indrammede et alvorstungt ansigt, der havde folderne sammenkrøllet i febervildelse med vilde øjne, hvis blik var kilet til mixerpulten størstedelen af koncerten. Under den første del af koncerten mindede en del af de elektroniske toner lidt om en klovnenæse, og det forekom en kende ufrivilligt komisk. Ellers fremstod Royal Spaceporns kakofoniske symfonier som rendyrket harme uden harmoni. Bil-karburatorer i tomgang uden fremgang, bestik i en tændt affaldskværn og en syg kaffemaskine: Det var blot nogle af de støjsendere, som Royal Spaceporn torturerede os med. Det samlede sig dog i sjældne momenter til et sammenhængende hele. På den ene side giver det mening, at vi oplever en opblomstring af post-musikbølgens punkprotester mod al den plastikagtige, masseproducerede perfektion, som AI-musik skaber. Vi trænger til et sammenbrud, en sønderknusning af det normative for igen at kunne bygge kunst af splinterne. Kunst så kaotisk, som kun mennesker kan være det. Kunst, der smerter. Det gjorde Royal Spaceporn så sandelig, og selvom protesten er på sin rette plads, så forekom den alligevel en anelse rastløs, retningsløs og rungende, når man ikke hørte den i sin rette kontekst.
Kender du det, når du har stået og svedt over den sydende stegepande med emhætten kørende på fuld drøn for at opsuge dunsten af mados? Hvilken svalende ro breder sig der i køkkenet, når maden endelig er færdigkokkereret, og man kan slukke for udsugningens infernalske larm. Jeg følte den samme lettelse, da Royal Spaceporn endelig forlod scenen. Ah.
Krøyer
Efterhånden havde meteorologerne råbt så meget ‘ulven kommer’, at vi ikke længere troede på deres stormvarsler. Men orkanen kom, og dens navn var Krøyer. Basstød af maksimal vindstyrke blæste os omkuld sammen med Krøyers stemme, som til stadighed imponerer med sin ambitus. Hun har tidligere knust glasloftet med hovedstød fra sin savtakkede hanekam i Vulvatorius, men spørgsmålet var, om hun som Samson bar al sin virtuositet i hårets kraft, eller om hun også nu uden hanekam og band kunne stå i egen ret mod metalparnasset.
Et goldt Golgata
Da Krøyers nu kronragede kranie skabte et nyt Golgata på scenen, stod hun klar til at korsfæste alle denne langfredag aften. Hendes sortsværtede smil var nedadvendt i et ‘stank face’, der mest af alt mindede om Pjerrot fra Helvedes dybeste afgrund. Og det er bestemt ment som en kompliment. Ligesom med Royal Spaceporn lå en del af koncertens styrke mest i det visuelle koncept, for under stroboskoplysenes ubønhørlige angreb mod synet skabte Krøyer et sandt disco-inferno. Hendes stemme spændte fra de dybe growls, hun er kendt for, til skingre screams ud i intetheden. I enkelte momenter faldt stemmen dog igennem, og jeg har sjældent hørt nogen growle på engelsk med så tyk en dansk accent. Det kan i sig selv blive et stærkt stilistisk valg i fremtiden, hvis Krøyer finder det rette blandingsforhold mellem De Nattergale fra Heavy Agger og den rendyrkede metal. Under koncerten tog sentenserne med mere luft på stemmen, mindre dybde og mere dansk dialekt dog ofte overhånd. Hun havde taget sin bror med for at akkompagnere hende, men trods sin fine stemme forekom han relativt uformående ved siden af sin søsters store kraftpræstation.
Energimæssigt var der intet at udsætte på Krøyers optræden. Jeg havde følelsen af at være bragt ind i fordums tids Bergheim, og de industrielle inspirationer vægtede tungt i lydbilledet. Det var kærkomment, når Krøyer trak trækkene fra dødspunken tydeligere frem, men de elektroniske elementer tog ofte overhånd. Det vil uden tvivl tilfredsstille technosegmentet, mens en gammel, konservativ stodder som undertegnede savnede mere metal og mindre dakkedak på sin mark.
(Don’t) Visit Nakskov
Krøyer burde næsten blive ansat af Visit Nakskov med al den omtale, som byens roe(dakke)marker får under denne udgivelse, eksempelvis på sangen “GASSTATION”. Det opildner dog ingenlunde til at opsøge byens besungne ingenmandslandsmarker, hvor ikke engang jern kan gro. Krøyer har taget et modigt skridt udi hidtil uudforsket terræn, og det er i sig selv prisværdigt. Dog forekom sammensmeltningen mellem techno og metal stadig en kende usleben i kanterne. Der manglede sammenhængskraft og større vægtlægning på de instrumentelle elementer i lydbilledets betonmur. Under Royal Spaceporn havde jeg følelsen af at være den lille dreng, der påpeger, at kejseren ikke havde nogen klæder på, mens resten af kultureliten klapper i hænderne over noget, de føler, de burde forstå. Men ingen forstod det, og kejseren stod stadig blottet med sin nøgne støjforurening. Generelt blev det en meget lang fredag denne langfredag, hvor jeg virkelig følte med Jesus på korset.