KoRn: Monumental, A Global Streaming Event
KoRn: Monumental, A Global Streaming Event

Korn

streaming event, Los Angeles

Officiel vurdering: 5/10

KoRns monumentale streaming-debut gjorde ondt i koncertsjælen

Når onlineudgaven af en koncert er eneste, pauvre erstatning for den ægte vare, må man som band ty til denne nye genre og forsøge at gøre den til sin egen. Nu metal-ikonerne fra KoRn gav lørdag (den 24. april 2021) med det stort anlagte Monumental, A Global Streaming Event deres bud på en onlinekoncertoplevelse med fans fra hele verden bag skærmene derhjemme.  Scenen for Monumental var – helt bogstaveligt talt – sat på toppen af den bygning, der huser en drive-in-forlystelse baseret på Netflix-serien Stranger Things. Med en blændende udsigt over downtown Los Angeles by night var der ikke sparet på noget i hverken fysiske rammer eller produktion. 

Når det er sagt, så lad os da bare med det samme slå fast, at streamede koncerter er som at se familie og venner på afstand uden at kramme – så tæt på og alligevel så langt fra! Det gør ondt i hjertet og er på den måde symptomatisk for tiden, vi lever i. Et nummer som tonstunge ”Black Is The Soul” skal for søren kunne mærkes i hele kroppen med bassen dundrende dybt i mellemgulvet! I sofaversionen mærker man i bedste fald sin flade i sædet.

Ganske som med en fodboldkamp uden tilskuere er det svært at abstrahere fra fraværet af publikum til en koncert. Der mangler intensitet. Samspil. Sved. Og når man som KoRn så tilmed vælger at filme hele balladen på forhånd for blot at streame den og altså ikke spille den live, ja, så er udgangspunktet en anelse fattigt.

Nuvel, på indholdssiden trak en vanvittig sætliste gevaldigt op i regnskabet! En perlerække af såvel store hits som mindre hypede numre udgjorde en smuk blandet buket med noget af det bedste fra KoRns imponerende bagkatalog. Bandet lagde ud i den nyere afdeling med ”Victimized” fra 2013-albummet The Paradigm Shift efterfulgt af førstesinglen ”Cold” fra KoRns seneste album, det for frontmand Jonathan Davis nærmest terapeutiske The Nothing fra 2019. Herefter fulgte ”Insane” og ”Falling Away From Me”, der i et fysisk live-setup ville have fået benene til at vakle under de fleste KoRn-fans, ligesom overraskelser som ”Justin” og ”Narcissistic Cannibal” nok ville kunne frembringe en lille glædeståre i øjenkrogen.

Efter lidt indledende slinger demonstrerede selv samme Davis igen, hvor sublim og i denne anmeldes øjne ofte undervurderet en sanger, han er. Nej, hans cleans er ikke altid helt clean, men hans growls sidder til gengæld som en knytnæve midt i ansigtet, og manden skifter for filan mellem clean og growl i én og samme tone! Davis er helt sikkert ikke den største sanger i metallens verden, men ingen lyder og er som han, og hans umiskendelige og komplet uforståelige ”scat” (tænk ”Twist”) er af en anden verden. Hertil kommer, at Jonathan Davis har evnen til at krænge hele sin introverte sjæl ud på så dybfølt vis, at hans smerte kryber svidende helt ind i knoglerne på tilhøreren – det gjorde den også i momenter med Monumental, men generelt var det svært rigtigt at mærke de fem californiere.

KoRn er ganske vist ikke et udadvendt band, og det er i sagens natur lidt svært at interagere med et publikum, som ikke er der. Men med en tung markedsføring af begivenheden og billetpriser på minimum 30 dollars må man rettelig forvente lidt mere end en båndet optræden på godt og vel en time. En time! Mediet giver, i al sin ensomme elendighed, trods alt en række muligheder for at spille på flere tangenter og bevæge sig ud af komfortzonen. Da Metallica i efteråret var på en lignende mission, eksperimenterede man foruden en jamsession direkte fra studiet med videolinks til betalende fans fra nær og fjern. Det fungerede overraskende godt og var samtidig faktisk både charmerende og befriende at opleve bandet famlende prøve kræfter med dette nye format.

I skærende kontrast hertil står KoRns Monumental som en smuk, velspillet, velproduceret og pletfri oplevelse, men også som en flad fornemmelse af at være blevet forsøgt spist af med en pendant til noget, der i øjeblikket slet og ret ikke eksisterer. Og så er vi tilbage ved smerten og bevidstheden om alt det, vi går og længes efter. I dette tilfælde at se et af verdens største og mest markante metalbands fremføre en forrygende fed sætliste i sved og støv og sikkert også regn i det kølige tusmørke på Copenhell. Buhuuuu… 

SÆTLISTE
Victimized
Cold 
Insane
Falling Away From Me
You’ll Never Find Me 
Thoughtless 
Coming Undone
Throw Me Away 
Justin 
Black Is The Soul 
Freak On A Leash 
Alone I Break 
Dirty 
Can You Hear Me? 
Ball Tongue 
Narcissistic Cannibal 
Here To Stay 

Tilføj kommentar