Are you ready?
Der er en grund til, at festivalen hedder, som den gør: Den er opkaldt efter Thin Lizzy-klassikeren ”Jailbreak”. Fængselsfestivallens bagmænd er Lizzy-fans, og der er direkte reklameret med, at Downey har lovet at spille nummeret. Mon ikke også ”Cowboy Song” og den om drengene, der er tilbage i byen, bliver luftet?
Men hvem er ham Brian Downey? Han er medstifter af Thin Lizzy, der nåede at være svingdør for talrige musikere. Gary Moore var med ad tre omgange. Det eneste usvigeligt stabile medlem, bortset fra frontmand Philip Lynott, var trommeslager Brian Downey. En trommeslager med en meget bred stilistisk palette. Med Lynotts død i 1986 blev bandet mere eller mindre lagt i graven. Guitarist Scott Gorham kørte ’bandet’ videre, nærmest som en slags kopiband, der blandt andet varmede op for Metallica på Death Magnetic-turnéen. Og jo, det var samme Gorhams Lizzy-projekt Black Star Riders, hvor Brian Downey skulle have været med, men meldte fra i sidste øjeblik.
Ren kærlighed
Her var en trio, der ikke var vant til store forhold. Sceneopsætningen lugtede af en lille irsk pub, og bagtæppet var en billig plastikpresenning med bandnavnet trykt på. De ydmyge forventninger stod også at læse i Downeys ansigt, da han satte sig. Han var tydeligt glad og dybt rørt over publikums venlige modtagelse. Klokken kvart i midnat er den slags ingen selvfølge. Men der var en ren kærlighedspyramide mellem publikum, musikere og sangskat.
Downey spillede, som var han 50 år yngre, stadig en mester. Resten af bandet leverede på alle tangenter, men særligt frontmand Matt Wilson fortjener respekt for sin autentiske Lynott-vokal. Sætter man den op mod Black Star Riders Ricky Warwick, afsløres sidstnævntes forcerede forsøg på at lyde som Lynott. Der er Wilson mere naturlig og samtidig tæt på at være en fysisk kopi af Lynott, dog til den generte side, ligesom den afdøde frontmand var i sine unge dage. ’Give it up for Mr. Brian Downey’ kom lige lovligt mange gange, måske en kombination af generthed og respekt.
”Jailbreak” åbnede, og de store hits ”The Boys Are Back In Town”, ”Cowboy Song” og Bob Seger-kopien ”Rosalie” kom midtvejs, lige i Lynotts ånd. Han mente, at det bedste skulle fyres af fra starten, så man ikke holdt unødigt på publikum. Og det var meget underligt at høre ”Whiskey in the Jar” med to guitarer. Det klassiske lineup med Gorham og Robertson på guitar spillede den aldrig live. Den er tilbage fra tiden med guitarist Eric Bell og den eneste, der blev spillet fra den tidlige fase.
Musik til evigheden
Downey og hans gutter omdannede fængselssalen til en irsk pub. Koncerten blev til en intim afslutning på fredagen, hvor Thin Lizzys sangskat demonstrerede sin styrke. Det kunne ses foran scenen, hvor voksne mænd rørt til tårer skrålede med, og en ung mand lige midt for scenen havde samtlige tekster på rygraden. Der er håb for fremtiden. Det var musik, der rørte noget helt grundlæggende, musik til evigheden.
