Halshug - Radar - 13. september 2019

Halshug

Radar, Aarhus C

En aften i punkens tegn var, hvad Radar havde i vente for os denne fredag den 13. Overtroen forbundet med denne dag var forhåbentlig ikke noget, der ville få indvirkning på nogle af aftenens tre bands. Men nu har punk ry for at være lidt skramlet og beskidt, så skulle noget ske, ville det nok ikke være første gang.

Puke Wolf

Klokken havde netop rundet 21, da de tre lokale gutter fra Puke Wolf indtog scenen på meget stille maner. Et forsigtigt ”Hej, I må godt komme lidt tættere på” var, hvad vi fik af introduktion. Efter et par meget ”ligeud-ad-landevejen” hardcorenumre åbnede Puke Wolf op for et noget mere stemningsfuldt nummer, der viste, at hverken bandet eller aftenen ”bare” skulle være rendyrket hardcore punk. Tankerne blev med det samme ledt hen mod screamo-genren – og nej, ikke den slags, hvor en misforstået teenager råber sine sorger ud over et tungt My Chemical Romance-riff. Men den slags screamo, der fokuserer mere på at skabe en atmosfære, hvor lytteren bliver omsluttet og grebet af bandets frustrationer. Lydbilledet blev senere udvidet endnu mere og fik en snert Deftones over sig, hvilket bestemt ikke skadede den samlede oplevelse. Det var klart aftenens mest interessante lydbillede, der ikke burde have haft svært ved at fastholde publikums interesse. Grunden til, at bandet dog ikke kunne dette, var de lidt for lange lydklip og bandets visuelle fremtoning. Mellem næsten hvert nummer blev der spillet et 30 sekunders lydklip, hvilket tog det meste af pusten fra koncerten. Kombinerede man dette med et band, der reelt set ikke kommunikerede med publikum, på en scene, der var alt for lys til denne type musik, blev det desværre lidt tamt. Puke Wolf er heldigvis et forholdsvist ungt band, så der er god tid til at få finjusteret liveshowet, så deres lidt indelukkede screamo virkelig kan komme til sin ret.

5/10

War of Destruction

Efter en kort pause var det endnu en gang blevet tid til et lokalt band, denne gang dog nogle lidt mere erfarne herrer. Vokalist Hans Simonsen introducerede War of Destruction som: ”Små ballader, stille og roligt, ikke noget pis”, hvor bandet nærmest sekundet efter fyldte lokalet med koncentreret aggression. Det var simpelt, det var skramlet, og det var lige præcis sådan, jeg synes, at god gammeldags hardcore skulle leveres. Der gik da heller ikke mere end to numre, før Simonsen havde rullet rundt på scenen, været ude blandt publikum og generelt givet hele lokalet en syngende lussing og et ordentligt los i røven. En opkvikker, der i den grad virkede på publikum, som straks skiftede op i højeste gear og så absolut var klar på at give den en skalle. Man kunne heller ikke andet end at blive revet med, når nogle af dansk punks grand old men fortsat leverede en sådan præstation. Sidste halvdel af koncerten tilbragte Simonsen nærmest mere blandt publikum end på scenen. Reelt set kunne man godt være blevet i tvivl om, hvorvidt det faktisk var War of Destruction, de fleste var kommet for at se. Man kan selvfølgelig argumentere for, old school hardcore godt kan blive lidt meget det samme i længden, men når der ikke var en finger at sætte på leveringen, så gør det absolut intet. Der var da også hele to numre, der ikke var fuld skrald.

8/10

Halshug

Ovenpå sådan en energiudladning blev jeg nødt til at gå udenfor og få vejret og noget frisk luft, inden aftenens hovednavn stod klar. Halshug indtog scenen uden at gøre det store nummer ud af det og lagde ud med et tungt trommebeat og et dystert riff, der kort efter væltede over i simpel, men effektiv hardcore. To numre senere var det måske datoens overtro, der var i spil; der sprang i hvert fald en streng på Jakob Johnsens bas, hvilket desværre førte til en kort uventet pause, inden der blev udlånt en bas fra War of Destruction. Noget, man næsten skulle tro var et tegn, da det efterfølgende nummer havde en noget mere smadret struktur – perfekt i War of Destructions ånd. Bassens volumen blev dog aldrig justeret og forblev resten af koncerten alt for høj og overdøvede meget af tiden guitaren. Desværre betød dette, at både en del af den dystre stemning, der spøger i Halshugs hardcore, og andre mere interessante guitarelementer druknede og kun kunne høres, hvis man virkelig anstrengte sig. At spille som hovednavn efter en energiudladning som War of Destruction, var også noget af en prøvelse, og Halshug nåede da heller aldrig dette niveau. Men som koncerten skred frem, blev de hurtige numre trukket op af hatten, og der kom en smule mere gang i publikum, der indtil nu ikke havde gjort meget andet end en let nikken. Dette ændrede dog ikke, at der ikke blev sat en fod forkert i leveringen: Den var selvsikker, og bandet havde styr på koncerten næsten hele vejen igennem.

6/10

Tre forskellige bud på, hvordan punk skulle spilles, var, hvad vi fik denne aften på Radar. Hovednavnet kan man måske mene skuffede en smule, men hvad enten man var til screamo, god gammeldags hardcore eller dyster moderne hardcore, så var der en god chance for, man gik veltilfreds hjem. Ellers var der altid Escobar efterfølgende, som man kunne drukne sine sorger på.

Tilføj kommentar