Metal-hvad-for-noget?
De fleste, der klikker ind på denne artikel, tænker nok som det første: ‘Hvordan kan en halvgammel blueslegende betegnes som heavy metal?’. Det er et oplagt spørgsmål, men heldigvis med et lige så oplagt svar: Man kan spore flere af metalmusikkens rødder tilbage til de gode gamle dage, hvor bluesrocken flød direkte over i de velkendte toner fra Black Sabbath og Led Zeppelin. Metallen har utvivlsomt udviklet sig i nogle noget mere ekstreme former over årene, men særligt guitaren som fokusinstrument er et klokkeklart sammenligningsgrundlag. Dykker man ned i musikteori, så vil man også finde flere fællesnævnere i opbygningen af musikken – særligt hvis man lytter til guitarsoloerne. Blues har som metal også et lyrisk univers, der fokuserer på melankoli, personlige dæmoner og andre knap så herlige temaer. Bevares, moshpits og wall of deaths forventes ikke til aftenens siddende koncert med Joe Bonamassa.
Joe Bonamassa åbnede for B.B. King som 12-årig over 20 koncerter tilbage i 1989. Bluesvirtuosen samlede guitaren op for første gang som 4-årig og fik hurtigt status som vidunderbarn. Joes far, Len, var indehaver af en guitarforretning, så der var helt sikkert også lidt pres fra hjemmefronten. Det er muligvis også en af de faktorer, der har gjort Bonamassa til indehaver af en af de største guitar- og forstærkersamlinger i verden. Så stor, at hans hus bliver omtalt som ‘Bona-seum’.
Denne mørke tirsdag aften i slut-oktober dannede en perfekt ramme for bluesmelankolien. Men først og fremmest skulle guitarnørdens forventninger afprøves. Forventningerne var nemlig tårnhøje – lidt som prisen på koncerten.
Chefen er kommet til Frederiksberg
Det er ottende gang, at Joe Bonamassa indtager Danmark som solist – og ofte er det danske publikum ganske loyale, når det kommer til at købe billetter. Aftenen i K.B. Hallen var ikke anderledes, og det er også forståeligt, når man har et af nutidens absolut største bluesnavne til at indtage scenen.
Salen var ganske godt fyldt op, og pladsen på rækkerne var ubehageligt trang. Med min kampvægt på lidt over 0,1 ton var det også med en smule ærgrelse for mine sidemakkere, da de så, at jeg skulle placere mig imellem dem. Showet startede dog på minuttet, og desværre var hele det første nummer præget af en del uro, da alle endnu ikke havde fundet deres pladser, mens K.B. Hallens ansatte febrilsk forsøgte at hjælpe folk på plads. Det blokerede selvsagt udsyn for publikummerne og fjernede desværre fokus fra det, der skete på scenen, nemlig at Joe Bonamassa, chefen, indtog sin velkendte plads i centrum iført sin signaturuniform: mørke solbriller og et klassisk jakkesæt. Havde man set manden på gaden en ganske almindelig tirsdag, så havde man aldrig troet, at man netop havde passeret en af nutidens største bluesvirtuoser.
Showet blev skudt i gang med "Breakthrough” fra Bonamassas nyeste album, tæt flankeret af et fuldt orkester, der troligt holdt sig i baggrunden. Koncerten bar fra begyndelsen præg af at være en ren opvisning i musikalsk overskud snarere end sceniske krumspring. Bandet og Bonamassa stod relativt statiske på scenen, men det gjorde intet, for lyden var efterhånden blevet tunet formidabelt ind til balladebluesen. Det blev understreget på "Twenty Four Hour Blues", hvor der blev skiftet til en Goldtop Les Paul, og hvor chefens spil var så smagfuldt og overlegent, at man straks huskede, hvorfor han trækker fulde huse verden over.
Et af aftenens højdepunkter indtraf under en sjælfuld fortolkning af Rory Gallaghers "I Fall Apart". Tempoet blev skruet helt ned, og vokalen var levende, ægte og dybfølt. Man kunne næsten føle Bonamassas smerte ved alle de ord, han sang. Med sin velkendte dynamiske kontrol direkte på guitarens volumenknap skabte han et øjeblik af ren magi: Der var så stille i salen, at man nærmest kunne høre en knappenål falde til jorden, før nummeret byggede op til en intens og eksplosiv kulmination.
Sætlisten bød generelt på fin variation. "Mainline Florida" (Eric Clapton-cover) sendte os tilbage til Stratocasteren, mens den groovy "Last Kiss" fik pulsen op og tilførte en dejlig dansabel energi. Under "Happier Times" blev scenen mørklagt, så kun en enkelt projektør ramte organisten Lachy Doley. Han leverede smagfulde orgelsekvenser i løbet af aftenen og stjal i flere øjeblikke rampelyset fra hovedpersonen selv.
I den første lange del af koncerten var der ingen snak fra scenen. Men da solbrillerne endelig røg af, og Bonamassa tog ordet, var stemningen præget af humor og hygge. Han sendte en hilsen til ‘sin ven Søren’ (efter alt at dømme Søren Andersen) og huskede tilbage på dengang med Black Country Communion, som var det sidste internationale navn, der spillede i K.B. Hallen, inden denne brændte ned i 2011. Særligt ironisk, fordi de afsluttede deres show med et cover af Deep Purples "Burn".
Herefter fulgte en varm bandpræsentation, som gav behørig plads til korpigerne Jade MacRae og Mahalia Barnes (som Bonamassa spøgefuldt kaldte ‘Miss Moneee …’), der begge har succesfulde solokarrierer. Det rykkede koncerten over i et mere funky og løssluppent ‘feel good’-gear med "I Want to Shout About It", komplet med fællesklap og soloplads til korpigerne. Desværre strakte sekvensen med trommesolo og den udvidede bandpræsentation sig lidt for langt; det var lækker musik, men det tog en smule momentum ud af showets afsluttende fase. Bonamassa leverede et to timer langt show uden opvarmning, og selvom hans evner på guitaren er mageløse, så var der punktvist nogle guitarsoloer, der blev en smule lange og på grænsen til det monotone. Det gør ondt at skrive dette, for Bonamassa er så dygtig, at det halve kunne være nok. Jeg tror sagtens, han kunne have spillet en halv time mindre og opnået et lige så godt, hvis ikke bedre, resultat.
På sin Telecaster lukkede Bonamassa aftenen med "Mountain Time". Han bemærkede spøgefuldt fra scenen, at han normalt afsluttede sine koncerter i USA med samme nummer og et helt andet i Europa. Men nu var han blevet ældre og generelt ligeglad med reglerne, så nu fik vi altså den amerikanske lukker. Bonamassas charme fik salen til at grine, og hans sympatiske væsen kom særligt til udtryk, når hans medmusikanter fik rampelyset, og han smilende så til, mens de fik deres moment of fame.
Guitarlir for alle pengene
Der er ikke mange fingre at sætte på Joe Bonamassas håndværk. Selvom showet til tider føltes en kende rutinepræget og statisk og trods en smule ujævnheder i begyndelsen af sættet i lydmixet, viste han endnu en gang, hvorfor han er i sin helt egen liga. Jeg kunne godt have savnet en smule mere nærvær med publikum, da han strålede i de få øjeblikke, hvor han smilende kommunikerede med salen. Men aftenen handlede ikke om sprudlende show, ekstravagante kostumer eller anden unødvendig støj. Det handlede om musik, det handlede om blues, og det fik publikum leveret af allerhøjeste kaliber.